Her til morgen deltog jeg i min første yoga time sammen med Kirstine og de to tyske piger vi er sammen med her på YMCA-hotellet. Lektionen startede kl 6.30, hvorfor vi må have lignet en flok meget trætte piger, der kom ind i yoga-lokalet. Vi havde fået det indtryk, at der var en del, der deltog i yoga-lektionen, men det viste sig, at det kun var os 4, der mødte op. Det var jeg ikke helt tilfreds med, da jeg så ikke havde nogen at kunne gemme mig bag :)
På forhånd vidste jeg godt, at mine mange år som fodbold- og volleyballspiller ikke har gjort mig videre smidig, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være så stiv i kroppen! Det var nærmest helt pinligt :)
Vores yogalærer lagde ud med nogle åndedrætsøvelser efterfulgt af diverse øvelser, som skulle løsne op i vores trætte kroppe. Jeg havde ingen problemer med at være med på det plan. Det var ganske passende til mig. Men da han begyndte på stillinger som lotusstillingen (fødderne skal ligge på modsatte lår) og palmestillingen, blev det straks sværere! Min lærer smilede flere gange overbærende til mig og kunne vidst godt se, at han og jeg var på to forskellige niveauer når det gælder yoga!
Grunden til at mange indere dyrker yoga er, at det er i et hinduistisk ritual. Det er ikke blot en kropslig, men også en åndelig træning. Selvom yoga på mange måder godt kunne minde om almindelig gymnastik, gjorde vores lærer meget ud af, at vi ikke skulle skifte stilling hurtigt, men derimod tage os god tid til at tage hænder ned, trække vejret dybt og ikke lave nogen pludselige bevægelser! Yoga er en meget gammel tradition i Indien og mange af de efterligninger af yoga, som man ser i Vesten, har ikke noget med yoga at gøre.
For mit vedkommende skal yoga helt klart prøves igen! Hvem ved om jeg måske kunne gå hen og blive helt smidig mens jeg er i Indien!? Der er dog ingen tvivl om, at jeg foretrækker de sportsgrene der, indebærer en bold, løb eller lign.!
mandag den 14. september 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar