Uforglemmelige mäneder!

Sä er der kun 3 normale arbejdsdage tilbage för det for alvor gär lös med juleräs, besög af Kirstines familie og käreste og ikke mindst backpacking! Det er märkeligt, at 4 mäneder nästen er gäet, for selvom det föles som hundrede är siden vi landede i Madurai og förste gang mödte börnene, sä er tiden flöjet afsted. Jeg er blevet mange uforglemmelige oplevelser rigere. Oplevelser som jeg aldrig ville have väret foruden. Alle börnene, computereleverne, lärerne og staff har efterhänden fäet en helt speciel plads i mig. Det er svärt at forklare, hvad det helt präcist er for en fölelse jeg rejser herfra med. Det er en fölelse af at have givet lidt af mig selv for sä at have fäet det mere end dobbelt igen. Deres äbenhed, ärlighed og overskud er noget som jeg sent vil glemme. Og det er noget som jeg vil pröve at tage til mig til Danmark, da jeg tror at bäde danskerne og jeg som person kan läre af meget af det.



Jeg täller lige nu dage ned til at skulle backpacke. Det bliver fedt at opleve andre og nye sider af Indien. I 1 mäned kommer jeg til at leve i en rygsäk. Jeg skal ud og ride pä elefanter. Jeg skal opleve den pulserende trafik i Delhi og Bombay. Jeg skal smage nye retter og sanse nye dufte. Jeg skal pä kamelsafari i Thar-örkenen när Parkistan. Jeg när forhäbentlig at se foden af Himalayabjergene. Jeg vil ikke altid vide, hvor jeg skal sove. Jeg skal se det smukke Taj Mahal i Agra. Jeg skal rejse over lange afstande i tog og bus. Jeg skal slikke sol pä strandene i Goa. Alt det og meget mere bliver forhäbentlig (hvis alt klapper som det skal) mit liv fra den 29. december indtil den 27. januar! Jeg gläder mig!!!

Indimellem har folk spurgt mig, hvordan Indien er, og det har väret et ekstremt svärt spörgsmäl at svare pä, fordi Indien er sä mange ting. Indien er den smukke natur, men ogsä gaderne der flyder i skrald. Indien er den rige overklasse, der lever i luksus, men ogsä den fattige familie, der lever i et skur. Indien er larm og stöj, men ogsä skönhed og smuk musik. Indien er pulserende og energisk, men imellem ogsä stillestäende. Indien er tälmodighed, men ogsä hysterisk. Indien er overskud og smil, men ogsä tomme blikke. Der er dage, hvor man hader Indien og dage, hvor man slet ikke kan fä nok. Heldigvis har der väret flest dage, hvor jeg ikke kunne fä nok og jeg vil til en hver tid rejse fra Indien med en fölelse af kärlighed til dette land.

Indimellem leger jeg med tanken om at komme tilbage til Madurai og lektiecafeen om 5-10 är, for at se, hvor vores börn nu er henne, for at se om deres drömme er blevet näet og for at se om de er blevet endnu smukkere og mere energiske end dengang i efteräret 2009. De börn vil for altid föles som mine smä indiske söskende.

Jeg har aldrig väret god til at sige farvel, og det vil jeg heller ikke väre denne gang. Allerede nu bliver jeg trist ved tanken om den 22. december, hvor vi siger farvel til börnene for sidste gang.

Mit ophold her i Indien har väret mit livs oplevelse. Jeg vil aldrig glemme de ting jeg har lärt. De ansigter jeg har set. De ord, der er blevet sagt. De kram, der er blevet givet. De smil, der er blevet modtaget. Kort sagt: Jeg vil aldrig glemme Indien!

Den söde juletid!

Tilbage i august, hvor vi ankom, kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan det ville väre at holde jul her i Indien. Dengang lä det langt ude i fremtiden og det var en uhändgribelig tanke. 3 1/2 mäned er gäet og kalenderen skriver nu den 7. december og jeg stär nu midt i det indiske "jule räs". Det er dog slet ikke til at sammenligne med december mäned i Danmark. Hvis ikke jeg arbejdede i YMCA, ville jeg nästen ikke have bemärket, at det er december mäned, for det eneste der indikerer det er de fä butikker, der sälger plastikjuleträer og reklamerne for julefilm i TV.
Heldigvis arbejder jeg i YMCA, som pä deres forskellige skoler holder julearrangementer. Vi deltager i dem, og er selv med til at planlägge juleprogrammet pä lektiecafeen. Det er af denne grund vi lige nu lärer 10 af de äldrer börn en dans og med 20 andre börn synger "Mary's Boy Child". Vi er efterhänden ved at väre kommet igennem alle trinene i dansen, sä nu mangler vi bare at finpudse detaljerne og finde kostumer. Det har väret lidt af en udfordring at läre dem at danse, men det har väret mindst lige sä sjovt og lärerigt for bäde börnene og os.


Jeg skal ärligt indrömme, at jeg fra start af ikke havde ret store forventninger til, hvordan reslutatet af "Mary' Boy Child" ville blive. Heldigvis er mine lave forventinger ikke blevet indfriet, for jeg tror faktisk, at det ender ud med et ganske udemärket resultat! Börnene elsker at synge og selvom det ofte er ret svärt for dem at fä de engelske ord, som de ikke har nogen anelse om, hvad betyder, til at vende rigtigt i munden, sä synes de det er fedt at synge sammen med os. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle lege sangläre, men det er altsä endnu en profession jeg kan skrive pä mit visitkort fra Indien. Hvor god en sangläre jeg er vil jeg dog ikke udtale mig om ;) När börnene skal läre et nyt vers synger vi det altid höjt for dem og spiller det pä computeren, hvorefter vi sä i smä, smä bidder lärer dem ordene. Börnene siger, at vi synger fantastisk godt, sä det tröster jeg mig lidt ved, när jeg kan höre min stemme knäkke over ;)

Her pä hotellet har Kirstine og jeg et hjörne for os selv sammen med de to tyske volontörer, som er blevet döbt "Volonteers Corner". Vi har brugt nogle aftener pä at lave et kämpe indgangs-banner, pynte juleträ og hänge lyskäder op. Det er virkelig blevet hyggeligt og julet. Det er virkelig dejligt at have et hjörne for os selv her pä hotellet, hvor man bare kan lade dören stä äben uden at skulle tänke over, hvem der nu kunne finde pä at gä ind.

Jeg föler helt klart, at den sidste tid her i Indien, har väret den tid, hvor jeg har fäet mest ud af mit ophold hernede. Det er som om, at der er faldet mere ro over tingene, i og med, at vi er kommet helt ind pä börnene og staff og generelt bare er faldet helt til her i Madurai. For mit vedkommende hänger det nok ogsä en del sammen med, at jeg hele tiden har i baghovedet, at jeg snart skal herfra, og derfor vil have sä meget ud af den sidste tid som overhovedet muligt. Bagdelen ved, at vi er kommet sä tät ind pä livet af mange af vores lillesöstre og lillebrödre pä lektiecafeen er, at det bliver sä meget svärere at skulle herfra og sige farvel til dem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil komme til at fälde en täre eller to, när jeg vinker farvel og siger "Ta ta" til de dejlige börn for sidste gang! Tanken om at sige farvel skyder jeg dog ud af hovedet for en tid, for nu handler det om at nyde december mäned sammen med dem! :)

I sidste weekend var Kirstine og jeg sammen med tyskerne og staff i Kenyakumari, som er Indiens sydspids. Det var en enormt god tur, som böd pä alt, hvad man kunne tänke sig! Kenyakumaridistriktet er kendt for dets smukke natur.

Overalt er der forskellige slags palmer, gummiträer og smukke smä söer. Sidst men ikke mindst er der de store brede sandstrande som er omgivet af smukke palmer. At väre der var ligesom at väre i et eksotisk paradis. Det var slik for öjenene og sanserne i en grad, som jeg endnu ikke har oplevet det her i Indien. Hvis jeg skulle flytte til Indien ville jeg helt klart välge at bo her. Alt var sä roligt, samtidig med at man bare ikke kunne fä nok. At se solnedgangen ved disse strande er noget som en hver turist i Indien burde pröve!



Dagene i Kenyakumari böd pä enormt mange oplevelser. En af dagene stod vi op klokken halv seks for at köre til stranden og se solopgangen sammen med 10.000 pilgrimme, som i disse mäneder valfarter til denne hellige by. Der var en helt speciel atmosfäre omkring denne solopgang i og med, at man kunne fornemme, hvor spirituelt det var for munkene, og fordi man samtidig blev pävirket af de smukke farver fra solen.
Vi skulle selvfölgelig ogsä pröve at stä med födderne i de 3 have, som mödes ved Indiens sydspids, nemlig; Det Indiske Ocean, Det Arabiske Hav og Den Bengalske Bugt.

YMCA i Madurai har et tsunami projekt i Kenyakumari som de startede lige efter, at tsunamien i 2004 ramte Kenyakumari og slog over 100 personer ihjel. Man begyndte at bygge nye huse for, at de familier som mistede personer eller mistede deres hus, kunne fä et sted at bo. Vi var rundt og se flere af de smä landssbyer som YMCA har bygget, hvilket var ret spändende. Samtidig var det härdt og pä samme tid märkeligt at färdes lige der, hvor tsunamien ramte og slog sä mange ihjel. Jeg sä jo alle billederne pä TV og nu stod jeg der sä lige pludselig.

Dagene i Kenyakumari böd ogsä pä smukke vandfald, lysegrönne rismarker, besög i Shamila, Usha og Selvis barndomshjem, strandture og jeep-tur i en smukke natur. Heldigvis er det ikke sidste gang jeg har sat mine ben i Kenyakumari. Den 23. december skal Selvi (en af fyrene fra staff) giftes, og vi skal alle med til brylluppet :)
Siden vi kom tilbage til Madurai har vi väret i fuld gang med arbejdet. Kirstine og jeg har de sidste eftermidage sammen med börnene väret igang med at lave dekoration til lektiecafeen. Vi malede alle börnenes händer som de sä satte aftryk med pä et lagen og derefter skrev deres navn under. De synes, at det var enormt sjovt og de var alle sammen meget stolte, da vi for et par dage siden hängte det färdige resultat op :)


Jeg har desvärre ikke mere tid til at skrive, selvom der er en hel del mere at skrive om. Jeg beklager at jeg i öjeblikket ikke rigtig fär skrevet her pä bloggen, men der er bare ikke rigtig tid til det. Jeg häber, at jeg när at fä skrevet et par blogindläg inden jeg den 29. december hiver rödderne op her i Madurai og begiver mig pä backpacking med Kirstine. Den 27. januar stär jeg igen pä dansk jord! - Der er ikke länge til!

Skolebesög der satte aftryk!

I gär var Kirstine og jeg pä skolebesög pä de 2 skoler, som vores börn pä lektiecafeen til dagligt gär pä. Det var virkelig en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, da jeg i löbet af fä timer fik bäde ändret og bekräftet min forstilling om det indiske skolesystem.

Skolesystemet i Indien har 1-12. klassetrin. När man har afsluttet 12. klasse gär man videre pä universiteterne. Pä den mäde minder systemet en del om det danske skolesystem. Der, hvor det adskiller sig er när det kommer til antallet af elever, "frönsegoder" og hieraki.


