Jeg er forelsket i Indien! I løbet af en måned er jeg faldet pladask for dette land. For hver dag jeg tilbringer i Indien bliver jeg mere og mere overbevist om, at det for mig var det helt rigtige valg at tage til Indien. Jeg kan lide maden, jeg elsker mit arbejde med børnene, jeg er vild med kulturen og jeg kan ikke få nok af farverne og folkets varme. Småproblemer i hverdagen kommer aldrig til at fylde mere end de gør, fordi det er umuligt at lade dem overskygge glæden ved at være her.
Jeg har ikke været på arbejde på lektiecafeen siden fredag i sidste uge og jeg savner allerede at være der. Jeg savner at lege med børnene, snakke med kvinderne og lære fra mig. Hvordan skal det ikke gå, når jeg kommer hjem til Danmark?
Fra mandag til fredag besøgte Kirstine og jeg sammen med tyskerne 2 tyske volotører i Chennai. Chennai er Indiens fjerde største by med 6,5 mio indbyggere, hvilket man godt kunne mærke. I Madurai bor der "kun" 1,3 mio. mennesker, men man kan tydeligt mærke, at Madurai er en lille by i forhold til Chennai. Madurai er meget traditionel og hyggelig, hvorimod Chennai er langt mere moderne.
Det var mærkeligt pludselig at opdage at trafiklysene faktisk fungerede, at folk faktisk holdt tilbage når der var rødt, og at hornet slet ikke blev brugt lige så meget som vi er vant til. Jeg kom helt til at savne lydene af "båt bååååt" og "dyt dyyyt" som jeg plejer at falde i søvn til. Desuden fangede jeg mig selv i at tænke, at det var kedeligt at køre i rickshawk i Chennai. Folk kørte ikke ud mellem hinanden, og der var slet ikke det samme kaos. Igen: Hvordan skal det ikke blive når jeg kommer hjem til de lange kedelige veje i Danmark, hvor trafikken bare kører i lige linjer? Det bliver noget af en omvæltning :)
Det var nogle gode dage vi havde i Chennai. Selve byen har ikke de store turistatraktioner, hvorfor vi valgte kun at bruge 1 dag på sightseeing i byen. Vi så Tamilnadus regeringsbygning, retten, en kirke, nogle templer og ikke mindst Marina Beach, som vi brugte en del tid ved. Det var fedt endelig at se vand igen. Vi fik gennemblødte tutikkaer, men det var det hele værd for at få dyppet fødderne.
Indiere bygger ikke sandslotte, hvorfor vi jo selvfølgelig var nødt til at vise dem, hvordan man gør det! Til at starte med var der et par stykker, der stod og kiggede på mens de helt sikkert tænkte: "Dumme turister". Vi sad nemlig 6 mennesker på hug og gravede i sandet. Det må have set ret dumt ud fra en inders synspunkt. Efterhånden samlede sig en flok omkring os. Jeg tror, at de til sidst forstod meningen med det var vi lavede, og jeg håber, at de tager ideen til sig. Det kunne være fedt at være en af dem, der lærte inderne at bygge sandslotte! :)
Dag 2 i Chennai brugte vi på en tur til Mamalampuram lidt uden for Chennai. Her så vi en del templer, stranden, en silkefabrik, en forlystelsespark og nogle gamle monumenter. Det var en rigtig hyggelig dag. På billedet nedenunder står Kirstine og jeg ved et træ ved et templet. I træet hænger par, som skal have et barn, en lille kasse i træet. Når de gør det, kan de ønske at deres barn enten bliver en dreng eller en pige. Det er en indisk tradition, som vi har set ved flere templer her i Sydindien.
I løbet af dagene blev det klart for os alle, at Madurai og vores hotel her i Madurai virkelig er vores andet hjem! Vi begyndte virkelig at savne vores værelser, folkene på hotellet og ikke mindst byen. Jeg føler efterhånden at jeg kan finde rundt i Madurai og det føles virkelig som om at Madurai er mit andet hjem!
Dét at kunne kalde et sted i Indien for ens "hjem", synes jeg i sig selv er vildt fedt! Det vidner om, hvor godt jeg har det her i Indien, men også om, hvor godt vi er blevet taget imod. Folk har tilbudt mig Indien som mit hjem, og jeg har gladeligt taget imod dette fantaistiske tilbud!
