Danskere, 125 år og Happy Dewali!

Den sidste tid er gået utrolig stærk! Dagene er bare fløjet afsted og inden jeg har fået set mig om er der gået endnu en uge. Det vidner dog bare om, hvor meget jeg oplever hver dag! :)

I uge 42 var KFUM og K's Ungdomsrejse med 1 mand og 9 piger på besøg her i Madurai! De skulle se YMCA's forskellige projekter og ikke mindst besøge lektiecafeén som KFUM og K i Danmark støtter. Det var nogle hektiske dage med fuldt program! Heldigvis var det en flok søde danskere, så det var kun dejligt at tilbringe så meget tid sammen med dem. Det lod også til, at de alle var glade for at være her og fik nogle gode og tankevækkende oplevelser med hjem i bagagen. Vi var utroligt glade for at høre lidt hjemmefra, snakke dansk igen og for at få lov til at dele ud af vores erfaringer og oplevelser fra Indien. Man får lige pludselig et helt andet syn på mange ting, når man skal til at forklare sine oplevelser til andre, og pludselig kan man genkende mange af de måder man selv reagerede på i starten i forhold til de nye indtryk i Indien. Det var nogle rigtig dejlige dage med masser af grin, snak og nye indtryk! :)


125 år! Det er så gammel YMCA i Madurai er, og det blev fejret med at brag af en jubilæumsfest i torsdags. Til festen var der mødt cirka 300 gæster op, hvoraf nogle af dem kom helt fra USA og Europa. De to tyske volontører, Kirstine og jeg var alle blevet inviteret til denne fest og skulle derfor bære vores pæne sareer for første gang. Da vi ikke selv kunne komme i dem, måtte vi hver have en kvinde til at hjælpe os med at få dem på, og det tog sin tid! Det tog op imod en halv time inden vi alle fire stod klar i vores sareer,- tilgængæld var vi ret flotte, så det var umagen værd! Faktisk er det slet ikke så slemt at have saree på som jeg først regnede med. Når først man kommer over skrækken for at skulle vise maveskind og lærer hvordan man skal gå uden at skvatte i stoffet når man går op af trapper, så kan det godt lade sig gøre! Inden jeg tog til Indien var jeg ret overbevist om, at det ville være umuligt for mig at bære en saree, fordi jeg ville have svært ved at bevæge mig. Jeg er stadig af den holdning, at en saree ikke er det mest praktiske tøj man kan iføre sig, men det er lettere end jeg troede! Ingen tvivl om det!


Jubilæumsfesten bød på masser af taler fra de fremmødte æresgæster. Derudover var der masser af dans fra børnene fra skolen for de mentalt handicappede og skolen for de hørehæmmede. Der er især én af dansene, der har sat sig fast i min hukommelse: En flok hørehæmmede drenge dansede synkront til en Michael Jackson sang med alle de "moves" der nu hører sig til og med et sceneshow der var i top, vel og mærke uden at de kunne høre musikken! Det eneste de havde at gå efter var deres danselærer, som sad og lavede nogle fakter foran dem. Det var ret imponerende og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og måbe :)

Hvad jul er for os danskere det er Dewali for inderne. Det er vidst sådan man bedst kan beskrive, hvor vigtig gårsdagens Dewali er for inderne! Selve festivalen er en lysfestival, hvor man tænder masser af fyrværkeri, giver gaver, køber nyt tøj, samles i familien og spiser god mad. I ugen op til Dewali har gaderne her i Madurai været, om muligt, mere overbefolkede end de plejer, fordi alle har shoppet gaver og tøj til Dewali. Man har ikke været i tvivl om at hinduernes største festival har været lige rundt om hjørnet.


Åbenhed og varme er vidst det, der bedst beskriver den familie vi fejrede Dewali hos i går. Hver gang vi har været i tempelmarkedet her i Madurai har vi næsten hver gang handlet med den samme kvinde, "Sister" som vi kalder hende og hendes mand. De er begge utroligt søde og snaksaglige, og uden at tøve inviterede de os til at fejre Dewali i deres hjem med deres familie. Det ville svare til, at man inviterede nogle vildt fremmede mennesker til juleaften i Danmark. Faktisk kan det slet ikke sammenlignes, for en dansker ville aldrig gøre sådan. Indere er helt igennem unikke på det punkt. Vi blev inviteret til den fest, der betyder mest for dem, hvilket viser hvor helt igennem åbenhjertede de er.

Med det samme jeg trådte ind i deres hus kunne jeg mærke den varme, der bare omslutter disse fantastiske mennesker. Vi blev taget imod med smil og "Vanakam"og blev budt indenfor i deres hjem som var vi en del af familien.

"Sister" havde købt gaver i form af nye sareer til os og den skulle vi naturligvis bære denne dag. De hjalp os i tøjet og lavede håndmalet henna på vores hænder. Vi blev budt på thai og middagsmad. Vi modtog kys fra hendes børn og snakkede i timevis med familien. Det var virkelig en stor oplevelse at opleve så stor en gæstfrihed og åbenhed og det var en ære at stå lige midt i det!