Pä den störste af de to skoler vi besögte, var der cirka 35-40 elever i hver klasse. Dog er der färre elever i de smä klasser, da mange foräldre bevidst holder deres börn hjemme, fordi de hellere vil have, at barnet tjener penge. Det er desvärre en skrämmende kendsgerning! For at motivere börnene til at forsätte i de höjere klasser, i stedet for at stoppe i skolen efter 9. eller 10. klasse, har regeringen gennemfört et initiativ for de fattige, der siger, at barnet fär en cykel hvis det när 11. klassetrin. Pä den ene side er der noget ved denne "frönsegode" jeg ikke bryder mig om, men när jeg ser det i en indisk synsvinkel, og särligt med henblik pä Muthupatty, sä er det mäske netop et sädan initiativ, der kan höjne uddannelsesniveauet! Det ville aldrig fungere i et land som Danmark, men när jeg ser pä pigerne i computerklassen, som er droppet tidligt ud af skolen og nu stär uden uddannelse, sä stär det klart for mig, at der skal visse initiativer pä bordet for at holde folk i skolen. Et andet initiativ som regeringen har indfört er, at en familie fär mad, hvis de sender deres börn i skole. Dette er et initiativ som fra mit synspunkt er lidt nemmere at forholde sig til.

Klassehierakiet er noget for sig selv i Indien. Hver klasse har en "leader" og en "vice leader". Mäden man välger disse pä er ved, at de som stiller op til posten holder tale, hvorefter der foretages et demokratisk valg. Klasselederen skal sörge for, at der altid er ro i klassen og "stär for undervisningen" när läreren ikke er der og krydser af hvem der er der. Derudover er der "group leaders" som har specielle ansvarsomräder. I flere af klasserne fik vi udpeget, hvem der var klasseleder. Hvordan det fungerer i praksis kunne jeg godt tänke mig at se, men mit indtryk efter skolebesöget var, at det er et system, som sikkert fungerer i Indien, hvor folk i forvejen indgär i forskellige sociale klasser. At give én elev mere magt end andre ville aldrig fungere i Danmark, men mit indtryk er, at det fungerer i Indien.

Vi startede dagen, med at besöge skolen i Muthupatty. Denne skole har 100 elever, hvoraf nästen halvdelen kommer pä lektiecafeen. Det var ret overväldende at se, hvor glade börnene blev for at se os og vi havde ikke befundet os i klasselokalet i mere end 5 sekunder för der udbröd jubel blandt de mange börn i skoleuniformer. Pä denne skole var der kun 2 klassevärelser, hvilket er ärsag til at de forskellige klassetrin er blandede. Först besögte vi de smä. De var helt oppe og köre og var meget ivrige efter at vise, hvilke redskaber de bruger i engelskundervisningen,- og jeg var positivt overrasket. Efter at have trykket omträndt 40 smä inderhänder gik vi ovenpä for at se til de store elever. Da vi trädte ind i lokalet sä vi eleverne sidde i lange räkker pä gulvet. De havde eksamen mens vi var der, sä de var ret koncentrede Dog kunne flere af dem ikke lade väre med at sidde og fnise og vinke, mens vi var der.


Efterfölgende tog vi videre til den anden skole. Pä denne skole var der 280 börn og igen var der masser af vores börn fra lektiecafeen i de forskellige klasser. Det var virkelig dejligt at fä lov at opleve, hvor de gär i skole til hverdag, da det giver en helt anden forstäelse. Jeg synes ogsä, at jeg bäde i gär og i dag har kunnet fornemme, at börnene har fölt sig tättere knyttet til os, fordi vi har vist interesse for dem og deres hverdag ved at besöge deres skole.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde ikke forestillet mig, at de havde andet end en tavle, noget kridt og en notesbog i skolerne. Heldigvis blev jeg glädeligt overrasket. I klasselokalerne fandtes laminerede kort, undervisningsspil og andre redskaber, som bruges i undervisningen.
Nogle klasselokaler lignede fuldständig dem, man kan finde i Danmark. Pä begge skoler havde de indfört et "spil", hvor barnet hver dag välger et dyr, som det kan lide denne dag. Barnet kommer sä i gruppe med de elever, som har valgt det samme dyr. Pä den mäde kommer barnet til at väre i nye grupper hver dag og fär derved nye indtryk og oplevelser fra dag til dag. I en af klasserne sä vi et "mind map" i en af elevernes böger. Det havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle se i Indien, da "mind mapping" er lig med at skulle tänke selv. Derfor var det med stor gläde jeg tog fejl. Det var fedt at se, at deres undervisningsmetoder ikke ligger sä langt fra de danske, som jeg havde frygtet. Man skal dog ikke tage fejl af Indien, for det er stadig et land, hvor dét at läre udenad uden egentlig at tänke over, hvad det er man lärer, er en metode som langt de fleste börn og lärere benytter sig af.

Generelt var skolerne meget bedre end jeg havde forestillet mig de ville väre i et slumomräde. Det er desuden tydeligt, at skolerne her nyder godt af lektiecafeens arbejde, da school drop outs er stoppet pä de to skoler.

Som at träde ind i en vestlig verden!

Overskrifen for dette indläg beskriver meget godt, hvordan det var at komme til Bangalore, som er den "hotteste" by i Indien. Man er ikke i tvivl om, at denne by er under enorm indflydelse fra Vesten. Bangalore er centrum for softwareteknologi og IT, hvilket er med til at göre byen til en af de rigeste, hvis ikke den rigeste by i Indien. At folk her har penge viste sig i noget sä simpelt som trafikken. Pludselig sä vi masser af biler pä vejene, fordi folk her faktisk har räd til at köbe en bil.När vi tidligere har rejst rundt, har vi väret vant til at folk har stirret pä os, fordi vi er hvide. Denne stirren fik vi en pause fra i Bangalore, hvilket var enormt rart! Det var dejligt endelig, at kunne gä rundt pä gaden uden at föle, at man tiltrak sig alles opmärksomhed.

Noget af det förste vi sä, var MG Road (Mahatma Gandhi Road) som er mainroad i byen. Det er her alle de store butikker som Levis, Fred Perry, Lacoste, Samsung, Gucci osv osv ligger. Pga de store butikker og folks päklädning, kom vi hurtigt til at föle os ret usorinerede og slaskede, som vi gik der i vores afslappede töj. Vi er vandt til at indere gär i saree, tunika og lungies, sä det var en kämpe omvältning lige pludselig at väre omgivet af indere i cowboybukser, miniskirts, stövler og smarte toppe! Mange af dem var langt mere tjekkede i töjet end man ser det i Europa. Pludselig fölte vi os, selvom vi er vesterländinge, ret malplacerede i dette centrum af mode og penge! De kvinder vi sä i sarees kan nästen tälles pä èn händ! Det var virkelig surrealistisk at träde ind i denne vestlige oase midt i det ellers sä traditionelle Sydindien!

Vi valgte dog at udnytte situationen til at fä lidt vestlige mad indenbords! Vi fandt os en Pizza Hut, hvilket var til stor tilfredshed for os alle! :) Det var dejligt lige at fä hvilet smagslögene fra den stärke mad i et par dage.


Dagene i Bangalore gik med at se byens servärdigheder, bl.a. en stor blomsterpark, templer, et palads og de store shoppingcentre! Det var dejligt endelig at kunne fä köbt en helt almindelig t-shirt, hvilket har väret fuldständig umuligt at opstöve i Madurai og omegn! Den sidste dag i Bangalore böd ogsä pä biograf og besög pä en indisk heavy metal bar,- ja tro det eller lad väre, det findes faktisk her i Indien, hvor märkeligt det end lyder! :)


Efter 2 dage i Bangalore tog vi videre til den enormt smukke by, Mysore. Selvom denne by lige som Bangalore er präget af Vesten pga de mange turister, der valfarter til byen for at de det smukke palads, sä kan man allligevel godt fornemme, at byen ikke har den samme pulserende rytme som Bangalore. Vi besögte det smukke royale palads midt i byen, hvor en del af den kongelige familie i Karnarkata stadig bor. Som vi gik rundt i og uden for paladset var det som om, at man kunne fornemme, hvordan stemningen har väret dengang de store Maharajaer styrede landet. Dengang der stod elefanter overalt i paladset. Dengang der var liv pä markedet i paladsgärden. Dengang luften var fyldt med duften fra de stärke krydderier!


2. dag i Mysore lejede vi en chaufför, som körte os op pä en bjerg lidt udenfor byen. Her kunne vi nyde en fantastisk udsigt, se en af Indiens störste Nandier (Guden Shivas ridedyr), og se en enorm folkeskare udenfor templet, fordi Kanarkatas präsident var pä besög.

Pä vores tur tror jeg for alvor, at det gik op for mig, hvor mange kulturelle og sproglige koder vi hver dag skal knäkke. Pä togstationen forstod folk ikke, at man sagde "Madurai" med mindre man lagde trykket og det lille rul med tungen det helt rigtige sted. Pä samme mäde er det när vi i Madurai skal forklare folk, at vi arbejder i slumkvateret Muthupatty. Vi kan stä og sige "Muthupatty" pä 10 forskellige mäder, men hvis ikke vi rammer trykket helt perfekt, hjälper det ikke! Heldigvis er vi efter snart 3 mäneder her i Indien ved at have knäkket en hel del af de koder, der skal til for at hverdagen kan fungere.

Nu er vi sä tilbage i Madurai og "hverdagen", hvis man kan kalde det det, er igen igang. Jeg föler virkelig, at vi er ved at väre rigtig tätte pä mange af börnene, og jeg bliver lidt trist ved tanken om at skulle forlade dem et par dage efter den 24. december! De er efterhänden blevet som smäsöskende for mig og det bliver märkeligt at skulle undväre de mange smil hver dag!
Lige nu er Kirstine og jeg igang med at läre 10 af de äldre elever en dans. Det gär faktisk rigtig godt med at läre dem dansen, ogsä selvom mange af isär drengene ikke har ret meget rytme i kroppen. Det bliver fedt at skulle vise dansen til juleafslutningen den 10. december!
Vi danser til Nik og Jay, selvom jeg efterhänden har fäet en del kommentarer om, at det er direkte ondt at give börnene det indtryk at Nik og Jay er dansk musik! Det kan der väre noget om, men faktum er, at de synes det er en god sang, og det er jo det vigtigste ;)

Så er vinteren kommet til Madurai!

Varme huer og strikkede trøjer. Det er den påklædning som mange af børnene på lektiecafeen de sidste par dage har været iført! I den sidste tid har jeg sagtens kunnet mærke, at temperaturen er faldet nogle grader fra de 35-40 grader, der var i starten, til en 30-32 grader. Dog er det ikke noget, der på nogen måde har fået mig til at fryse. Jeg nyder blot, at det er nemmere at holde varmen ud. Faldet i temperaturen har dog betydet, at mange er syge og går rundt og fryser. Samtidig oplever vi i øjeblikket store regnskyl, som gør klimaet mere fugtigt og derved smittefaren større!
Jeg er lidt spændt på, om jeg er blevet så påvirket af klimaet, at jeg også begynder at fryse, når temperaturen i de kommende måneder falder yderligere. Èn ting er i hvert fald sikkert; jeg vil fryse når jeg igen står på dansk jord!


På lektiecafeen er der i øjeblikket mandefald pga sygdom og regn. Selvom inderne er lykkelige for, at de lige nu får regn og takker guderne for det, så betyder regnskyllene ofte, at der ikke kommer så mange børn på lektiecafeen.


I går samlede vi alle børnene i ét lokale og legede "afrikansk bombebold" med engelske ord. Legen går ud på, at alle står i en cirkel og hver gang man kaster bolden til en anden, skal man sige et engelsk ord. Når en person taber bolden, skal man hurtigst muligt sætte sig ned på huk. Den, der er langsomt ryger ud af legen. Da jeg kæmpede hårdt imod de hurtige børn, har jeg i dag ekstremt ømme lår!... Man må jo ofre sig for legen :P

Vi prøvede da!

JA! At tage en saree på er virkelig en udfordring. Det er ikke noget man bare lige gør! Deter i hvert fald konklusionen jeg er nået frem til efter i dag!
Kirstine og jeg havde bestemt, at vi ville bære sareer på arbejde. Vi har efterhånden haft sareer på en del gange, og mente, at vi hurtigt kunne hoppe i sådan en lille sag. Derfor brugte vi 10 minutter på at komme på sareerne inden vi tog på arbejde. Faktisk var vi ret stolte af os selv og det resultat vi var endt ud med. Glæden varede dog kort, for da vi trådte ind i computerklassen kiggede Latha (en af kvinderne fra kurset) på os, smilede og bad os derefter om at komme med hende ind i rummet ved siden af. Resultatet var tydeligvis ikke tilfredsstillende! Efter nogen tid havde Latha pakket os ud og derefter ind i det lange stykke stof. Vi forslog Latha, at hun skulle være vores personlige saree-hjælper, hvilket var en idé hun var helt med på. I hvert fald grinte hun højlydt og sagde "Thank you, thank you!". Da vi var færdige måtte vi begge indrømme, at resultatet nu var noget bedre end det vi først var endt ud med. Nu var det faktisk muligt at bevæge sig rundt i sareen og senere på dagen kunne vi løbe rundt med børnene! Det eneste, der er tilbage og sige er vel; "Vi prøvede da"!

En sprængfyldt mandag!

KFUM og K-armbånd, hønemor og ”tegn og gæt”. Det var hvad vores mandag på lektiecafeen bød på.
Stort set alle børn i Danmark kender legen ”Hønemor”. Det er i sig selv en ret simpel leg, men at forklare den til 30 indiske børn med et energioverskud ud over det sædvanlige, kan være lidt af en udfordring. Det lykkedes dog at forklare dem legen med lidt hjælp fra den eneste engelsktalende lærer på lektiecafeen og efter at have sagt ”Wait, wait, wait” de første 50 gange. 30 børn, der gik op i legen med liv og sjæl, blandet med latter og energi gav os det indtryk, at børnene syntes ganske godt om denne danske leg. Vi har efterhånden indført en del danske lege på lektiecafeen. Heriblandt kan vi nævne ”Banke Banke Bøf”, som er blevet til ”Knock knock Beef”, ”Frugtsalat”, som er blevet til ”Fruit” og ”Kædetafat”, som er blevet til ”Tiger”.

KFUM og K i Danmark har sponsoreret armbånd til de 120 børn på lektiecafeen, og det var en gave, som blev taget imod med stor glæde hos børnene. Efter få minutter havde alle børnene fået et armbånd; pigerne et rosa og drengene et grønt. Selvom nogle af børnene havde så tynde arme, at de havde problemer med at holde armbåndet på armen, så blev det problem løst ved at bruge det på overarmen i stedet og var luften efterfølgende fyldt med glæde og fascination.


Klokken 18.00 ringer klokken ind til lektielæsning og i øjeblikket er vi hos de ældste børn på lektiecafeen. Vi havde dagen forinde derfor planlagt at lege ”tegn og gæt” med dem. Børnene i de forskellige klasser er på meget forskellige niveauer, når det gælder engelsk. Nogle kan læse hele tekster, mens andre knap nok kan svare på hvor gamle de er. Af denne grund syntes vi, at ”tegn og gæt” ville være en god mellemvej. I denne leg kan alle børnene deltage aktivt og gennem leg lære enkle engelske ord som ”monkey”, ”bike” og ”window”. En af drengene, som normalt ikke er særlig god til engelsk virkede da også til at få et kæmpe selvtillidsboost af denne leg, eftersom han flere gange gættede rigtigt og tegnede så godt, at de andre hurtigt kunne se, hvad det var han tegnede.