Skolebesög der satte aftryk!

I gär var Kirstine og jeg pä skolebesög pä de 2 skoler, som vores börn pä lektiecafeen til dagligt gär pä. Det var virkelig en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, da jeg i löbet af fä timer fik bäde ändret og bekräftet min forstilling om det indiske skolesystem.

Skolesystemet i Indien har 1-12. klassetrin. När man har afsluttet 12. klasse gär man videre pä universiteterne. Pä den mäde minder systemet en del om det danske skolesystem. Der, hvor det adskiller sig er när det kommer til antallet af elever, "frönsegoder" og hieraki.


Pä den störste af de to skoler vi besögte, var der cirka 35-40 elever i hver klasse. Dog er der färre elever i de smä klasser, da mange foräldre bevidst holder deres börn hjemme, fordi de hellere vil have, at barnet tjener penge. Det er desvärre en skrämmende kendsgerning! For at motivere börnene til at forsätte i de höjere klasser, i stedet for at stoppe i skolen efter 9. eller 10. klasse, har regeringen gennemfört et initiativ for de fattige, der siger, at barnet fär en cykel hvis det när 11. klassetrin. Pä den ene side er der noget ved denne "frönsegode" jeg ikke bryder mig om, men när jeg ser det i en indisk synsvinkel, og särligt med henblik pä Muthupatty, sä er det mäske netop et sädan initiativ, der kan höjne uddannelsesniveauet! Det ville aldrig fungere i et land som Danmark, men när jeg ser pä pigerne i computerklassen, som er droppet tidligt ud af skolen og nu stär uden uddannelse, sä stär det klart for mig, at der skal visse initiativer pä bordet for at holde folk i skolen. Et andet initiativ som regeringen har indfört er, at en familie fär mad, hvis de sender deres börn i skole. Dette er et initiativ som fra mit synspunkt er lidt nemmere at forholde sig til.

Klassehierakiet er noget for sig selv i Indien. Hver klasse har en "leader" og en "vice leader". Mäden man välger disse pä er ved, at de som stiller op til posten holder tale, hvorefter der foretages et demokratisk valg. Klasselederen skal sörge for, at der altid er ro i klassen og "stär for undervisningen" när läreren ikke er der og krydser af hvem der er der. Derudover er der "group leaders" som har specielle ansvarsomräder. I flere af klasserne fik vi udpeget, hvem der var klasseleder. Hvordan det fungerer i praksis kunne jeg godt tänke mig at se, men mit indtryk efter skolebesöget var, at det er et system, som sikkert fungerer i Indien, hvor folk i forvejen indgär i forskellige sociale klasser. At give én elev mere magt end andre ville aldrig fungere i Danmark, men mit indtryk er, at det fungerer i Indien.

Vi startede dagen, med at besöge skolen i Muthupatty. Denne skole har 100 elever, hvoraf nästen halvdelen kommer pä lektiecafeen. Det var ret overväldende at se, hvor glade börnene blev for at se os og vi havde ikke befundet os i klasselokalet i mere end 5 sekunder för der udbröd jubel blandt de mange börn i skoleuniformer. Pä denne skole var der kun 2 klassevärelser, hvilket er ärsag til at de forskellige klassetrin er blandede. Först besögte vi de smä. De var helt oppe og köre og var meget ivrige efter at vise, hvilke redskaber de bruger i engelskundervisningen,- og jeg var positivt overrasket. Efter at have trykket omträndt 40 smä inderhänder gik vi ovenpä for at se til de store elever. Da vi trädte ind i lokalet sä vi eleverne sidde i lange räkker pä gulvet. De havde eksamen mens vi var der, sä de var ret koncentrede Dog kunne flere af dem ikke lade väre med at sidde og fnise og vinke, mens vi var der.


Efterfölgende tog vi videre til den anden skole. Pä denne skole var der 280 börn og igen var der masser af vores börn fra lektiecafeen i de forskellige klasser. Det var virkelig dejligt at fä lov at opleve, hvor de gär i skole til hverdag, da det giver en helt anden forstäelse. Jeg synes ogsä, at jeg bäde i gär og i dag har kunnet fornemme, at börnene har fölt sig tättere knyttet til os, fordi vi har vist interesse for dem og deres hverdag ved at besöge deres skole.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde ikke forestillet mig, at de havde andet end en tavle, noget kridt og en notesbog i skolerne. Heldigvis blev jeg glädeligt overrasket. I klasselokalerne fandtes laminerede kort, undervisningsspil og andre redskaber, som bruges i undervisningen.
Nogle klasselokaler lignede fuldständig dem, man kan finde i Danmark. Pä begge skoler havde de indfört et "spil", hvor barnet hver dag välger et dyr, som det kan lide denne dag. Barnet kommer sä i gruppe med de elever, som har valgt det samme dyr. Pä den mäde kommer barnet til at väre i nye grupper hver dag og fär derved nye indtryk og oplevelser fra dag til dag. I en af klasserne sä vi et "mind map" i en af elevernes böger. Det havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle se i Indien, da "mind mapping" er lig med at skulle tänke selv. Derfor var det med stor gläde jeg tog fejl. Det var fedt at se, at deres undervisningsmetoder ikke ligger sä langt fra de danske, som jeg havde frygtet. Man skal dog ikke tage fejl af Indien, for det er stadig et land, hvor dét at läre udenad uden egentlig at tänke over, hvad det er man lärer, er en metode som langt de fleste börn og lärere benytter sig af.

Generelt var skolerne meget bedre end jeg havde forestillet mig de ville väre i et slumomräde. Det er desuden tydeligt, at skolerne her nyder godt af lektiecafeens arbejde, da school drop outs er stoppet pä de to skoler.

Som at träde ind i en vestlig verden!

Overskrifen for dette indläg beskriver meget godt, hvordan det var at komme til Bangalore, som er den "hotteste" by i Indien. Man er ikke i tvivl om, at denne by er under enorm indflydelse fra Vesten. Bangalore er centrum for softwareteknologi og IT, hvilket er med til at göre byen til en af de rigeste, hvis ikke den rigeste by i Indien. At folk her har penge viste sig i noget sä simpelt som trafikken. Pludselig sä vi masser af biler pä vejene, fordi folk her faktisk har räd til at köbe en bil.När vi tidligere har rejst rundt, har vi väret vant til at folk har stirret pä os, fordi vi er hvide. Denne stirren fik vi en pause fra i Bangalore, hvilket var enormt rart! Det var dejligt endelig, at kunne gä rundt pä gaden uden at föle, at man tiltrak sig alles opmärksomhed.

Noget af det förste vi sä, var MG Road (Mahatma Gandhi Road) som er mainroad i byen. Det er her alle de store butikker som Levis, Fred Perry, Lacoste, Samsung, Gucci osv osv ligger. Pga de store butikker og folks päklädning, kom vi hurtigt til at föle os ret usorinerede og slaskede, som vi gik der i vores afslappede töj. Vi er vandt til at indere gär i saree, tunika og lungies, sä det var en kämpe omvältning lige pludselig at väre omgivet af indere i cowboybukser, miniskirts, stövler og smarte toppe! Mange af dem var langt mere tjekkede i töjet end man ser det i Europa. Pludselig fölte vi os, selvom vi er vesterländinge, ret malplacerede i dette centrum af mode og penge! De kvinder vi sä i sarees kan nästen tälles pä èn händ! Det var virkelig surrealistisk at träde ind i denne vestlige oase midt i det ellers sä traditionelle Sydindien!

Vi valgte dog at udnytte situationen til at fä lidt vestlige mad indenbords! Vi fandt os en Pizza Hut, hvilket var til stor tilfredshed for os alle! :) Det var dejligt lige at fä hvilet smagslögene fra den stärke mad i et par dage.


Dagene i Bangalore gik med at se byens servärdigheder, bl.a. en stor blomsterpark, templer, et palads og de store shoppingcentre! Det var dejligt endelig at kunne fä köbt en helt almindelig t-shirt, hvilket har väret fuldständig umuligt at opstöve i Madurai og omegn! Den sidste dag i Bangalore böd ogsä pä biograf og besög pä en indisk heavy metal bar,- ja tro det eller lad väre, det findes faktisk her i Indien, hvor märkeligt det end lyder! :)


Efter 2 dage i Bangalore tog vi videre til den enormt smukke by, Mysore. Selvom denne by lige som Bangalore er präget af Vesten pga de mange turister, der valfarter til byen for at de det smukke palads, sä kan man allligevel godt fornemme, at byen ikke har den samme pulserende rytme som Bangalore. Vi besögte det smukke royale palads midt i byen, hvor en del af den kongelige familie i Karnarkata stadig bor. Som vi gik rundt i og uden for paladset var det som om, at man kunne fornemme, hvordan stemningen har väret dengang de store Maharajaer styrede landet. Dengang der stod elefanter overalt i paladset. Dengang der var liv pä markedet i paladsgärden. Dengang luften var fyldt med duften fra de stärke krydderier!


2. dag i Mysore lejede vi en chaufför, som körte os op pä en bjerg lidt udenfor byen. Her kunne vi nyde en fantastisk udsigt, se en af Indiens störste Nandier (Guden Shivas ridedyr), og se en enorm folkeskare udenfor templet, fordi Kanarkatas präsident var pä besög.

Pä vores tur tror jeg for alvor, at det gik op for mig, hvor mange kulturelle og sproglige koder vi hver dag skal knäkke. Pä togstationen forstod folk ikke, at man sagde "Madurai" med mindre man lagde trykket og det lille rul med tungen det helt rigtige sted. Pä samme mäde er det när vi i Madurai skal forklare folk, at vi arbejder i slumkvateret Muthupatty. Vi kan stä og sige "Muthupatty" pä 10 forskellige mäder, men hvis ikke vi rammer trykket helt perfekt, hjälper det ikke! Heldigvis er vi efter snart 3 mäneder her i Indien ved at have knäkket en hel del af de koder, der skal til for at hverdagen kan fungere.

Nu er vi sä tilbage i Madurai og "hverdagen", hvis man kan kalde det det, er igen igang. Jeg föler virkelig, at vi er ved at väre rigtig tätte pä mange af börnene, og jeg bliver lidt trist ved tanken om at skulle forlade dem et par dage efter den 24. december! De er efterhänden blevet som smäsöskende for mig og det bliver märkeligt at skulle undväre de mange smil hver dag!
Lige nu er Kirstine og jeg igang med at läre 10 af de äldre elever en dans. Det gär faktisk rigtig godt med at läre dem dansen, ogsä selvom mange af isär drengene ikke har ret meget rytme i kroppen. Det bliver fedt at skulle vise dansen til juleafslutningen den 10. december!
Vi danser til Nik og Jay, selvom jeg efterhänden har fäet en del kommentarer om, at det er direkte ondt at give börnene det indtryk at Nik og Jay er dansk musik! Det kan der väre noget om, men faktum er, at de synes det er en god sang, og det er jo det vigtigste ;)

Så er vinteren kommet til Madurai!

Varme huer og strikkede trøjer. Det er den påklædning som mange af børnene på lektiecafeen de sidste par dage har været iført! I den sidste tid har jeg sagtens kunnet mærke, at temperaturen er faldet nogle grader fra de 35-40 grader, der var i starten, til en 30-32 grader. Dog er det ikke noget, der på nogen måde har fået mig til at fryse. Jeg nyder blot, at det er nemmere at holde varmen ud. Faldet i temperaturen har dog betydet, at mange er syge og går rundt og fryser. Samtidig oplever vi i øjeblikket store regnskyl, som gør klimaet mere fugtigt og derved smittefaren større!
Jeg er lidt spændt på, om jeg er blevet så påvirket af klimaet, at jeg også begynder at fryse, når temperaturen i de kommende måneder falder yderligere. Èn ting er i hvert fald sikkert; jeg vil fryse når jeg igen står på dansk jord!


På lektiecafeen er der i øjeblikket mandefald pga sygdom og regn. Selvom inderne er lykkelige for, at de lige nu får regn og takker guderne for det, så betyder regnskyllene ofte, at der ikke kommer så mange børn på lektiecafeen.


I går samlede vi alle børnene i ét lokale og legede "afrikansk bombebold" med engelske ord. Legen går ud på, at alle står i en cirkel og hver gang man kaster bolden til en anden, skal man sige et engelsk ord. Når en person taber bolden, skal man hurtigst muligt sætte sig ned på huk. Den, der er langsomt ryger ud af legen. Da jeg kæmpede hårdt imod de hurtige børn, har jeg i dag ekstremt ømme lår!... Man må jo ofre sig for legen :P

Vi prøvede da!

JA! At tage en saree på er virkelig en udfordring. Det er ikke noget man bare lige gør! Deter i hvert fald konklusionen jeg er nået frem til efter i dag!
Kirstine og jeg havde bestemt, at vi ville bære sareer på arbejde. Vi har efterhånden haft sareer på en del gange, og mente, at vi hurtigt kunne hoppe i sådan en lille sag. Derfor brugte vi 10 minutter på at komme på sareerne inden vi tog på arbejde. Faktisk var vi ret stolte af os selv og det resultat vi var endt ud med. Glæden varede dog kort, for da vi trådte ind i computerklassen kiggede Latha (en af kvinderne fra kurset) på os, smilede og bad os derefter om at komme med hende ind i rummet ved siden af. Resultatet var tydeligvis ikke tilfredsstillende! Efter nogen tid havde Latha pakket os ud og derefter ind i det lange stykke stof. Vi forslog Latha, at hun skulle være vores personlige saree-hjælper, hvilket var en idé hun var helt med på. I hvert fald grinte hun højlydt og sagde "Thank you, thank you!". Da vi var færdige måtte vi begge indrømme, at resultatet nu var noget bedre end det vi først var endt ud med. Nu var det faktisk muligt at bevæge sig rundt i sareen og senere på dagen kunne vi løbe rundt med børnene! Det eneste, der er tilbage og sige er vel; "Vi prøvede da"!

En sprængfyldt mandag!

KFUM og K-armbånd, hønemor og ”tegn og gæt”. Det var hvad vores mandag på lektiecafeen bød på.
Stort set alle børn i Danmark kender legen ”Hønemor”. Det er i sig selv en ret simpel leg, men at forklare den til 30 indiske børn med et energioverskud ud over det sædvanlige, kan være lidt af en udfordring. Det lykkedes dog at forklare dem legen med lidt hjælp fra den eneste engelsktalende lærer på lektiecafeen og efter at have sagt ”Wait, wait, wait” de første 50 gange. 30 børn, der gik op i legen med liv og sjæl, blandet med latter og energi gav os det indtryk, at børnene syntes ganske godt om denne danske leg. Vi har efterhånden indført en del danske lege på lektiecafeen. Heriblandt kan vi nævne ”Banke Banke Bøf”, som er blevet til ”Knock knock Beef”, ”Frugtsalat”, som er blevet til ”Fruit” og ”Kædetafat”, som er blevet til ”Tiger”.

KFUM og K i Danmark har sponsoreret armbånd til de 120 børn på lektiecafeen, og det var en gave, som blev taget imod med stor glæde hos børnene. Efter få minutter havde alle børnene fået et armbånd; pigerne et rosa og drengene et grønt. Selvom nogle af børnene havde så tynde arme, at de havde problemer med at holde armbåndet på armen, så blev det problem løst ved at bruge det på overarmen i stedet og var luften efterfølgende fyldt med glæde og fascination.


Klokken 18.00 ringer klokken ind til lektielæsning og i øjeblikket er vi hos de ældste børn på lektiecafeen. Vi havde dagen forinde derfor planlagt at lege ”tegn og gæt” med dem. Børnene i de forskellige klasser er på meget forskellige niveauer, når det gælder engelsk. Nogle kan læse hele tekster, mens andre knap nok kan svare på hvor gamle de er. Af denne grund syntes vi, at ”tegn og gæt” ville være en god mellemvej. I denne leg kan alle børnene deltage aktivt og gennem leg lære enkle engelske ord som ”monkey”, ”bike” og ”window”. En af drengene, som normalt ikke er særlig god til engelsk virkede da også til at få et kæmpe selvtillidsboost af denne leg, eftersom han flere gange gættede rigtigt og tegnede så godt, at de andre hurtigt kunne se, hvad det var han tegnede.

Spiritualitet og middelhavsstemning i Indien

En lille miniferie i ny og næ der heldigvis mulighed for i YMCA i Madurai. Derfor udnyttede Kirstine og jeg muligheden til at besøge vores kontaktperson her i Indien, Nikolaj, og hans familie.

Nikolaj bor i byen Tiruvannamalai i den nordlige del af Tamilnadu, hvor han arbejder for Danmission. Sammen med sine medarbejdere forsøger han at skabe dialog mellem mennesker fra forskellige religioner og kulturkredse. I mine øjne er det et utroligt godt og vigtigt projekt, og for mig at se er Tiruvannamalai den helt rigtige by at starte en sådant projekt op i. Denne by er nemlig langt mere spirituel end Madurai.

Pilgrimme fra Indien så vel som Vesten, valfarter dagligt til denne by, og én gang om året kommer cirka 1 million pilgrimme til byen for at være med til at tænde en flamme på toppen af det bjerg, som byen ligger op ad. Dette bjerg er i sig selv en del af grunden til, at denne by er så spirituel som den er. Bjerget siges nemlig at være manifestationen af Shiva, ødelæggelse- og ildguden, selv. Historien går på, at de 3 store guder indenfor hinduismen; Brahman, Shiva og Vishnu, kæmpede om hvem, der var den stærkeste. Shiva lavede en kæmpe ildsøjle, som gik fra jorden til himlen og sagde, at den af de to andre, der kunne finde ud af, hvor ildsøjlen startede og sluttede ville være den stærkeste. Vishnu lavede sig om til en fugl og fløj op, mens Brahman lavede sig til et dyr, der kunne grave sig ned i jorden. Ingen af de to kunne dog finde ud af, hvor ildsøjlen startede og sluttede, hvorved ildsøjlen forstenede og blev til det bjerg byen nu ligger op ad.Når Kirstine og jeg ser hvide mennesker i Madurai er det altid en overraskelse. Sådan var det ikke i Tiruvannamalai. Denne by er tiltrækningsmagnet for mange vesterlændinge, der ønsker at meditere og finde ind i sig selv. Lige meget hvor i byen vi befandt os så vi vesterlændinge, men det var også tydeligt for os, at de på ingen måde var der som turister. De var der derimod af helt andre grunde.

Mens vi var i Tiruvannamalai boede vi på Quo Vadis, som er det dialogcenter Danmission har i byen. Stedet havde en helt speciel stemning, og man var ikke i tvivl om at dette sted havde hjerte og sjæl. Efter et halvt døgn på centeret følte man sig nærmest hjemme, og det samme gjorde de folk, der kom til centeret.


Lige så hjemme som vi følte os på Quo Vadis, lige så hjemme følte vi os hos Nikolaj. Vi blev taget imod med åbne arme af hans kone og to sønner, hvilket var enormt dejligt. Anna, Nikolajs kone tog os en morgen med op på bjerget. Herfra kunne man se en enormt smuk udsigt ud over det store tempel i Tiruvannamalai. Dagene hos Nikolaj bød også på swimmingpool, besøg af en flok amerikanere, besøg i templet og diverse små cafeer og butikker.


Mandag morgen tog vi med Nikolaj til Pondicherry som er en tidligere fransk koloniby, hvilket man tydeligt kan se på byen. Husene er bygget i kolonistil, gaderne er planlagte og langs vandet var der nærmest en form for middelhavsstemning.



Ikke langt fra Pondicherry ligger byen "Auroville", som er en by, der ikke eges af nogen og som bygger på "The Mother's" principper som selvforsyning, økologi og selvindsigt. "The Mother" var en fransk kvinde, som levede i et ashram i Pondicherry, og som havde en vision om at bygge en by, som udelukkende bygger på de førnævnte principper. Projektet er forholdsvis nyt, hvorfor indbyggertallet endnu ikke er kommet op på det ønskede antal, men det er godt på vej. Det er der slet ingen tvivl om!Vi fik en rundvisning inde i Auroville, som ikke mindst bød på mødet med en enorm bygning som bruges til meditation af byens indbyggere. Bygningen beskrives bedst som en stor golfkugle lavet i guld. Jeg synes personligt, at den var utroligt smuk, og når man har været inde i den er den så uendeligt meget smukkere! Inde i kuglen er alt hvidt, og selve meditationslokalet oplyses udelukkende af verdens (eftersigende) største krystal, som rammes af solens stråler igennem et lille hul i loftet. I meditationslokalet skulle der være total stilhed, hvilket var lidt af en udfordring, da en hver lille bevægelse forstyrrede en selv så vel som de andre. Det var en kæmpe oplevelse at sidde i det lokale, se på den smukke krystal og bare nyde stilheden. Auroville er helt sikkert et sted, som varmt kan anbefales!

Selvom jeg var syg under hele turen var det rigtig dejligt at være afsted. Det var dejligt at komme lidt uden for Madurai og ikke mindst at se Nikolaj igen! :)