En lille miniferie i ny og næ der heldigvis mulighed for i YMCA i Madurai. Derfor udnyttede Kirstine og jeg muligheden til at besøge vores kontaktperson her i Indien, Nikolaj, og hans familie.Nikolaj bor i byen Tiruvannamalai i den nordlige del af Tamilnadu, hvor han arbejder for Danmission. Sammen med sine medarbejdere forsøger han at skabe dialog mellem mennesker fra forskellige religioner og kulturkredse. I mine øjne er det et utroligt godt og vigtigt projekt, og for mig at se er Tiruvannamalai den helt rigtige by at starte en sådant projekt op i. Denne by er nemlig langt mere spirituel end Madurai.
Pilgrimme fra Indien så vel som Vesten, valfarter dagligt til denne by, og én gang om året kommer cirka 1 million pilgrimme til byen for at være med til at tænde en flamme på toppen af det bjerg, som byen ligger op ad. Dette bjerg er i sig selv en del af grunden til, at denne by er så spirituel som den er. Bjerget siges nemlig at være manifestationen af Shiva, ødelæggelse- og ildguden, selv. Historien går på, at de 3 store guder indenfor hinduismen; Brahman, Shiva og Vishnu, kæmpede om hvem, der var den stærkeste. Shiva lavede en kæmpe ildsøjle, som gik fra jorden til himlen og sagde, at den af de to andre, der kunne finde ud af, hvor ildsøjlen startede og sluttede ville være den stærkeste. Vishnu lavede sig om til en fugl og fløj op, mens Brahman lavede sig til et dyr, der kunne grave sig ned i jorden. Ingen af de to kunne dog finde ud af, hvor ildsøjlen startede og sluttede, hvorved ildsøjlen forstenede og blev til det bjerg byen nu ligger op ad.
Når Kirstine og jeg ser hvide mennesker i Madurai er det altid en overraskelse. Sådan var det ikke i Tiruvannamalai. Denne by er tiltrækningsmagnet for mange vesterlændinge, der ønsker at meditere og finde ind i sig selv. Lige meget hvor i byen vi befandt os så vi vesterlændinge, men det var også tydeligt for os, at de på ingen måde var der som turister. De var der derimod af helt andre grunde.
Mens vi var i Tiruvannamalai boede vi på Quo Vadis, som er det dialogcenter Danmission har i byen. Stedet havde en helt speciel stemning, og man var ikke i tvivl om at dette sted havde hjerte og sjæl. Efter et halvt døgn på centeret følte man sig nærmest hjemme, og det samme gjorde de folk, der kom til centeret.
Lige så hjemme som vi følte os på Quo Vadis, lige så hjemme følte vi os hos Nikolaj. Vi blev taget imod med åbne arme af hans kone og to sønner, hvilket var enormt dejligt. Anna, Nikolajs kone tog os en morgen med op på bjerget. Herfra kunne man se en enormt smuk udsigt ud over det store tempel i Tiruvannamalai. Dagene hos Nikolaj bød også på swimmingpool, besøg af en flok amerikanere, besøg i templet og diverse små cafeer og butikker.
Mandag morgen tog vi med Nikolaj til Pondicherry som er en tidligere fransk koloniby, hvilket man tydeligt kan se på byen. Husene er bygget i kolonistil, gaderne er planlagte og langs vandet var der nærmest en form for middelhavsstemning.
Ikke langt fra Pondicherry ligger byen "Auroville", som er en by, der ikke eges af nogen og som bygger på "The Mother's" principper som selvforsyning, økologi og selvindsigt. "The Mother" var en fransk kvinde, som levede i et ashram i Pondicherry, og som havde en vision om at bygge en by, som udelukkende bygger på de førnævnte principper. Projektet er forholdsvis nyt, hvorfor indbyggertallet endnu ikke er kommet op på det ønskede antal, men det er godt på vej. Det er der slet ingen tvivl om!
Vi fik en rundvisning inde i Auroville, som ikke mindst bød på mødet med en enorm bygning som bruges til meditation af byens indbyggere. Bygningen beskrives bedst som en stor golfkugle lavet i guld. Jeg synes personligt, at den var utroligt smuk, og når man har været inde i den er den så uendeligt meget smukkere! Inde i kuglen er alt hvidt, og selve meditationslokalet oplyses udelukkende af verdens (eftersigende) største krystal, som rammes af solens stråler igennem et lille hul i loftet. I meditationslokalet skulle der være total stilhed, hvilket var lidt af en udfordring, da en hver lille bevægelse forstyrrede en selv så vel som de andre. Det var en kæmpe oplevelse at sidde i det lokale, se på den smukke krystal og bare nyde stilheden. Auroville er helt sikkert et sted, som varmt kan anbefales!
Selvom jeg var syg under hele turen var det rigtig dejligt at være afsted. Det var dejligt at komme lidt uden for Madurai og ikke mindst at se Nikolaj igen! :)
Pilgrimme fra Indien så vel som Vesten, valfarter dagligt til denne by, og én gang om året kommer cirka 1 million pilgrimme til byen for at være med til at tænde en flamme på toppen af det bjerg, som byen ligger op ad. Dette bjerg er i sig selv en del af grunden til, at denne by er så spirituel som den er. Bjerget siges nemlig at være manifestationen af Shiva, ødelæggelse- og ildguden, selv. Historien går på, at de 3 store guder indenfor hinduismen; Brahman, Shiva og Vishnu, kæmpede om hvem, der var den stærkeste. Shiva lavede en kæmpe ildsøjle, som gik fra jorden til himlen og sagde, at den af de to andre, der kunne finde ud af, hvor ildsøjlen startede og sluttede ville være den stærkeste. Vishnu lavede sig om til en fugl og fløj op, mens Brahman lavede sig til et dyr, der kunne grave sig ned i jorden. Ingen af de to kunne dog finde ud af, hvor ildsøjlen startede og sluttede, hvorved ildsøjlen forstenede og blev til det bjerg byen nu ligger op ad.
Når Kirstine og jeg ser hvide mennesker i Madurai er det altid en overraskelse. Sådan var det ikke i Tiruvannamalai. Denne by er tiltrækningsmagnet for mange vesterlændinge, der ønsker at meditere og finde ind i sig selv. Lige meget hvor i byen vi befandt os så vi vesterlændinge, men det var også tydeligt for os, at de på ingen måde var der som turister. De var der derimod af helt andre grunde.Mens vi var i Tiruvannamalai boede vi på Quo Vadis, som er det dialogcenter Danmission har i byen. Stedet havde en helt speciel stemning, og man var ikke i tvivl om at dette sted havde hjerte og sjæl. Efter et halvt døgn på centeret følte man sig nærmest hjemme, og det samme gjorde de folk, der kom til centeret.
Lige så hjemme som vi følte os på Quo Vadis, lige så hjemme følte vi os hos Nikolaj. Vi blev taget imod med åbne arme af hans kone og to sønner, hvilket var enormt dejligt. Anna, Nikolajs kone tog os en morgen med op på bjerget. Herfra kunne man se en enormt smuk udsigt ud over det store tempel i Tiruvannamalai. Dagene hos Nikolaj bød også på swimmingpool, besøg af en flok amerikanere, besøg i templet og diverse små cafeer og butikker.
Mandag morgen tog vi med Nikolaj til Pondicherry som er en tidligere fransk koloniby, hvilket man tydeligt kan se på byen. Husene er bygget i kolonistil, gaderne er planlagte og langs vandet var der nærmest en form for middelhavsstemning.
Ikke langt fra Pondicherry ligger byen "Auroville", som er en by, der ikke eges af nogen og som bygger på "The Mother's" principper som selvforsyning, økologi og selvindsigt. "The Mother" var en fransk kvinde, som levede i et ashram i Pondicherry, og som havde en vision om at bygge en by, som udelukkende bygger på de førnævnte principper. Projektet er forholdsvis nyt, hvorfor indbyggertallet endnu ikke er kommet op på det ønskede antal, men det er godt på vej. Det er der slet ingen tvivl om!
Vi fik en rundvisning inde i Auroville, som ikke mindst bød på mødet med en enorm bygning som bruges til meditation af byens indbyggere. Bygningen beskrives bedst som en stor golfkugle lavet i guld. Jeg synes personligt, at den var utroligt smuk, og når man har været inde i den er den så uendeligt meget smukkere! Inde i kuglen er alt hvidt, og selve meditationslokalet oplyses udelukkende af verdens (eftersigende) største krystal, som rammes af solens stråler igennem et lille hul i loftet. I meditationslokalet skulle der være total stilhed, hvilket var lidt af en udfordring, da en hver lille bevægelse forstyrrede en selv så vel som de andre. Det var en kæmpe oplevelse at sidde i det lokale, se på den smukke krystal og bare nyde stilheden. Auroville er helt sikkert et sted, som varmt kan anbefales!
Selvom jeg var syg under hele turen var det rigtig dejligt at være afsted. Det var dejligt at komme lidt uden for Madurai og ikke mindst at se Nikolaj igen! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar