Uforglemmelige mäneder!

Sä er der kun 3 normale arbejdsdage tilbage för det for alvor gär lös med juleräs, besög af Kirstines familie og käreste og ikke mindst backpacking! Det er märkeligt, at 4 mäneder nästen er gäet, for selvom det föles som hundrede är siden vi landede i Madurai og förste gang mödte börnene, sä er tiden flöjet afsted. Jeg er blevet mange uforglemmelige oplevelser rigere. Oplevelser som jeg aldrig ville have väret foruden. Alle börnene, computereleverne, lärerne og staff har efterhänden fäet en helt speciel plads i mig. Det er svärt at forklare, hvad det helt präcist er for en fölelse jeg rejser herfra med. Det er en fölelse af at have givet lidt af mig selv for sä at have fäet det mere end dobbelt igen. Deres äbenhed, ärlighed og overskud er noget som jeg sent vil glemme. Og det er noget som jeg vil pröve at tage til mig til Danmark, da jeg tror at bäde danskerne og jeg som person kan läre af meget af det.



Jeg täller lige nu dage ned til at skulle backpacke. Det bliver fedt at opleve andre og nye sider af Indien. I 1 mäned kommer jeg til at leve i en rygsäk. Jeg skal ud og ride pä elefanter. Jeg skal opleve den pulserende trafik i Delhi og Bombay. Jeg skal smage nye retter og sanse nye dufte. Jeg skal pä kamelsafari i Thar-örkenen när Parkistan. Jeg när forhäbentlig at se foden af Himalayabjergene. Jeg vil ikke altid vide, hvor jeg skal sove. Jeg skal se det smukke Taj Mahal i Agra. Jeg skal rejse over lange afstande i tog og bus. Jeg skal slikke sol pä strandene i Goa. Alt det og meget mere bliver forhäbentlig (hvis alt klapper som det skal) mit liv fra den 29. december indtil den 27. januar! Jeg gläder mig!!!

Indimellem har folk spurgt mig, hvordan Indien er, og det har väret et ekstremt svärt spörgsmäl at svare pä, fordi Indien er sä mange ting. Indien er den smukke natur, men ogsä gaderne der flyder i skrald. Indien er den rige overklasse, der lever i luksus, men ogsä den fattige familie, der lever i et skur. Indien er larm og stöj, men ogsä skönhed og smuk musik. Indien er pulserende og energisk, men imellem ogsä stillestäende. Indien er tälmodighed, men ogsä hysterisk. Indien er overskud og smil, men ogsä tomme blikke. Der er dage, hvor man hader Indien og dage, hvor man slet ikke kan fä nok. Heldigvis har der väret flest dage, hvor jeg ikke kunne fä nok og jeg vil til en hver tid rejse fra Indien med en fölelse af kärlighed til dette land.

Indimellem leger jeg med tanken om at komme tilbage til Madurai og lektiecafeen om 5-10 är, for at se, hvor vores börn nu er henne, for at se om deres drömme er blevet näet og for at se om de er blevet endnu smukkere og mere energiske end dengang i efteräret 2009. De börn vil for altid föles som mine smä indiske söskende.

Jeg har aldrig väret god til at sige farvel, og det vil jeg heller ikke väre denne gang. Allerede nu bliver jeg trist ved tanken om den 22. december, hvor vi siger farvel til börnene for sidste gang.

Mit ophold her i Indien har väret mit livs oplevelse. Jeg vil aldrig glemme de ting jeg har lärt. De ansigter jeg har set. De ord, der er blevet sagt. De kram, der er blevet givet. De smil, der er blevet modtaget. Kort sagt: Jeg vil aldrig glemme Indien!

Den söde juletid!

Tilbage i august, hvor vi ankom, kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan det ville väre at holde jul her i Indien. Dengang lä det langt ude i fremtiden og det var en uhändgribelig tanke. 3 1/2 mäned er gäet og kalenderen skriver nu den 7. december og jeg stär nu midt i det indiske "jule räs". Det er dog slet ikke til at sammenligne med december mäned i Danmark. Hvis ikke jeg arbejdede i YMCA, ville jeg nästen ikke have bemärket, at det er december mäned, for det eneste der indikerer det er de fä butikker, der sälger plastikjuleträer og reklamerne for julefilm i TV.
Heldigvis arbejder jeg i YMCA, som pä deres forskellige skoler holder julearrangementer. Vi deltager i dem, og er selv med til at planlägge juleprogrammet pä lektiecafeen. Det er af denne grund vi lige nu lärer 10 af de äldrer börn en dans og med 20 andre börn synger "Mary's Boy Child". Vi er efterhänden ved at väre kommet igennem alle trinene i dansen, sä nu mangler vi bare at finpudse detaljerne og finde kostumer. Det har väret lidt af en udfordring at läre dem at danse, men det har väret mindst lige sä sjovt og lärerigt for bäde börnene og os.


Jeg skal ärligt indrömme, at jeg fra start af ikke havde ret store forventninger til, hvordan reslutatet af "Mary' Boy Child" ville blive. Heldigvis er mine lave forventinger ikke blevet indfriet, for jeg tror faktisk, at det ender ud med et ganske udemärket resultat! Börnene elsker at synge og selvom det ofte er ret svärt for dem at fä de engelske ord, som de ikke har nogen anelse om, hvad betyder, til at vende rigtigt i munden, sä synes de det er fedt at synge sammen med os. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle lege sangläre, men det er altsä endnu en profession jeg kan skrive pä mit visitkort fra Indien. Hvor god en sangläre jeg er vil jeg dog ikke udtale mig om ;) När börnene skal läre et nyt vers synger vi det altid höjt for dem og spiller det pä computeren, hvorefter vi sä i smä, smä bidder lärer dem ordene. Börnene siger, at vi synger fantastisk godt, sä det tröster jeg mig lidt ved, när jeg kan höre min stemme knäkke over ;)

Her pä hotellet har Kirstine og jeg et hjörne for os selv sammen med de to tyske volontörer, som er blevet döbt "Volonteers Corner". Vi har brugt nogle aftener pä at lave et kämpe indgangs-banner, pynte juleträ og hänge lyskäder op. Det er virkelig blevet hyggeligt og julet. Det er virkelig dejligt at have et hjörne for os selv her pä hotellet, hvor man bare kan lade dören stä äben uden at skulle tänke over, hvem der nu kunne finde pä at gä ind.

Jeg föler helt klart, at den sidste tid her i Indien, har väret den tid, hvor jeg har fäet mest ud af mit ophold hernede. Det er som om, at der er faldet mere ro over tingene, i og med, at vi er kommet helt ind pä börnene og staff og generelt bare er faldet helt til her i Madurai. For mit vedkommende hänger det nok ogsä en del sammen med, at jeg hele tiden har i baghovedet, at jeg snart skal herfra, og derfor vil have sä meget ud af den sidste tid som overhovedet muligt. Bagdelen ved, at vi er kommet sä tät ind pä livet af mange af vores lillesöstre og lillebrödre pä lektiecafeen er, at det bliver sä meget svärere at skulle herfra og sige farvel til dem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil komme til at fälde en täre eller to, när jeg vinker farvel og siger "Ta ta" til de dejlige börn for sidste gang! Tanken om at sige farvel skyder jeg dog ud af hovedet for en tid, for nu handler det om at nyde december mäned sammen med dem! :)

I sidste weekend var Kirstine og jeg sammen med tyskerne og staff i Kenyakumari, som er Indiens sydspids. Det var en enormt god tur, som böd pä alt, hvad man kunne tänke sig! Kenyakumaridistriktet er kendt for dets smukke natur.

Overalt er der forskellige slags palmer, gummiträer og smukke smä söer. Sidst men ikke mindst er der de store brede sandstrande som er omgivet af smukke palmer. At väre der var ligesom at väre i et eksotisk paradis. Det var slik for öjenene og sanserne i en grad, som jeg endnu ikke har oplevet det her i Indien. Hvis jeg skulle flytte til Indien ville jeg helt klart välge at bo her. Alt var sä roligt, samtidig med at man bare ikke kunne fä nok. At se solnedgangen ved disse strande er noget som en hver turist i Indien burde pröve!



Dagene i Kenyakumari böd pä enormt mange oplevelser. En af dagene stod vi op klokken halv seks for at köre til stranden og se solopgangen sammen med 10.000 pilgrimme, som i disse mäneder valfarter til denne hellige by. Der var en helt speciel atmosfäre omkring denne solopgang i og med, at man kunne fornemme, hvor spirituelt det var for munkene, og fordi man samtidig blev pävirket af de smukke farver fra solen.
Vi skulle selvfölgelig ogsä pröve at stä med födderne i de 3 have, som mödes ved Indiens sydspids, nemlig; Det Indiske Ocean, Det Arabiske Hav og Den Bengalske Bugt.

YMCA i Madurai har et tsunami projekt i Kenyakumari som de startede lige efter, at tsunamien i 2004 ramte Kenyakumari og slog over 100 personer ihjel. Man begyndte at bygge nye huse for, at de familier som mistede personer eller mistede deres hus, kunne fä et sted at bo. Vi var rundt og se flere af de smä landssbyer som YMCA har bygget, hvilket var ret spändende. Samtidig var det härdt og pä samme tid märkeligt at färdes lige der, hvor tsunamien ramte og slog sä mange ihjel. Jeg sä jo alle billederne pä TV og nu stod jeg der sä lige pludselig.

Dagene i Kenyakumari böd ogsä pä smukke vandfald, lysegrönne rismarker, besög i Shamila, Usha og Selvis barndomshjem, strandture og jeep-tur i en smukke natur. Heldigvis er det ikke sidste gang jeg har sat mine ben i Kenyakumari. Den 23. december skal Selvi (en af fyrene fra staff) giftes, og vi skal alle med til brylluppet :)
Siden vi kom tilbage til Madurai har vi väret i fuld gang med arbejdet. Kirstine og jeg har de sidste eftermidage sammen med börnene väret igang med at lave dekoration til lektiecafeen. Vi malede alle börnenes händer som de sä satte aftryk med pä et lagen og derefter skrev deres navn under. De synes, at det var enormt sjovt og de var alle sammen meget stolte, da vi for et par dage siden hängte det färdige resultat op :)


Jeg har desvärre ikke mere tid til at skrive, selvom der er en hel del mere at skrive om. Jeg beklager at jeg i öjeblikket ikke rigtig fär skrevet her pä bloggen, men der er bare ikke rigtig tid til det. Jeg häber, at jeg när at fä skrevet et par blogindläg inden jeg den 29. december hiver rödderne op her i Madurai og begiver mig pä backpacking med Kirstine. Den 27. januar stär jeg igen pä dansk jord! - Der er ikke länge til!