"Allelu, Alleluja!"

"At rejse er at leve" og for at leve skal man opleve! Kirstine og jeg får nye oplevelser hver dag og nye indtryk indprinter sig på nethinden. Jeg lærer nyt om den indiske kultur, men pga det store kultursammenstød ser jeg også på mig selv og på dansk kultur med nye øjne.



















I dag var Kirstine og jeg blevet tilbudt at komme med til gudstjeneste i den engelsk-talende kirke her i byen. Vi takkede naturligvis ja til dette, da det kunne være spædende at se hvordan en gudstejenste foregår i Indien. Vi skulle med rickshawn over til kirken, hvilket var noget af en oplevelse. Vores chauffør kringlede sig mellem motercykler, busser, firehjulstrækkere. Jeg sad yderst i den ene side og da vi var 5 cm fra at blive ramt af en bus, som er ca 30 gange større end en lille richshawn kom jeg til at give et lille hvin fra mig, hvilket chaufføren ikke var helt tilfreds med :)

Da vi ankom til kirken var det igen tydeligt, at inderne føler et helt andet ansvar overfor hinanden, end det vi ser i det, til tider, meget individuelle Danmark. Lige meget hvor man befinder sig er folk villige til at smide, hvad de har i hænderne for at hjælpe dig. Og det er ikke kun hvis du er hvid! Som inder føler man et ansvar for at samfundet fungerer. Ved kirken ankom en bil med en meget gammel mand i. Straks fløj 3 mand op for at hjælpe den gamle ud af bilen og ind i kirken.

Det var spændende at være med til gudstjenesten fordi den på mange områder er lig den danske gudstjeneste, og på andre måder så langt fra! Selve gudstjenesten varede 1 ½ time. Pga 10 myggestik på fødderne føltes på til tider som lang tid! Det blev dog glemt, når der skulle synges og alle inderne sang "Allelu, alleluja!",- ikke langt fra vores "Halleluja". Kirstine og jeg fik også en officiel velkomsthilsen i kirken, men heldigvis skulle vi ikke, som jeg lidt have frygtet, op og sige et par ord!
Efter gudstjensten fik vi morgenmad og herefter kunne man deltage i, hvad de kaldte, en workshop. Kirstine, jeg og Friedrich (en hollandsk mand på hotellet) havde lidt forventet, at det ville indebære dialog og aktiviteter. Derimod viste det sig at være 3 timers "foredrag" om ægteskab. Det lyder som lang tid, og det var det også, men det var interessant at høre om deres, altså de kristnes, syn på ægteskab, homoseksulalitet, mande og kvinde-roller og Vestens indflydelse på skilsmisser i Indien!















Efter vores tur i kirke gik Kirstine og jeg på markedet,- for første gang ALENE, og det gik faktisk ganske udemærket... Der er naturligvis masser af gadesælgere og tiggere over det hele, men når man får nok, hjælper et tydeligt "NO!". Vi mødte et nygift par (billedet), som vi fik lov at fotografere. Jeg bliver hver gang facineret af indernes måde at udsmykke sig på! Selvom de kommer fra de ringeste kår og bor i et blikskur, så bærer de smykker, går i rent tøj og har sat håret i de mest fantastiske frisurer!

Jeg glæder mig til flere spændende oplevelser i morgen!

En helt ny verden!

Så er Kirstine og jeg ankommet til Indien! Det er en helt ny verden der har åbnet sig!

Flyturen gik uproblematisk, men da vi nåede Channai og skulle have vores bagage var min backpack-taske væk, sammen med det LEGO og andet legetøj vi havde med til børnene. Hjælp!! Det var en ret ubehagelig følelse at stå der uden sine ting. Heldigvis var folk i lufthavnen og på YMCA i Madurai enormt hjælpsomme og i dag fik jeg min taske igen...

Dyt, dyt, dyyyyyt....Allerede efter 10 min i Madurai oplevede jeg mit første kulturchok: Trafikken! Over alt er der skolebørn, richshaws (mini-taxis), køer der går frit, motorcykler med 2-3 personer på hver, kvinder i sarier, mænd der transporterer alverdens ting og sager. Det føles som om du træder ind i et kaos! Den hurtigste og for dem, nemmeste måde, at komme frem på er at holde hornet i bund. Derfor kan man høre dytten overalt i byen, og fra mit værelse er det uundgåeligt at høre, da værelset ligger ud til en trafikkeret vej i centrum af Madurai. Jeg er allerede nu blevet ret gode venner med mine ørepropper :)

På YMCA er vi blevet mødt med varme, smil og hjælpsomhed! Som det første da vi trådte ind på hotellet fik vi en blomsterkrans om hovedet og en buket i hånden, som en velkomst til os.
Allerede nu føler jeg mig ret hjemme på hotellet. Der er altid nogen til at hjælpe en og man er ikke i tvivl om at de vil os det bedste. "Yes Madam" er en sætning som ofte bliver brugt overfor os :)

Varmen slår mig gang på gang i hovedet og airconditions-anlægget på værelset er uundværligt, hvis man ønsker nattesøvn. Men det er måske også meget klart når der er en 35-38 grader hernede og man ikke bare kan gå i sit almindelige sommertøj. I princippet kunne vi godt gå i shorts og stropbluser, men i forvejen glor folk (især mænd) på os bleghudede danskere. At vise for meget hud vil kun gøre dette værre! Desuden er det en god måde at vise respekt overfor kulturen og vise at man gerne vil være en del af dem...

Hvorfor gør jeg det her?

Det er sådan jeg tænker lige nu! Taskerne er så småt ved at være pakkede. De sidste afskedsknus er efterhånden givet. Medicinen er taget i de, forhåbentlig, rette mængder. Alligevel føler jeg mig lige nu mere på gyngende grund, end jeg nogensinde før har følt.

Sidst på eftermiddagen kører mor, far og jeg til København, hvor vi overnatter på et vandrehjem indtil i morgen. Kl 7.00 letter flyveren fra Kastrup mod Bruxelles. Fra Bruxelles flyver vi til Channai i Indien. Vi lander kl 23.00 indisk tid og skal vente i lufthavnen hele natten, indtil vi næste morgen kan tage et lokalfly til Madurai.
Det er en lang rejse, som jeg er meget spændt på. Jeg har fløjet én gang før, så det her bliver en udfordring. Jeg glæder mig til, at jeg står på indisk grund og kan koncentrere mig om arbejdet, børnene og landet, i stedet for at skulle koncentrere mig om flybilletter, forsikringer, lufthavne og bagage!

Tankerne flyver rundt i hovedet og ind imellem føler jeg et sus igennem kroppen, men selvom jeg er på kanten til at løbe skrigende væk, glæder jeg mig! Det bliver fantastisk!

Det er nu, det sker!!

Glimt fra højskolen

På blev jeg og de andre volontører gjort klar til vores arbejde og oplevelser i udlandet. Dette skete på mange forskellige måder. Vi har snakket om politik, lært forskellige sprog, set film, danset salsa, lavet teater, været på "overlevelsestur" osv. Det har været 4 helt fantastiske uger, som jeg aldrig vil glemme!

Final countdown...

6 dage!... Jeg bliver ved med at sige til mig selv at jeg snart skal afsted, at jeg om en uge befinder mig i Indien, at jeg i de næste 4-5 måneder ikke skal se venner og familie. Alligevel er det som om at jeg ikke helt forstår det. Jeg bliver ved med at bilde mig ind at der er tid endnu. Faktisk tror jeg ikke at jeg forstår det før jeg flyver ind over Indien og for første gang ser dette vidunderlige land. Og det er ikke engang sikkert at det går op for mig der! Måske forstår jeg det først når jeg første gang spiser risene, første gang kører i en rickshawn, første gang er i berøring med de lokale eller første gang vågner op i sengen på vores hotel i Madurai! Hvem ved? I hvert fald forstår jeg det ikke nu, og har efterhånden opgivet at forstå det 100%!

Jeg glæder mig ufatteligt meget til at komme i berøring med Indien! I de 4, helt uforglemmelige, uger, jeg havde på Løgumkloster Højskole blev vi gang på gang præsenteret for fantastiske beretninger fra Indien, smukke billeder fra Indien og gode råd til rejsen. På den anden side ved jeg også godt at Indien er et land på godt og ondt, og at det derfor ofte vil blive hårdt. Kirstine og jeg kommer til at arbejde med de fattigste i Indien; de fattige børn fra slumkvartererne og de uuddannede kvinder. Vi kommer til at opleve den anden side af Indien - den side som turisterne aldrig kommer til at opleve på helt samme måde.

Men det er måske også lige netop det jeg synes er så fantastisk ved at skulle arbejde som volontør i Indien. Jeg får hele pakken! Jeg kommer til at opleve de smukkeste, mest farverige og sanselige dele af Indien, samtidig med at jeg kommer ned under huden på lokalbefolkningen.
Samtidig er tanken om at skulle væk i så lang tid også skræmmende, men heldigvis er det ikke et "farvel" til folk herhjemme, men derimod et "på gensyn"! :)

Jeg ser frem til at opleve Indien, gøre et arbejde dernede og backpacke. Samtidig håber jeg at jeg selv på denne tur vil udvikle mig, blive mere afklaret i forhold til fremtiden og opdage nye sider af mig selv.

Jeg vil forsøge at skrive indlæg på denne blog så ofte det er muligt og I skal være velkomne til at følge med i mine tanker, oplevelser og erfaringer.