Selvom der kun er gået 1/4 af tiden nu, så ved jeg allerede nu at det bliver hårdt at skulle rejse herfra. - Men det er kun en endnu større grund til at nyde hver eneste dag hernede endnu mere! :)
Jeg har ikke været på arbejde på lektiecafeen siden fredag i sidste uge og jeg savner allerede at være der. Jeg savner at lege med børnene, snakke med kvinderne og lære fra mig. Hvordan skal det ikke gå, når jeg kommer hjem til Danmark?
Fra mandag til fredag besøgte Kirstine og jeg sammen med tyskerne 2 tyske volotører i Chennai. Chennai er Indiens fjerde største by med 6,5 mio indbyggere, hvilket man godt kunne mærke. I Madurai bor der "kun" 1,3 mio. mennesker, men man kan tydeligt mærke, at Madurai er en lille by i forhold til Chennai. Madurai er meget traditionel og hyggelig, hvorimod Chennai er langt mere moderne.
Det var mærkeligt pludselig at opdage at trafiklysene faktisk fungerede, at folk faktisk holdt tilbage når der var rødt, og at hornet slet ikke blev brugt lige så meget som vi er vant til. Jeg kom helt til at savne lydene af "båt bååååt" og "dyt dyyyt" som jeg plejer at falde i søvn til. Desuden fangede jeg mig selv i at tænke, at det var kedeligt at køre i rickshawk i Chennai. Folk kørte ikke ud mellem hinanden, og der var slet ikke det samme kaos. Igen: Hvordan skal det ikke blive når jeg kommer hjem til de lange kedelige veje i Danmark, hvor trafikken bare kører i lige linjer? Det bliver noget af en omvæltning :)
Det var nogle gode dage vi havde i Chennai. Selve byen har ikke de store turistatraktioner, hvorfor vi valgte kun at bruge 1 dag på sightseeing i byen. Vi så Tamilnadus regeringsbygning, retten, en kirke, nogle templer og ikke mindst Marina Beach, som vi brugte en del tid ved. Det var fedt endelig at se vand igen. Vi fik gennemblødte tutikkaer, men det var det hele værd for at få dyppet fødderne.
Indiere bygger ikke sandslotte, hvorfor vi jo selvfølgelig var nødt til at vise dem, hvordan man gør det! Til at starte med var der et par stykker, der stod og kiggede på mens de helt sikkert tænkte: "Dumme turister". Vi sad nemlig 6 mennesker på hug og gravede i sandet. Det må have set ret dumt ud fra en inders synspunkt. Efterhånden samlede sig en flok omkring os. Jeg tror, at de til sidst forstod meningen med det var vi lavede, og jeg håber, at de tager ideen til sig. Det kunne være fedt at være en af dem, der lærte inderne at bygge sandslotte! :)
Dag 2 i Chennai brugte vi på en tur til Mamalampuram lidt uden for Chennai. Her så vi en del templer, stranden, en silkefabrik, en forlystelsespark og nogle gamle monumenter. Det var en rigtig hyggelig dag. På billedet nedenunder står Kirstine og jeg ved et træ ved et templet. I træet hænger par, som skal have et barn, en lille kasse i træet. Når de gør det, kan de ønske at deres barn enten bliver en dreng eller en pige. Det er en indisk tradition, som vi har set ved flere templer her i Sydindien.
I løbet af dagene blev det klart for os alle, at Madurai og vores hotel her i Madurai virkelig er vores andet hjem! Vi begyndte virkelig at savne vores værelser, folkene på hotellet og ikke mindst byen. Jeg føler efterhånden at jeg kan finde rundt i Madurai og det føles virkelig som om at Madurai er mit andet hjem!
Dét at kunne kalde et sted i Indien for ens "hjem", synes jeg i sig selv er vildt fedt! Det vidner om, hvor godt jeg har det her i Indien, men også om, hvor godt vi er blevet taget imod. Folk har tilbudt mig Indien som mit hjem, og jeg har gladeligt taget imod dette fantaistiske tilbud!
Selvom der kun er gået 1/4 af tiden nu, så ved jeg allerede nu at det bliver hårdt at skulle rejse herfra. - Men det er kun en endnu større grund til at nyde hver eneste dag hernede endnu mere! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar