Skolesystemet i Indien har 1-12. klassetrin. När man har afsluttet 12. klasse gär man videre pä universiteterne. Pä den mäde minder systemet en del om det danske skolesystem. Der, hvor det adskiller sig er när det kommer til antallet af elever, "frönsegoder" og hieraki.
Pä den störste af de to skoler vi besögte, var der cirka 35-40 elever i hver klasse. Dog er der färre elever i de smä klasser, da mange foräldre bevidst holder deres börn hjemme, fordi de hellere vil have, at barnet tjener penge. Det er desvärre en skrämmende kendsgerning! For at motivere börnene til at forsätte i de höjere klasser, i stedet for at stoppe i skolen efter 9. eller 10. klasse, har regeringen gennemfört et initiativ for de fattige, der siger, at barnet fär en cykel hvis det när 11. klassetrin. Pä den ene side er der noget ved denne "frönsegode" jeg ikke bryder mig om, men när jeg ser det i en indisk synsvinkel, og särligt med henblik pä Muthupatty, sä er det mäske netop et sädan initiativ, der kan höjne uddannelsesniveauet! Det ville aldrig fungere i et land som Danmark, men när jeg ser pä pigerne i computerklassen, som er droppet tidligt ud af skolen og nu stär uden uddannelse, sä stär det klart for mig, at der skal visse initiativer pä bordet for at holde folk i skolen. Et andet initiativ som regeringen har indfört er, at en familie fär mad, hvis de sender deres börn i skole. Dette er et initiativ som fra mit synspunkt er lidt nemmere at forholde sig til.
Klassehierakiet er noget for sig selv i Indien. Hver klasse har en "leader" og en "vice leader". Mäden man välger disse pä er ved, at de som stiller op til posten holder tale, hvorefter der foretages et demokratisk valg. Klasselederen skal sörge for, at der altid er ro i klassen og "stär for undervisningen" när läreren ikke er der og krydser af hvem der er der. Derudover er der "group leaders" som har specielle ansvarsomräder. I flere af klasserne fik vi udpeget, hvem der var klasseleder. Hvordan det fungerer i praksis kunne jeg godt tänke mig at se, men mit indtryk efter skolebesöget var, at det er et system, som sikkert fungerer i Indien, hvor folk i forvejen indgär i forskellige sociale klasser. At give én elev mere magt end andre ville aldrig fungere i Danmark, men mit indtryk er, at det fungerer i Indien.
Vi startede dagen, med at besöge skolen i Muthupatty. Denne skole har 100 elever, hvoraf nästen halvdelen kommer pä lektiecafeen. Det var ret overväldende at se, hvor glade börnene blev for at se os og vi havde ikke befundet os i klasselokalet i mere end 5 sekunder för der udbröd jubel blandt de mange börn i skoleuniformer. Pä denne skole var der kun 2 klassevärelser, hvilket er ärsag til at de forskellige klassetrin er blandede. Först besögte vi de smä. De var helt oppe og köre og var meget ivrige efter at vise, hvilke redskaber de bruger i engelskundervisningen,- og jeg var positivt overrasket. Efter at have trykket omträndt 40 smä inderhänder gik vi ovenpä for at se til de store elever. Da vi trädte ind i lokalet sä vi eleverne sidde i lange räkker pä gulvet. De havde eksamen mens vi var der, sä de var ret koncentrede Dog kunne flere af dem ikke lade väre med at sidde og fnise og vinke, mens vi var der.
Efterfölgende tog vi videre til den anden skole. Pä denne skole var der 280 börn og igen var der masser af vores börn fra lektiecafeen i de forskellige klasser. Det var virkelig dejligt at fä lov at opleve, hvor de gär i skole til hverdag, da det giver en helt anden forstäelse. Jeg synes ogsä, at jeg bäde i gär og i dag har kunnet fornemme, at börnene har fölt sig tättere knyttet til os, fordi vi har vist interesse for dem og deres hverdag ved at besöge deres skole.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde ikke forestillet mig, at de havde andet end en tavle, noget kridt og en notesbog i skolerne. Heldigvis blev jeg glädeligt overrasket. I klasselokalerne fandtes laminerede kort, undervisningsspil og andre redskaber, som bruges i undervisningen.
Nogle klasselokaler lignede fuldständig dem, man kan finde i Danmark. Pä begge skoler havde de indfört et "spil", hvor barnet hver dag välger et dyr, som det kan lide denne dag. Barnet kommer sä i gruppe med de elever, som har valgt det samme dyr. Pä den mäde kommer barnet til at väre i nye grupper hver dag og fär derved nye indtryk og oplevelser fra dag til dag. I en af klasserne sä vi et "mind map" i en af elevernes böger. Det havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle se i Indien, da "mind mapping" er lig med at skulle tänke selv. Derfor var det med stor gläde jeg tog fejl. Det var fedt at se, at deres undervisningsmetoder ikke ligger sä langt fra de danske, som jeg havde frygtet. Man skal dog ikke tage fejl af Indien, for det er stadig et land, hvor dét at läre udenad uden egentlig at tänke over, hvad det er man lärer, er en metode som langt de fleste börn og lärere benytter sig af.
Generelt var skolerne meget bedre end jeg havde forestillet mig de ville väre i et slumomräde. Det er desuden tydeligt, at skolerne her nyder godt af lektiecafeens arbejde, da school drop outs er stoppet pä de to skoler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar