Kodaikanal: Smuk natur og ørevarmere!

Ørevarmere, dynejakker og halstørklæder... Ja det lyder ikke umiddelbart som noget man kunne støde på i Indien, og det var heller ikke ligefrem det syn Kirstine og jeg forventede at se i Kodaikanal.

Kodaikanal er en gammel "Hill Station" i "bjergene 120 km nordvest for Madurai. Det var første gang vi skulle køre med bus, hvilket var noget af en oplevelse! Som tidligere nævnt er trafikken i Indien en oplevelse i sig selv. Vores buschauffør var ikke bleg for at ligge ud til overhaling selvom der kom en modkørende bus eller lastbil . Jeg sad flere gange med hjertet helt oppe i halsen. Selvom bussen lige præcist nåede ind i egen bane inden den stødte sammen med den modkørende, så var der ikke mere end 5-10 cm mellem de to. Der er nok en grund til, at vi inden vi tog til Indien, fik det råd, at vi skulle sætte os i samme side som chaufføren, da han altid vil forsøge at redde sig selv, hvis det går galt.

På bjergkørsel op mod Kodaikanal kunne vi se naturen ændre sig fra rød jord og palmer, til jungle-lignende skov for til sidst at ligne et Østrig-lignende lanskab. Det var ret facinerende!
Da vi stod af bussen føltes det slet ikke som om, at vi var i Indien. Naturen var helt anderledes, temperaturen var faldet og folk gik anderledes klædt. Jeg vil skyde på, at der var ca. 22 grader da vi stod af bussen, hvilket jo er meget normalt for os danskere. Derfor kunne vi ikke lade være med at have et lille smil på læben, da vi så folk gå rundt i store dynejakker og ørevarmere! Lige meget hvor i byen man befandt sig kunne man købe ørevarmere og store jakker!

Hotellet, Snooze In, som vi boede på var et rigtig godt sted. Desværre var der koldere på vores værelse end der var udenfor, hvilket resulterede i, at vi i 2 nætter frøs, selvom vi sov under tykke tæpper og med fleesetrøjer på. Måske skulle vi have anskaffet os et par ørevarmere til at have på om natten? Det kunne have været et kønt syn :)

Vejret var desværre ikke helt på vores side. Det regnede en del og der var generelt ret tåget. Det var lidt en skam. Især fordi vi søndag var på sightseeing i området. Vores flinke chauffør kørte os rundt og viste os diverse udkigspunkter, men pga tågen var det begrænset, hvad vi kunne se. Vi oplevede dog en masse ting søndag og mandag Vi fodrede blandt andet aber, sejlede i vandcykler på søen, red på heste og så smukke vandfald.


Den mærkeligste oplevelse vi havde søndag, var da vi skulle ind i en skov kaldet "Silent Hill". Da Kirstine og jeg gik forbi køen op til skoven begyndte folk i køen lige pludselig at klappe og råbe til os. Det føltes lidt som om, at vi var superstjerner. Da vi skulle købe billet spurgte billetmanden om han måtte tage et billede af os. Vi sagde selvfølgelig ja, hvilket greb om sig. Flere og flere mennesker stillede op til foto, flere og flere ville trykke hånd og pludselig stod Kirstine og jeg med en lille baby på armen. Det er var virkelig surrealistisk og ret mærkeligt. Det var først da vi forlod skoven og atter sad i bilen, at folk stoppede med at tage billeder af os. Og dog! For da vi senere på dagen sejlede rundt på søen og troede at vi kunne være lidt i fred for alle fotograferne, opdagede vi, at folk i de andre både og folk inde på kysten tog billeder af os. Vi har aldrig før oplevet, at folk var se vilde efter at tage billeder af os. Selvom det til sidst blev lidt for meget, var det en ret sjov oplevelse, som jeg sent vil glemme :)

Vores bustur hjem fra Kodaikanal var også lidt af oplevelse. På vej ned af bjerget punkterede bussen. Dér stod vi så midt ude i ingenting. Kirstine og jeg var ikke helt sikre på, hvad vi skulle gøre, for flere og flere af vores medrejsende begyndte at tage tomle ned af bjerget og stige på andre busser. Vi fik dog afvide, at vi bare skulle vente, og efter 1 ½ time kom vi med en bus der kørte til Madrurai. Det var ret trængt og Kirstine og jeg var nødt til at stå op. Selvom vi skulle stå op i en bumle-bus i 3 timer, tog vi det med et smil på læben. Det var bare endnu en oplevelse til samlingen af uforglemmelige stunder i Indien!

Nu venter en "normal" arbejdsuge på lektiecafeén. Jeg ved dog ikke om man kan have en normal uge hernede, for der sker altid noget uventet og anderledes i løbet af ugen :)

Tid, legetøj og whitening-effect!

Jeg har kun været i Indien i 20 dage, og alligevel føles det som om, at jeg har været her i meget længere tid. Nogen dage føles utroligt langsomme. Andre gange er der gået 4 dage uden, at man opdagede det. Det afhænger alt sammen af, hvor meget man laver, hvad man oplever og hvor stort savnet til folk hjemme er den pågældende dag.

Dagen i dag vil aldrig indeholde det samme i morgen! Det er det fantastiske ved at være her i Indien. Man ved aldrig, hvad dagen kan brimg. Man ved aldrig hvad man ser rundt om det næste gadehjørne. Man ved aldrig, om der vil være en demonstration uden for hotellet den aften man har tænkt sig at gå tidligt i seng. Man ved aldrig, hvilken leg børnene i lektiecafeén vil lege den pågældende dag. Man ved aldrig hvornår kvinderne i lektiecafeén vil tilbyde én at få lavet henna på hænderne. Hele tiden er der nye tilbud man kan tage imod, nye smil man kan gengælde, nye ord at lære.

Det er mærkeligt, men samtidig utroligt befriende at opleve, at dagene er så forskellige, når man i 3 år har gået i skole fra 8-15 og ladet dagene passere forbi, fordi de alle mere eller mindre var ens. Jeg tror, at det er sundt for mig at opleve dette afbræk fra en normal dansk hverdag! Det vil forhåbentlig hjælpe mig til at sætte mere pris på de små ting når jeg kommer hjem.

I tirsdags fik børnene i lektiecafeén det legetøj som vi havde med til dem fra Danmark, og som LEGO havde sponsoret. De blev utroligt glade for legetøjet og kastede sig nærmest oven i hinanden for at få fat i lige netop det stykke legetøj de havde udset sig!
Selvom legetøjet hovedsageligt bestod af bamser, heste og små dukker som forestillede prinser og prinsesser med dertilhørende kjoler og kroner, så var drengene lige så vilde med legetøjet som pigerne. Nogle af drengene sad koncentrerede og puttede prinsessekjoler på dukkerne. Det var et fantastisk syn! Gang på gang kom piger og drenge hen og prikkede os på skulderen og sagde "Super, super", "Beautiful" og "Very good!" mens de smilede over hele ansigtet. De havde aldrig set sådan noget legetøj før, hvilket også forklarer de julelys de havde i øjnene :)

Vi er efterhånden kommet ret godt i gang med arbejdet på lektiecafeén. "Knock, knock Beef" er gået rent ind hos dem, og vi har også haft held med at lege "Sæt halen på grisen" med dem. Når vi kommer lidt længere hen, har vi lovet at lære dem at danse. Det skal nok blive lidt af en udfordring, men der er ikke andet for end at kaste sig ud i det! Forleden dag mente kvinderne på computerkurset også, at vi skulle lære dem at danse "dansk dans". Kirstine og jeg var begge ret blanke og vidste ikke lige, hvad vi skulle finde på, for vi har ikke den samme tradition som de har med fx tamil-dans! Vi endte dog ud med at lære dem at danse "Åhh Susanne, vil du gifte dig med mig?". Det gik udemærket, og jeg tror, at kvinderne opdagede, at de nok ikke skal sætte store forventninger til vores danseundervisning :P


