"Knock Knock Beef"

Så er første arbejdsdag på lektiecafeén overstået. Det var noget af en omgang! Jeg er helt ør i hovedet og udmattet i kroppen efter at have tilbragt 4 ½ time i selskab med 120 børn og unge fra slummen i Madurai.

Da vi kom ud til lektiecafeén var børnene endnu ikke kommet. I stedet sad en flok unge/voksne indere i computerlokalet for at modtage computerundervisning. Før Kirstine og jeg vidste af det var vi blevet midtpunkt i denne forsamling. De spurgte ind til alverdens ting, roste os, lavede sjov med os og grinede generelt meget :) Dog var det ufatteligt svært at forstå deres, "lokal-english", som de selv kalder det, pga det lille ordforråd og den stærke indiske accent. Vi prøvede os frem og gjorde en ihærdig indsats for at forstå ,hvad de sagde, og det lykkedes da også for det meste at få en mening frem

Kl 17 kom børnene til lektiecafeén. I løbet af 30 sek. stod der en flok på 30 børn omkring os. Alle ville de trykke vores hånd og flere gange mærkede jeg en lille hånd gribe fat i mit bukseben for ikke at falde omkuld. Børnene fra ca. 5-14 år stod bogstaveligt oveni hinanden og alle var de lige ivrige efter bare et enkelt håndtryk. Sådan fortsatte det resten af dagen. Hver eneste gang et af børnene så sit snit til det rakte han/hun sin hånd frem og sagde "Hallo" eller "Hej". Man kan ikke andet end at sende et stort smil tilbage når det sker :)

Efter at have overstået den første bølge af hænder, der ville trykkes, begyndte vi at kaste en bold rundt mellem børnene, men efter noget tid blev kredsen af børn for stor til at det kunne fungere. I stedet splittede vi op. Jeg begyndte at sjippe med nogle af de store piger. Hvis jeg selv skal sige det, var jeg faktisk ret god ;)

På et tidspunkt spurgte nogle af de store piger, om ikke vi havde en leg. Det første vi kunne komme på var "Banke Banke Bøf", som på engelsk blev til "Knock Knock Beef". Det fungerede overraskende godt ud fra det faktum, at der der var vilde 13 årige drenge og 6 årige forsigtige piger blandt de børn, som var med i legen. Ikke overraskende var det ofte Kirstine og jeg som blev valgt til at skulle løbe en runde,- men hvad havde vi regnet med? Måske kommer jeg alligevel ikke helt ud af form hernede ;)

Kl 18 skulle børnene ind for at modtage undervisning. I starten af hver undervisningstime får børnene en lille snack, ofte i form af bønner eller lign. De får det lille mellemmåltid, fordi de ellers ikke får noget at spise fra middagsmad til klokken elleve om aftenen. Forældrene arbejder nemlig indtil sent på aftenen. Børnene kommer på lektiecafeén for at få noget ud af eftermiddagen/aftenen, da deres forældre ikke er hjemme til at tage sig af dem.

Kirstine og jeg skulle sidde sammen med de yngste af eleverne . Vores arbejde stod denne dag i at skulle være hjælpelærere i engelskundervisningen. Vi satte os på gulvet sammen med børnene. Lynhurtigt havde flere af børnene åbnet deres engelskbøger med alfabetet, billeder af mennesker, dyr og ting, småsætninger som "Good morning teacher"og "My name is..." osv. og viste dem stolt frem. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. så jeg startede med alfabetet, hvilket de 7 børn jeg koncentrerede mig om, var ret gode til. I munden på hinanden skreg de: "A, B, C, D..." men den accent en lille inder på 6 år nu engang har. De var alle meget aktive og man kunne høre entusiasmen. Da jeg gik over til at spørge om deres navne, var det lige pludselig dem, der skulle til at lære mig, hvordan man vender tungen rigtigt! At lære indiske navne kan i sig selv være en ret stor udfordring!...

Kirstine og jeg kom begge udmattede hjem til hotellet. Det har været en hård dag, en forvirrende dag, men også en dag, hvor jeg har haft ondt i kinderne fordi jeg har smilet så meget. De store sorte øjne er slet ikke til at stå for, og jeg er sikker på, at jeg flere gange i fremtiden vil komme hjem til hotellet med ømme kinder!