Hvad et kamera kan gøre...

Jeg anede ikke, at man med et kamera på én dag kan få så mange smil frem!

I går deltog Kirstine og jeg i et kristent bryllup her i Madurai. Jeg blev hurtigt fascineret af de mange smukke sarier som kvinderne i kirken bar. Alle regnbuens farver var repræsenterede og det er ingen underdrivelse! Selve vielsen af parret lignede egentlig meget de vielser vi ser i Danmark. Selvfølgelig var der et indisk præg. I stedet for at bytte ringe fik bruden en helskæde af manden, som hun skulle bære indtil han en dag dør.
Under brylluppet fik vi en særlig velkomst af præsten. Det siges, at det er en ret stor ære at have hvide mennesker med til et bryllup. Det er måske også grunden til, at vi vakte så meget opsigt ved den efterfølgende bryllupsfest.
Det viede par, som ikke så særligt lykkelige ud (sandsynligvis fordi ægteskabet var arrangeret), stod i 2 timer og fik taget billeder sammen med alle bryllupsgæsterne. Imens dette foregik kunne gæsterne få noget at spise. Menuen var diverse krydrede ris-retter, serveret på et bananblad! Spisningen foregik i mine øjne meget mekanisk, men det er måske ikke så underligt når der var mødt 1000 bryllupsgæster op!


Der hvor kameraet kommer ind i billedet var da en far til en lille pige insisterede på at få lov til at tage et billede af os sammen med den lille pige. Da billedet, efter diverse tekniske prøvelser var taget var de allesammen meget begejstrede, og da billedet var taget med mit kamera insisterede de på at vi skulle fremkalde billedet og sende det til den adresse de havde skrevet på en gammel regning :)

Senere samme dag gik Kirstine og jeg ned på markedet for at købe tøj. Dét at købe tøj, rettere sagt en dragt kaldet en "tudika" er i sig selv en kæmpe oplevelse ig i særdeleshed udfordring. For det første er alt tøjet pakket i poser, så du ikke selv kan gå rundt og kigge, sådan som vi gør det i Danmark. For det andet er der 10 ekspedienter som alle sammen står med store øjne og glor på en.
Mens Kirstine var inde i prøverummet begyndte pigerne som arbejdede i butikken af spørge til mit navn, hvor jeg kom fra osv. De mente, at jeg havde nogle smukke øjne, men jeg ville nu give alt for et par store mørkebruneøjne som deres :) Pludselig spurgte en af pigerne om jeg havde et kamera. Da jeg fandt det frem begyndte de at skrige og blev helt vilde. De stillede op til det ene foto efter det andet. Efter hvert billede stimlede de sammen om kameraet, hvor efter de fnisende begyndte at grine og smile over hele ansigtet. Også her mente de, at jeg skulle udprinte billederne og komme forbi med dem.

Men historien om kameraet er ikke færdig endnu. Samme aften skulle vi nemlig besøge "The Boys Home" i Madurai. Her boede 25 drenge i alderen 8-17 år. Alle boede de her fordi de kun havde én eller ingen forældre. Det var en flok glade, men generte drenge, som tog imod med velkomstkranse. Efter at have hørt dem synge og en rundvisning på stedet fik vi lov til at sidde og læse lektier sammen med dem. Nogle drenge var mere flittige end andre, men det er heller ikke nemt for en 10-årig at koncentrere sig, når der kommer 4 europæiske piger og forstyrrer dem :) Jeg hjalp en dreng med engelsk. Han var meget ihærdig og prøvede igen og igen at få ordene til at ligge rigtigt i munden. Han skulle testes i engelsk dagen efter og man kunne derfor godt fornemme en vis nervøsitet. En anden dreng lærte jeg ti-tabellen og hvordan man siger årstal. Han var ikke særligt gammel og jeg var derfor overrasket over at han var så opsat på at kunne det hele udenad.
Da jeg hev mit kamera frem for at tage et billede blev de helt vilde og stimlede sammen for at få taget et billede af dem. De var storsmilende og pludselig havde den ellers så gernerte forsamling ændret sig til en flok vilde drenge :)


I morgen skal vi ud til den lektiecafé hvor Kirstine og jeg skal arbejde! Det bliver spændende langt om længe at se stedet...