De sidste par gange vi har gået på gaden, har vi oplevet, at helt almindelige mennesker stiller sig op foran os, rækker hånden frem og tigger om penge. Det er en mærkelig oplevelse når en dame, som selv er på shopping, begynder at tigge os om penge bare fordi man er hvid. Selvom jeg stille og roligt vender mig mere og mere til den særstatus vi får pga vores hudfarve, så bliver det aldrig noget jeg kommer til at acceptere fuldstændig. Men det er ikke kun mellem inderne og os, der bliver gjort så meget ud af det. Det er lige så meget blandt inderne selv. Overalt er der fokus på hvor lys ens hud er. Jo lysere hud, jo højere status. Det er ren racisme! Hudtonen har indflydelse på kaste, ægteskab og status i samfundet. Hvis ikke vi ser godt efter hvad vi køber, så kan vi hurtigt få en creme med whitening-effect med hjem. Whitening-effect er overalt og det er ikke overdrivelse når jeg siger, at 8 ud af 10 reklamer i tv er reklamer for diverse hudprodukter med whitening-effekt.

Stille og roligt bliver Madurai større og større! Min horisont bliver udvidet for hver dag der går! Fra lørdag morgen til mandag eftermiddag skal Kirstine og jeg på tur til et flot naturområde. Det bliver dejligt at komme lidt udenfor Madurai og se den indiske natur :)

Yoga!

Her til morgen deltog jeg i min første yoga time sammen med Kirstine og de to tyske piger vi er sammen med her på YMCA-hotellet. Lektionen startede kl 6.30, hvorfor vi må have lignet en flok meget trætte piger, der kom ind i yoga-lokalet. Vi havde fået det indtryk, at der var en del, der deltog i yoga-lektionen, men det viste sig, at det kun var os 4, der mødte op. Det var jeg ikke helt tilfreds med, da jeg så ikke havde nogen at kunne gemme mig bag :)

På forhånd vidste jeg godt, at mine mange år som fodbold- og volleyballspiller ikke har gjort mig videre smidig, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være så stiv i kroppen! Det var nærmest helt pinligt :)

Vores yogalærer lagde ud med nogle åndedrætsøvelser efterfulgt af diverse øvelser, som skulle løsne op i vores trætte kroppe. Jeg havde ingen problemer med at være med på det plan. Det var ganske passende til mig. Men da han begyndte på stillinger som lotusstillingen (fødderne skal ligge på modsatte lår) og palmestillingen, blev det straks sværere! Min lærer smilede flere gange overbærende til mig og kunne vidst godt se, at han og jeg var på to forskellige niveauer når det gælder yoga!

Grunden til at mange indere dyrker yoga er, at det er i et hinduistisk ritual. Det er ikke blot en kropslig, men også en åndelig træning. Selvom yoga på mange måder godt kunne minde om almindelig gymnastik, gjorde vores lærer meget ud af, at vi ikke skulle skifte stilling hurtigt, men derimod tage os god tid til at tage hænder ned, trække vejret dybt og ikke lave nogen pludselige bevægelser! Yoga er en meget gammel tradition i Indien og mange af de efterligninger af yoga, som man ser i Vesten, har ikke noget med yoga at gøre.

For mit vedkommende skal yoga helt klart prøves igen! Hvem ved om jeg måske kunne gå hen og blive helt smidig mens jeg er i Indien!? Der er dog ingen tvivl om, at jeg foretrækker de sportsgrene der, indebærer en bold, løb eller lign.!

Mit første besøg i et slumkvarter...

Muthupatty er slumkvarteret i Madurai. Her bor 500 familier, hvoraf 300 familier lever i decideret fattigdom. De børn, som kommer på lektiecafeén, kommer alle fra fattige familier i Muthupatty. Det er meningen, at Kirstine og jeg hver uge skal besøge et af børnene fra lektiecafeén eller en af deltagerne på computerkurset.

I dag skulle vi besøge en af pigerne fra lektiecafeén. Hun havde set meget frem til at vi skulle komme og det samme havde vi. Det er rart at se hvad det er børnene kommer fra, da det giver en bedre forståelse for deres situation!

Når man er på lektiecafeén har man en god udsigt over området. Det man kan se er dog kun store huse og forholdsvis nye bebygninger. Af den grund havde vi snakket om, at børnene nok ikke kom fra rigtigt slum, sådan som vi havde forestillet os det i første omgang.

Det viste sig dog at vi tog fejl! Efter at have gået bare 100 meter ind i Muthupatty forandrede det hele sig. Lige pludselig kunne man se små hytter lavet af bananblade med et par blikplader rundt omkring. Vejen blev mere og mere humplet og der stod skure med fælles bad og toilet rundt omkring.
Som vi bevægede os mod pigens hus føltes det mere og mere absurd, da det blev mere og mere klart for os, at beboerne i de små hytter boede klods op og ned af store huse, hvori der kun boede én familie! Her bor rige og fattige virkeligt side om side! Det var et mærkeligt syn at se et 3 etagers nyronoveret hus med én familie boende have en lille bananbladshytte til nabo.
Engang var det tyvekasten, altså den nederste kaste i kastesystemet, der holdt til i Muthupatty. Med årene er der dog sket forandringer således, at det er forskellige kaster, der bor i området. Området er dog stadig slum, og der er ingen tvivl om, at det ligger i folks bevidsthed, at Muthupatty er et sted for fattige.

Pigens familie tog imod os med åbne arme! Selvom familien på 4 personer kun havde to rum; ét rum som var sove- og opholdsrum og ét rum som var køkken og vaskerum, så var de lykkelige. Det var der slet ingen tvivl om. Lykken lyste langt ud af dem. Selvom deres hjem kun var på størrelse med et stort badeværelse i Danmark, så var der hjerte og sjæl i hjemmet. Jeg ved ikke om I kan fornemme det på billederne, men man var ikke i tvivl om, at her boede en familie, som ville livet.

At besøge pigen og hendes familie var en rigtig god oplevelse. Efter at have set, hvor hun kommer fra og set bagsiden af Muthupatty er jeg ikke i tvivl om, at YMCA's lektiecafé i Muthupatty er et enormt godt tilbud til børnene.

"Knock Knock Beef"

Så er første arbejdsdag på lektiecafeén overstået. Det var noget af en omgang! Jeg er helt ør i hovedet og udmattet i kroppen efter at have tilbragt 4 ½ time i selskab med 120 børn og unge fra slummen i Madurai.

Da vi kom ud til lektiecafeén var børnene endnu ikke kommet. I stedet sad en flok unge/voksne indere i computerlokalet for at modtage computerundervisning. Før Kirstine og jeg vidste af det var vi blevet midtpunkt i denne forsamling. De spurgte ind til alverdens ting, roste os, lavede sjov med os og grinede generelt meget :) Dog var det ufatteligt svært at forstå deres, "lokal-english", som de selv kalder det, pga det lille ordforråd og den stærke indiske accent. Vi prøvede os frem og gjorde en ihærdig indsats for at forstå ,hvad de sagde, og det lykkedes da også for det meste at få en mening frem

Kl 17 kom børnene til lektiecafeén. I løbet af 30 sek. stod der en flok på 30 børn omkring os. Alle ville de trykke vores hånd og flere gange mærkede jeg en lille hånd gribe fat i mit bukseben for ikke at falde omkuld. Børnene fra ca. 5-14 år stod bogstaveligt oveni hinanden og alle var de lige ivrige efter bare et enkelt håndtryk. Sådan fortsatte det resten af dagen. Hver eneste gang et af børnene så sit snit til det rakte han/hun sin hånd frem og sagde "Hallo" eller "Hej". Man kan ikke andet end at sende et stort smil tilbage når det sker :)

Efter at have overstået den første bølge af hænder, der ville trykkes, begyndte vi at kaste en bold rundt mellem børnene, men efter noget tid blev kredsen af børn for stor til at det kunne fungere. I stedet splittede vi op. Jeg begyndte at sjippe med nogle af de store piger. Hvis jeg selv skal sige det, var jeg faktisk ret god ;)

På et tidspunkt spurgte nogle af de store piger, om ikke vi havde en leg. Det første vi kunne komme på var "Banke Banke Bøf", som på engelsk blev til "Knock Knock Beef". Det fungerede overraskende godt ud fra det faktum, at der der var vilde 13 årige drenge og 6 årige forsigtige piger blandt de børn, som var med i legen. Ikke overraskende var det ofte Kirstine og jeg som blev valgt til at skulle løbe en runde,- men hvad havde vi regnet med? Måske kommer jeg alligevel ikke helt ud af form hernede ;)

Kl 18 skulle børnene ind for at modtage undervisning. I starten af hver undervisningstime får børnene en lille snack, ofte i form af bønner eller lign. De får det lille mellemmåltid, fordi de ellers ikke får noget at spise fra middagsmad til klokken elleve om aftenen. Forældrene arbejder nemlig indtil sent på aftenen. Børnene kommer på lektiecafeén for at få noget ud af eftermiddagen/aftenen, da deres forældre ikke er hjemme til at tage sig af dem.

Kirstine og jeg skulle sidde sammen med de yngste af eleverne . Vores arbejde stod denne dag i at skulle være hjælpelærere i engelskundervisningen. Vi satte os på gulvet sammen med børnene. Lynhurtigt havde flere af børnene åbnet deres engelskbøger med alfabetet, billeder af mennesker, dyr og ting, småsætninger som "Good morning teacher"og "My name is..." osv. og viste dem stolt frem. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. så jeg startede med alfabetet, hvilket de 7 børn jeg koncentrerede mig om, var ret gode til. I munden på hinanden skreg de: "A, B, C, D..." men den accent en lille inder på 6 år nu engang har. De var alle meget aktive og man kunne høre entusiasmen. Da jeg gik over til at spørge om deres navne, var det lige pludselig dem, der skulle til at lære mig, hvordan man vender tungen rigtigt! At lære indiske navne kan i sig selv være en ret stor udfordring!...

Kirstine og jeg kom begge udmattede hjem til hotellet. Det har været en hård dag, en forvirrende dag, men også en dag, hvor jeg har haft ondt i kinderne fordi jeg har smilet så meget. De store sorte øjne er slet ikke til at stå for, og jeg er sikker på, at jeg flere gange i fremtiden vil komme hjem til hotellet med ømme kinder!

Snart begynder hverdagen...

Den første tid her i Indien har været fyldt med nye oplevelser og indtryk! Siden vi ankom har vi haft en form for introdage, hvor vi har slappet af, hvilet ud, deltaget i div. arrangementer, og besøgt forskellige YMCA-projekter i byen. Det har været rart, at vi ikke blev kastet direkte ind i projektet, men har haft tid til at falde til.

I går besøgte vi det store Meenakshi-tempel her i Madurai. Det er en kæmpe turistattraktion og et meget helligt sted for hinduerne, hvorfor der var ufatteligt mange folk i templet. Der var en helt speciel stemning inden for murerne. Noget af det jeg vil huske bedst var da jeg skulle have min elefant-velsignelse. En elefant lagde sin lange og tunge snabel på mit hovedet, hvorefter jeg på hinduistisk vis var blevet velsignet.


Men nu skal hverdagen snart begynde! På onsdag skal vi begynde at arbejde på lektiecafeen. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang og ikke mindst til at møde børnene! At skulle undervise dem og lege med dem, er noget jeg længe har set frem til, og nu er det lige om hjørnet!

Det er mærkeligt, hvordan man på 8 dage kan vende sig til det heftige trafik, indernes intense stirren og lydene. Det føles allerede nu naturligt at skulle træde ud foran en motorcykel for at komme over vejen, eller stille op til billede i et tøjforretning. Det, der er sværest at vende sig til er at være så langt væk fra alle dem jeg holder af og plejer at omgåes i hverdagen! Hver dag sender jeg tanker hjem til Danmark :)

Hvad et kamera kan gøre...

Jeg anede ikke, at man med et kamera på én dag kan få så mange smil frem!

I går deltog Kirstine og jeg i et kristent bryllup her i Madurai. Jeg blev hurtigt fascineret af de mange smukke sarier som kvinderne i kirken bar. Alle regnbuens farver var repræsenterede og det er ingen underdrivelse! Selve vielsen af parret lignede egentlig meget de vielser vi ser i Danmark. Selvfølgelig var der et indisk præg. I stedet for at bytte ringe fik bruden en helskæde af manden, som hun skulle bære indtil han en dag dør.
Under brylluppet fik vi en særlig velkomst af præsten. Det siges, at det er en ret stor ære at have hvide mennesker med til et bryllup. Det er måske også grunden til, at vi vakte så meget opsigt ved den efterfølgende bryllupsfest.
Det viede par, som ikke så særligt lykkelige ud (sandsynligvis fordi ægteskabet var arrangeret), stod i 2 timer og fik taget billeder sammen med alle bryllupsgæsterne. Imens dette foregik kunne gæsterne få noget at spise. Menuen var diverse krydrede ris-retter, serveret på et bananblad! Spisningen foregik i mine øjne meget mekanisk, men det er måske ikke så underligt når der var mødt 1000 bryllupsgæster op!


Der hvor kameraet kommer ind i billedet var da en far til en lille pige insisterede på at få lov til at tage et billede af os sammen med den lille pige. Da billedet, efter diverse tekniske prøvelser var taget var de allesammen meget begejstrede, og da billedet var taget med mit kamera insisterede de på at vi skulle fremkalde billedet og sende det til den adresse de havde skrevet på en gammel regning :)

Senere samme dag gik Kirstine og jeg ned på markedet for at købe tøj. Dét at købe tøj, rettere sagt en dragt kaldet en "tudika" er i sig selv en kæmpe oplevelse ig i særdeleshed udfordring. For det første er alt tøjet pakket i poser, så du ikke selv kan gå rundt og kigge, sådan som vi gør det i Danmark. For det andet er der 10 ekspedienter som alle sammen står med store øjne og glor på en.
Mens Kirstine var inde i prøverummet begyndte pigerne som arbejdede i butikken af spørge til mit navn, hvor jeg kom fra osv. De mente, at jeg havde nogle smukke øjne, men jeg ville nu give alt for et par store mørkebruneøjne som deres :) Pludselig spurgte en af pigerne om jeg havde et kamera. Da jeg fandt det frem begyndte de at skrige og blev helt vilde. De stillede op til det ene foto efter det andet. Efter hvert billede stimlede de sammen om kameraet, hvor efter de fnisende begyndte at grine og smile over hele ansigtet. Også her mente de, at jeg skulle udprinte billederne og komme forbi med dem.

Men historien om kameraet er ikke færdig endnu. Samme aften skulle vi nemlig besøge "The Boys Home" i Madurai. Her boede 25 drenge i alderen 8-17 år. Alle boede de her fordi de kun havde én eller ingen forældre. Det var en flok glade, men generte drenge, som tog imod med velkomstkranse. Efter at have hørt dem synge og en rundvisning på stedet fik vi lov til at sidde og læse lektier sammen med dem. Nogle drenge var mere flittige end andre, men det er heller ikke nemt for en 10-årig at koncentrere sig, når der kommer 4 europæiske piger og forstyrrer dem :) Jeg hjalp en dreng med engelsk. Han var meget ihærdig og prøvede igen og igen at få ordene til at ligge rigtigt i munden. Han skulle testes i engelsk dagen efter og man kunne derfor godt fornemme en vis nervøsitet. En anden dreng lærte jeg ti-tabellen og hvordan man siger årstal. Han var ikke særligt gammel og jeg var derfor overrasket over at han var så opsat på at kunne det hele udenad.
Da jeg hev mit kamera frem for at tage et billede blev de helt vilde og stimlede sammen for at få taget et billede af dem. De var storsmilende og pludselig havde den ellers så gernerte forsamling ændret sig til en flok vilde drenge :)


I morgen skal vi ud til den lektiecafé hvor Kirstine og jeg skal arbejde! Det bliver spændende langt om længe at se stedet...