Limbo Limbo Limbo Limbo...

Jep! Så er limbo kommet til Indien! Alt det kræver er en lang pind og et par danskere piger, der, fordi de ikke kan huske teksten til limbosangen, bare står og skråler: "Limbo, limbo, limbo, limbo, limbo, limbo...! Tro det eller lad være,- det var en stor success. Børnene forstod efter et par omgange konceptet med at skulle bøje overkroppen bagover og bøje ned i knæene for at komme under stangen. Om det var fordi de forstod min mærkelige illustrering med at bøje min stive krop bagover ved jeg ikke, jeg ved bare at det virkede og at børnene elskede det. Til sidst fandt de også rytmen i sangen og sang med, og det var tydeligt at se, at det var noget de aldrig havde prøvet før!



Kirstine og jeg kunne jo selvfølgelig ikke slippe for også at skulle under pinden, og det var da også til stor glæde for børnene, da vi stillede op i køen sammen med dem. Ud af øjenkrogen kunne jeg se de forventningsfulde blikke stå og tænke "Kan sådan en høj dansker virkelig komme under så lav en pind?". Men ja, det kunne hun og det resulterede i latter, klap og grin!
De efterfølgende dage har der igen og igen været børn, der har sagt "Limbo, Limbo", så jeg tror ikke, at det er sidste gang vi leger den leg med børnene!

Er det ikke fantastisk hvad en pind, en rusten stemme og en melodi man ikke kan huske teksten på kan gøre? Jeg synes det er værd at tænke over! :)

Danskere, 125 år og Happy Dewali!

Den sidste tid er gået utrolig stærk! Dagene er bare fløjet afsted og inden jeg har fået set mig om er der gået endnu en uge. Det vidner dog bare om, hvor meget jeg oplever hver dag! :)

I uge 42 var KFUM og K's Ungdomsrejse med 1 mand og 9 piger på besøg her i Madurai! De skulle se YMCA's forskellige projekter og ikke mindst besøge lektiecafeén som KFUM og K i Danmark støtter. Det var nogle hektiske dage med fuldt program! Heldigvis var det en flok søde danskere, så det var kun dejligt at tilbringe så meget tid sammen med dem. Det lod også til, at de alle var glade for at være her og fik nogle gode og tankevækkende oplevelser med hjem i bagagen. Vi var utroligt glade for at høre lidt hjemmefra, snakke dansk igen og for at få lov til at dele ud af vores erfaringer og oplevelser fra Indien. Man får lige pludselig et helt andet syn på mange ting, når man skal til at forklare sine oplevelser til andre, og pludselig kan man genkende mange af de måder man selv reagerede på i starten i forhold til de nye indtryk i Indien. Det var nogle rigtig dejlige dage med masser af grin, snak og nye indtryk! :)


125 år! Det er så gammel YMCA i Madurai er, og det blev fejret med at brag af en jubilæumsfest i torsdags. Til festen var der mødt cirka 300 gæster op, hvoraf nogle af dem kom helt fra USA og Europa. De to tyske volontører, Kirstine og jeg var alle blevet inviteret til denne fest og skulle derfor bære vores pæne sareer for første gang. Da vi ikke selv kunne komme i dem, måtte vi hver have en kvinde til at hjælpe os med at få dem på, og det tog sin tid! Det tog op imod en halv time inden vi alle fire stod klar i vores sareer,- tilgængæld var vi ret flotte, så det var umagen værd! Faktisk er det slet ikke så slemt at have saree på som jeg først regnede med. Når først man kommer over skrækken for at skulle vise maveskind og lærer hvordan man skal gå uden at skvatte i stoffet når man går op af trapper, så kan det godt lade sig gøre! Inden jeg tog til Indien var jeg ret overbevist om, at det ville være umuligt for mig at bære en saree, fordi jeg ville have svært ved at bevæge mig. Jeg er stadig af den holdning, at en saree ikke er det mest praktiske tøj man kan iføre sig, men det er lettere end jeg troede! Ingen tvivl om det!


Jubilæumsfesten bød på masser af taler fra de fremmødte æresgæster. Derudover var der masser af dans fra børnene fra skolen for de mentalt handicappede og skolen for de hørehæmmede. Der er især én af dansene, der har sat sig fast i min hukommelse: En flok hørehæmmede drenge dansede synkront til en Michael Jackson sang med alle de "moves" der nu hører sig til og med et sceneshow der var i top, vel og mærke uden at de kunne høre musikken! Det eneste de havde at gå efter var deres danselærer, som sad og lavede nogle fakter foran dem. Det var ret imponerende og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og måbe :)

Hvad jul er for os danskere det er Dewali for inderne. Det er vidst sådan man bedst kan beskrive, hvor vigtig gårsdagens Dewali er for inderne! Selve festivalen er en lysfestival, hvor man tænder masser af fyrværkeri, giver gaver, køber nyt tøj, samles i familien og spiser god mad. I ugen op til Dewali har gaderne her i Madurai været, om muligt, mere overbefolkede end de plejer, fordi alle har shoppet gaver og tøj til Dewali. Man har ikke været i tvivl om at hinduernes største festival har været lige rundt om hjørnet.


Åbenhed og varme er vidst det, der bedst beskriver den familie vi fejrede Dewali hos i går. Hver gang vi har været i tempelmarkedet her i Madurai har vi næsten hver gang handlet med den samme kvinde, "Sister" som vi kalder hende og hendes mand. De er begge utroligt søde og snaksaglige, og uden at tøve inviterede de os til at fejre Dewali i deres hjem med deres familie. Det ville svare til, at man inviterede nogle vildt fremmede mennesker til juleaften i Danmark. Faktisk kan det slet ikke sammenlignes, for en dansker ville aldrig gøre sådan. Indere er helt igennem unikke på det punkt. Vi blev inviteret til den fest, der betyder mest for dem, hvilket viser hvor helt igennem åbenhjertede de er.

Med det samme jeg trådte ind i deres hus kunne jeg mærke den varme, der bare omslutter disse fantastiske mennesker. Vi blev taget imod med smil og "Vanakam"og blev budt indenfor i deres hjem som var vi en del af familien.

"Sister" havde købt gaver i form af nye sareer til os og den skulle vi naturligvis bære denne dag. De hjalp os i tøjet og lavede håndmalet henna på vores hænder. Vi blev budt på thai og middagsmad. Vi modtog kys fra hendes børn og snakkede i timevis med familien. Det var virkelig en stor oplevelse at opleve så stor en gæstfrihed og åbenhed og det var en ære at stå lige midt i det!

En helt almindelig tur hjem fra arbejde...

Det er mørkt, og jeg er færdig med dagens arbejde på lektiecafeen. Endnu en god dag er ovre ,og jeg trænger mest af alt til at komme hjem og få et tiltrængt bad. Jeg sætter mig ind i rickshawen. Chaufføren sætter den spruttende motor igang og kører ud på vejen. Jeg får lidt støv i øjnene fra den støvede vej i Muthupatty. Det varer ikke længe inden vi er ude af slumområdet og kører på større og mere asfaltterede veje. Chaufføren holder tilbage for toget. Folk kigger, nærmest stirrer på mig. Toget, det lange, lange tog, suser forbi. Bommen bliver åbnet og motorcykler, biler, cyker og fodgængere myldrer ind og ud mellem hinanden. Det er som om, at der er blevet sat gang i et stort løb, hvor det gælder om at komme først forbi bummen. Det er et stort kaos og midt i dette kaos befinder jeg mig.


Selvom der er mørkt og kaos, og selvom jeg sidder gemt inde bag rickshawens gule vægge er der alligevel personer, som når at se mig, og i et splitsekund når de at råbe "Hej" eller sige "wow". Selvom det er hverdag for mig, bliver jeg hver gang forundret over, hvordan det kan lade sig gøre for dem at få øje på mig.

Vi kommer nærmere og nærmere centrum. Trafikken bliver tættere og tættere. Duften af Indiens krydderier afløses af lugten fra rådden frugt, som blandes med sod og støv fra vejen. Vi forbipasserer et gadekøkken. Duften af den indiske mad og lugten af friture gør mig sulten.

Vi kører over broen. Bakken er stejl og vi passerer en gammel mand, som skubber sin cykeltrailer med et kæmpe læs op over bakken. Den krumme ryg, det grå hår og den benede krop er ikke til at tage fejl af. Han er gammel, meget gammel, og har formentlig lavet dette arbejde de sidste 40 år af sit lange liv! Den første tanke, der melder sig er "Du er for gammel til det der! Du burde sidde på et plejehjem!" Han er ikke engang halvejs oppe ad bakken, og selv rickshawen begynder at tabe fart.

Reklameskilte, dyt og båt, et næsten fuldendt sammenstød og en politimand, der forsøger at styre trafikken. Forskellige tempoer vævet ind i hinanden. Farten, der sættes op og ned. En lille pige, der vinker. Nogen råber. Endnu et the-køkken. Farverne, lydene og duftene. Man er ikke i tvivl: Dette er Indien

Madurai - mit andet hjem!

Jeg er forelsket i Indien! I løbet af en måned er jeg faldet pladask for dette land. For hver dag jeg tilbringer i Indien bliver jeg mere og mere overbevist om, at det for mig var det helt rigtige valg at tage til Indien. Jeg kan lide maden, jeg elsker mit arbejde med børnene, jeg er vild med kulturen og jeg kan ikke få nok af farverne og folkets varme. Småproblemer i hverdagen kommer aldrig til at fylde mere end de gør, fordi det er umuligt at lade dem overskygge glæden ved at være her.
Jeg har ikke været på arbejde på lektiecafeen siden fredag i sidste uge og jeg savner allerede at være der. Jeg savner at lege med børnene, snakke med kvinderne og lære fra mig. Hvordan skal det ikke gå, når jeg kommer hjem til Danmark?

Fra mandag til fredag besøgte Kirstine og jeg sammen med tyskerne 2 tyske volotører i Chennai. Chennai er Indiens fjerde største by med 6,5 mio indbyggere, hvilket man godt kunne mærke. I Madurai bor der "kun" 1,3 mio. mennesker, men man kan tydeligt mærke, at Madurai er en lille by i forhold til Chennai. Madurai er meget traditionel og hyggelig, hvorimod Chennai er langt mere moderne.


Det var mærkeligt pludselig at opdage at trafiklysene faktisk fungerede, at folk faktisk holdt tilbage når der var rødt, og at hornet slet ikke blev brugt lige så meget som vi er vant til. Jeg kom helt til at savne lydene af "båt bååååt" og "dyt dyyyt" som jeg plejer at falde i søvn til. Desuden fangede jeg mig selv i at tænke, at det var kedeligt at køre i rickshawk i Chennai. Folk kørte ikke ud mellem hinanden, og der var slet ikke det samme kaos. Igen: Hvordan skal det ikke blive når jeg kommer hjem til de lange kedelige veje i Danmark, hvor trafikken bare kører i lige linjer? Det bliver noget af en omvæltning :)



Det var nogle gode dage vi havde i Chennai. Selve byen har ikke de store turistatraktioner, hvorfor vi valgte kun at bruge 1 dag på sightseeing i byen. Vi så Tamilnadus regeringsbygning, retten, en kirke, nogle templer og ikke mindst Marina Beach, som vi brugte en del tid ved. Det var fedt endelig at se vand igen. Vi fik gennemblødte tutikkaer, men det var det hele værd for at få dyppet fødderne.
Indiere bygger ikke sandslotte, hvorfor vi jo selvfølgelig var nødt til at vise dem, hvordan man gør det! Til at starte med var der et par stykker, der stod og kiggede på mens de helt sikkert tænkte: "Dumme turister". Vi sad nemlig 6 mennesker på hug og gravede i sandet. Det må have set ret dumt ud fra en inders synspunkt. Efterhånden samlede sig en flok omkring os. Jeg tror, at de til sidst forstod meningen med det var vi lavede, og jeg håber, at de tager ideen til sig. Det kunne være fedt at være en af dem, der lærte inderne at bygge sandslotte! :)


Dag 2 i Chennai brugte vi på en tur til Mamalampuram lidt uden for Chennai. Her så vi en del templer, stranden, en silkefabrik, en forlystelsespark og nogle gamle monumenter. Det var en rigtig hyggelig dag. På billedet nedenunder står Kirstine og jeg ved et træ ved et templet. I træet hænger par, som skal have et barn, en lille kasse i træet. Når de gør det, kan de ønske at deres barn enten bliver en dreng eller en pige. Det er en indisk tradition, som vi har set ved flere templer her i Sydindien.

I løbet af dagene blev det klart for os alle, at Madurai og vores hotel her i Madurai virkelig er vores andet hjem! Vi begyndte virkelig at savne vores værelser, folkene på hotellet og ikke mindst byen. Jeg føler efterhånden at jeg kan finde rundt i Madurai og det føles virkelig som om at Madurai er mit andet hjem!

Dét at kunne kalde et sted i Indien for ens "hjem", synes jeg i sig selv er vildt fedt! Det vidner om, hvor godt jeg har det her i Indien, men også om, hvor godt vi er blevet taget imod. Folk har tilbudt mig Indien som mit hjem, og jeg har gladeligt taget imod dette fantaistiske tilbud!
Selvom der kun er gået 1/4 af tiden nu, så ved jeg allerede nu at det bliver hårdt at skulle rejse herfra. - Men det er kun en endnu større grund til at nyde hver eneste dag hernede endnu mere! :)