Det er mørkt, og jeg er færdig med dagens arbejde på lektiecafeen. Endnu en god dag er ovre ,og jeg trænger mest af alt til at komme hjem og få et tiltrængt bad. Jeg sætter mig ind i rickshawen. Chaufføren sætter den spruttende motor igang og kører ud på vejen. Jeg får lidt støv i øjnene fra den støvede vej i Muthupatty. Det varer ikke længe inden vi er ude af slumområdet og kører på større og mere asfaltterede veje. Chaufføren holder tilbage for toget. Folk kigger, nærmest stirrer på mig. Toget, det lange, lange tog, suser forbi. Bommen bliver åbnet og motorcykler, biler, cyker og fodgængere myldrer ind og ud mellem hinanden. Det er som om, at der er blevet sat gang i et stort løb, hvor det gælder om at komme først forbi bummen. Det er et stort kaos og midt i dette kaos befinder jeg mig.
Selvom der er mørkt og kaos, og selvom jeg sidder gemt inde bag rickshawens gule vægge er der alligevel personer, som når at se mig, og i et splitsekund når de at råbe "Hej" eller sige "wow". Selvom det er hverdag for mig, bliver jeg hver gang forundret over, hvordan det kan lade sig gøre for dem at få øje på mig.
Vi kommer nærmere og nærmere centrum. Trafikken bliver tættere og tættere. Duften af Indiens krydderier afløses af lugten fra rådden frugt, som blandes med sod og støv fra vejen. Vi forbipasserer et gadekøkken. Duften af den indiske mad og lugten af friture gør mig sulten.
Vi kører over broen. Bakken er stejl og vi passerer en gammel mand, som skubber sin cykeltrailer med et kæmpe læs op over bakken. Den krumme ryg, det grå hår og den benede krop er ikke til at tage fejl af. Han er gammel, meget gammel, og har formentlig lavet dette arbejde de sidste 40 år af sit lange liv! Den første tanke, der melder sig er "Du er for gammel til det der! Du burde sidde på et plejehjem!" Han er ikke engang halvejs oppe ad bakken, og selv rickshawen begynder at tabe fart.
Reklameskilte, dyt og båt, et næsten fuldendt sammenstød og en politimand, der forsøger at styre trafikken. Forskellige tempoer vævet ind i hinanden. Farten, der sættes op og ned. En lille pige, der vinker. Nogen råber. Endnu et the-køkken. Farverne, lydene og duftene. Man er ikke i tvivl: Dette er Indien
Selvom der er mørkt og kaos, og selvom jeg sidder gemt inde bag rickshawens gule vægge er der alligevel personer, som når at se mig, og i et splitsekund når de at råbe "Hej" eller sige "wow". Selvom det er hverdag for mig, bliver jeg hver gang forundret over, hvordan det kan lade sig gøre for dem at få øje på mig.
Vi kommer nærmere og nærmere centrum. Trafikken bliver tættere og tættere. Duften af Indiens krydderier afløses af lugten fra rådden frugt, som blandes med sod og støv fra vejen. Vi forbipasserer et gadekøkken. Duften af den indiske mad og lugten af friture gør mig sulten.
Vi kører over broen. Bakken er stejl og vi passerer en gammel mand, som skubber sin cykeltrailer med et kæmpe læs op over bakken. Den krumme ryg, det grå hår og den benede krop er ikke til at tage fejl af. Han er gammel, meget gammel, og har formentlig lavet dette arbejde de sidste 40 år af sit lange liv! Den første tanke, der melder sig er "Du er for gammel til det der! Du burde sidde på et plejehjem!" Han er ikke engang halvejs oppe ad bakken, og selv rickshawen begynder at tabe fart.
Reklameskilte, dyt og båt, et næsten fuldendt sammenstød og en politimand, der forsøger at styre trafikken. Forskellige tempoer vævet ind i hinanden. Farten, der sættes op og ned. En lille pige, der vinker. Nogen råber. Endnu et the-køkken. Farverne, lydene og duftene. Man er ikke i tvivl: Dette er Indien
Ja, sådan er det! Lige præcist sådan er det. Jeg håber, I nyder at ungdomsrejsen er dernede og har fået snakket lidt dansk og guffet noget slik.
SvarSletMange hilsner Lene