Christinas rejse IND I EN anden verden

Uforglemmelige mäneder!

2009-12-14T22:20:00.000-08:00

Sä er der kun 3 normale arbejdsdage tilbage för det for alvor gär lös med juleräs, besög af Kirstines familie og käreste og ikke mindst backpacking! Det er märkeligt, at 4 mäneder nästen er gäet, for selvom det föles som hundrede är siden vi landede i Madurai og förste gang mödte börnene, sä er tiden flöjet afsted. Jeg er blevet mange uforglemmelige oplevelser rigere. Oplevelser som jeg aldrig ville have väret foruden. Alle börnene, computereleverne, lärerne og staff har efterhänden fäet en helt speciel plads i mig. Det er svärt at forklare, hvad det helt präcist er for en fölelse jeg rejser herfra med. Det er en fölelse af at have givet lidt af mig selv for sä at have fäet det mere end dobbelt igen. Deres äbenhed, ärlighed og overskud er noget som jeg sent vil glemme. Og det er noget som jeg vil pröve at tage til mig til Danmark, da jeg tror at bäde danskerne og jeg som person kan läre af meget af det.

Jeg täller lige nu dage ned til at skulle backpacke. Det bliver fedt at opleve andre og nye sider af Indien. I 1 mäned kommer jeg til at leve i en rygsäk. Jeg skal ud og ride pä elefanter. Jeg skal opleve den pulserende trafik i Delhi og Bombay. Jeg skal smage nye retter og sanse nye dufte. Jeg skal pä kamelsafari i Thar-örkenen när Parkistan. Jeg när forhäbentlig at se foden af Himalayabjergene. Jeg vil ikke altid vide, hvor jeg skal sove. Jeg skal se det smukke Taj Mahal i Agra. Jeg skal rejse over lange afstande i tog og bus. Jeg skal slikke sol pä strandene i Goa. Alt det og meget mere bliver forhäbentlig (hvis alt klapper som det skal) mit liv fra den 29. december indtil den 27. januar! Jeg gläder mig!!!

Indimellem har folk spurgt mig, hvordan Indien er, og det har väret et ekstremt svärt spörgsmäl at svare pä, fordi Indien er sä mange ting. Indien er den smukke natur, men ogsä gaderne der flyder i skrald. Indien er den rige overklasse, der lever i luksus, men ogsä den fattige familie, der lever i et skur. Indien er larm og stöj, men ogsä skönhed og smuk musik. Indien er pulserende og energisk, men imellem ogsä stillestäende. Indien er tälmodighed, men ogsä hysterisk. Indien er overskud og smil, men ogsä tomme blikke. Der er dage, hvor man hader Indien og dage, hvor man slet ikke kan fä nok. Heldigvis har der väret flest dage, hvor jeg ikke kunne fä nok og jeg vil til en hver tid rejse fra Indien med en fölelse af kärlighed til dette land.

Indimellem leger jeg med tanken om at komme tilbage til Madurai og lektiecafeen om 5-10 är, for at se, hvor vores börn nu er henne, for at se om deres drömme er blevet näet og for at se om de er blevet endnu smukkere og mere energiske end dengang i efteräret 2009. De börn vil for altid föles som mine smä indiske söskende.

Jeg har aldrig väret god til at sige farvel, og det vil jeg heller ikke väre denne gang. Allerede nu bliver jeg trist ved tanken om den 22. december, hvor vi siger farvel til börnene for sidste gang.

Mit ophold her i Indien har väret mit livs oplevelse. Jeg vil aldrig glemme de ting jeg har lärt. De ansigter jeg har set. De ord, der er blevet sagt. De kram, der er blevet givet. De smil, der er blevet modtaget. Kort sagt: Jeg vil aldrig glemme Indien!

Den söde juletid!

2009-12-06T23:58:00.000-08:00

Tilbage i august, hvor vi ankom, kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan det ville väre at holde jul her i Indien. Dengang lä det langt ude i fremtiden og det var en uhändgribelig tanke. 3 1/2 mäned er gäet og kalenderen skriver nu den 7. december og jeg stär nu midt i det indiske "jule räs". Det er dog slet ikke til at sammenligne med december mäned i Danmark. Hvis ikke jeg arbejdede i YMCA, ville jeg nästen ikke have bemärket, at det er december mäned, for det eneste der indikerer det er de fä butikker, der sälger plastikjuleträer og reklamerne for julefilm i TV.
Heldigvis arbejder jeg i YMCA, som pä deres forskellige skoler holder julearrangementer. Vi deltager i dem, og er selv med til at planlägge juleprogrammet pä lektiecafeen. Det er af denne grund vi lige nu lärer 10 af de äldrer börn en dans og med 20 andre börn synger "Mary's Boy Child". Vi er efterhänden ved at väre kommet igennem alle trinene i dansen, sä nu mangler vi bare at finpudse detaljerne og finde kostumer. Det har väret lidt af en udfordring at läre dem at danse, men det har väret mindst lige sä sjovt og lärerigt for bäde börnene og os.

Jeg skal ärligt indrömme, at jeg fra start af ikke havde ret store forventninger til, hvordan reslutatet af "Mary' Boy Child" ville blive. Heldigvis er mine lave forventinger ikke blevet indfriet, for jeg tror faktisk, at det ender ud med et ganske udemärket resultat! Börnene elsker at synge og selvom det ofte er ret svärt for dem at fä de engelske ord, som de ikke har nogen anelse om, hvad betyder, til at vende rigtigt i munden, sä synes de det er fedt at synge sammen med os. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle lege sangläre, men det er altsä endnu en profession jeg kan skrive pä mit visitkort fra Indien. Hvor god en sangläre jeg er vil jeg dog ikke udtale mig om ;) När börnene skal läre et nyt vers synger vi det altid höjt for dem og spiller det pä computeren, hvorefter vi sä i smä, smä bidder lärer dem ordene. Börnene siger, at vi synger fantastisk godt, sä det tröster jeg mig lidt ved, när jeg kan höre min stemme knäkke over ;)

Her pä hotellet har Kirstine og jeg et hjörne for os selv sammen med de to tyske volontörer, som er blevet döbt "Volonteers Corner". Vi har brugt nogle aftener pä at lave et kämpe indgangs-banner, pynte juleträ og hänge lyskäder op. Det er virkelig blevet hyggeligt og julet. Det er virkelig dejligt at have et hjörne for os selv her pä hotellet, hvor man bare kan lade dören stä äben uden at skulle tänke over, hvem der nu kunne finde pä at gä ind.

Jeg föler helt klart, at den sidste tid her i Indien, har väret den tid, hvor jeg har fäet mest ud af mit ophold hernede. Det er som om, at der er faldet mere ro over tingene, i og med, at vi er kommet helt ind pä börnene og staff og generelt bare er faldet helt til her i Madurai. For mit vedkommende hänger det nok ogsä en del sammen med, at jeg hele tiden har i baghovedet, at jeg snart skal herfra, og derfor vil have sä meget ud af den sidste tid som overhovedet muligt. Bagdelen ved, at vi er kommet sä tät ind pä livet af mange af vores lillesöstre og lillebrödre pä lektiecafeen er, at det bliver sä meget svärere at skulle herfra og sige farvel til dem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil komme til at fälde en täre eller to, när jeg vinker farvel og siger "Ta ta" til de dejlige börn for sidste gang! Tanken om at sige farvel skyder jeg dog ud af hovedet for en tid, for nu handler det om at nyde december mäned sammen med dem! :)

I sidste weekend var Kirstine og jeg sammen med tyskerne og staff i Kenyakumari, som er Indiens sydspids. Det var en enormt god tur, som böd pä alt, hvad man kunne tänke sig! Kenyakumaridistriktet er kendt for dets smukke natur.

Overalt er der forskellige slags palmer, gummiträer og smukke smä söer. Sidst men ikke mindst er der de store brede sandstrande som er omgivet af smukke palmer. At väre der var ligesom at väre i et eksotisk paradis. Det var slik for öjenene og sanserne i en grad, som jeg endnu ikke har oplevet det her i Indien. Hvis jeg skulle flytte til Indien ville jeg helt klart välge at bo her. Alt var sä roligt, samtidig med at man bare ikke kunne fä nok. At se solnedgangen ved disse strande er noget som en hver turist i Indien burde pröve!

Dagene i Kenyakumari böd pä enormt mange oplevelser. En af dagene stod vi op klokken halv seks for at köre til stranden og se solopgangen sammen med 10.000 pilgrimme, som i disse mäneder valfarter til denne hellige by. Der var en helt speciel atmosfäre omkring denne solopgang i og med, at man kunne fornemme, hvor spirituelt det var for munkene, og fordi man samtidig blev pävirket af de smukke farver fra solen.
Vi skulle selvfölgelig ogsä pröve at stä med födderne i de 3 have, som mödes ved Indiens sydspids, nemlig; Det Indiske Ocean, Det Arabiske Hav og Den Bengalske Bugt.

YMCA i Madurai har et tsunami projekt i Kenyakumari som de startede lige efter, at tsunamien i 2004 ramte Kenyakumari og slog over 100 personer ihjel. Man begyndte at bygge nye huse for, at de familier som mistede personer eller mistede deres hus, kunne fä et sted at bo. Vi var rundt og se flere af de smä landssbyer som YMCA har bygget, hvilket var ret spändende. Samtidig var det härdt og pä samme tid märkeligt at färdes lige der, hvor tsunamien ramte og slog sä mange ihjel. Jeg sä jo alle billederne pä TV og nu stod jeg der sä lige pludselig.

Dagene i Kenyakumari böd ogsä pä smukke vandfald, lysegrönne rismarker, besög i Shamila, Usha og Selvis barndomshjem, strandture og jeep-tur i en smukke natur. Heldigvis er det ikke sidste gang jeg har sat mine ben i Kenyakumari. Den 23. december skal Selvi (en af fyrene fra staff) giftes, og vi skal alle med til brylluppet :)
Siden vi kom tilbage til Madurai har vi väret i fuld gang med arbejdet. Kirstine og jeg har de sidste eftermidage sammen med börnene väret igang med at lave dekoration til lektiecafeen. Vi malede alle börnenes händer som de sä satte aftryk med pä et lagen og derefter skrev deres navn under. De synes, at det var enormt sjovt og de var alle sammen meget stolte, da vi for et par dage siden hängte det färdige resultat op :)

Jeg har desvärre ikke mere tid til at skrive, selvom der er en hel del mere at skrive om. Jeg beklager at jeg i öjeblikket ikke rigtig fär skrevet her pä bloggen, men der er bare ikke rigtig tid til det. Jeg häber, at jeg när at fä skrevet et par blogindläg inden jeg den 29. december hiver rödderne op her i Madurai og begiver mig pä backpacking med Kirstine. Den 27. januar stär jeg igen pä dansk jord! - Der er ikke länge til!

Skolebesög der satte aftryk!

2009-11-25T06:36:00.000-08:00

I gär var Kirstine og jeg pä skolebesög pä de 2 skoler, som vores börn pä lektiecafeen til dagligt gär pä. Det var virkelig en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, da jeg i löbet af fä timer fik bäde ändret og bekräftet min forstilling om det indiske skolesystem.

Skolesystemet i Indien har 1-12. klassetrin. När man har afsluttet 12. klasse gär man videre pä universiteterne. Pä den mäde minder systemet en del om det danske skolesystem. Der, hvor det adskiller sig er när det kommer til antallet af elever, "frönsegoder" og hieraki.

Pä den störste af de to skoler vi besögte, var der cirka 35-40 elever i hver klasse. Dog er der färre elever i de smä klasser, da mange foräldre bevidst holder deres börn hjemme, fordi de hellere vil have, at barnet tjener penge. Det er desvärre en skrämmende kendsgerning! For at motivere börnene til at forsätte i de höjere klasser, i stedet for at stoppe i skolen efter 9. eller 10. klasse, har regeringen gennemfört et initiativ for de fattige, der siger, at barnet fär en cykel hvis det när 11. klassetrin. Pä den ene side er der noget ved denne "frönsegode" jeg ikke bryder mig om, men när jeg ser det i en indisk synsvinkel, og särligt med henblik pä Muthupatty, sä er det mäske netop et sädan initiativ, der kan höjne uddannelsesniveauet! Det ville aldrig fungere i et land som Danmark, men när jeg ser pä pigerne i computerklassen, som er droppet tidligt ud af skolen og nu stär uden uddannelse, sä stär det klart for mig, at der skal visse initiativer pä bordet for at holde folk i skolen. Et andet initiativ som regeringen har indfört er, at en familie fär mad, hvis de sender deres börn i skole. Dette er et initiativ som fra mit synspunkt er lidt nemmere at forholde sig til.

Klassehierakiet er noget for sig selv i Indien. Hver klasse har en "leader" og en "vice leader". Mäden man välger disse pä er ved, at de som stiller op til posten holder tale, hvorefter der foretages et demokratisk valg. Klasselederen skal sörge for, at der altid er ro i klassen og "stär for undervisningen" när läreren ikke er der og krydser af hvem der er der. Derudover er der "group leaders" som har specielle ansvarsomräder. I flere af klasserne fik vi udpeget, hvem der var klasseleder. Hvordan det fungerer i praksis kunne jeg godt tänke mig at se, men mit indtryk efter skolebesöget var, at det er et system, som sikkert fungerer i Indien, hvor folk i forvejen indgär i forskellige sociale klasser. At give én elev mere magt end andre ville aldrig fungere i Danmark, men mit indtryk er, at det fungerer i Indien.

Vi startede dagen, med at besöge skolen i Muthupatty. Denne skole har 100 elever, hvoraf nästen halvdelen kommer pä lektiecafeen. Det var ret overväldende at se, hvor glade börnene blev for at se os og vi havde ikke befundet os i klasselokalet i mere end 5 sekunder för der udbröd jubel blandt de mange börn i skoleuniformer. Pä denne skole var der kun 2 klassevärelser, hvilket er ärsag til at de forskellige klassetrin er blandede. Först besögte vi de smä. De var helt oppe og köre og var meget ivrige efter at vise, hvilke redskaber de bruger i engelskundervisningen,- og jeg var positivt overrasket. Efter at have trykket omträndt 40 smä inderhänder gik vi ovenpä for at se til de store elever. Da vi trädte ind i lokalet sä vi eleverne sidde i lange räkker pä gulvet. De havde eksamen mens vi var der, sä de var ret koncentrede Dog kunne flere af dem ikke lade väre med at sidde og fnise og vinke, mens vi var der.

Efterfölgende tog vi videre til den anden skole. Pä denne skole var der 280 börn og igen var der masser af vores börn fra lektiecafeen i de forskellige klasser. Det var virkelig dejligt at fä lov at opleve, hvor de gär i skole til hverdag, da det giver en helt anden forstäelse. Jeg synes ogsä, at jeg bäde i gär og i dag har kunnet fornemme, at börnene har fölt sig tättere knyttet til os, fordi vi har vist interesse for dem og deres hverdag ved at besöge deres skole.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde ikke forestillet mig, at de havde andet end en tavle, noget kridt og en notesbog i skolerne. Heldigvis blev jeg glädeligt overrasket. I klasselokalerne fandtes laminerede kort, undervisningsspil og andre redskaber, som bruges i undervisningen.
Nogle klasselokaler lignede fuldständig dem, man kan finde i Danmark. Pä begge skoler havde de indfört et "spil", hvor barnet hver dag välger et dyr, som det kan lide denne dag. Barnet kommer sä i gruppe med de elever, som har valgt det samme dyr. Pä den mäde kommer barnet til at väre i nye grupper hver dag og fär derved nye indtryk og oplevelser fra dag til dag. I en af klasserne sä vi et "mind map" i en af elevernes böger. Det havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle se i Indien, da "mind mapping" er lig med at skulle tänke selv. Derfor var det med stor gläde jeg tog fejl. Det var fedt at se, at deres undervisningsmetoder ikke ligger sä langt fra de danske, som jeg havde frygtet. Man skal dog ikke tage fejl af Indien, for det er stadig et land, hvor dét at läre udenad uden egentlig at tänke over, hvad det er man lärer, er en metode som langt de fleste börn og lärere benytter sig af.

Generelt var skolerne meget bedre end jeg havde forestillet mig de ville väre i et slumomräde. Det er desuden tydeligt, at skolerne her nyder godt af lektiecafeens arbejde, da school drop outs er stoppet pä de to skoler.

Som at träde ind i en vestlig verden!

2009-11-19T23:46:00.000-08:00

Overskrifen for dette indläg beskriver meget godt, hvordan det var at komme til Bangalore, som er den "hotteste" by i Indien. Man er ikke i tvivl om, at denne by er under enorm indflydelse fra Vesten. Bangalore er centrum for softwareteknologi og IT, hvilket er med til at göre byen til en af de rigeste, hvis ikke den rigeste by i Indien. At folk her har penge viste sig i noget sä simpelt som trafikken. Pludselig sä vi masser af biler pä vejene, fordi folk her faktisk har räd til at köbe en bil.När vi tidligere har rejst rundt, har vi väret vant til at folk har stirret pä os, fordi vi er hvide. Denne stirren fik vi en pause fra i Bangalore, hvilket var enormt rart! Det var dejligt endelig, at kunne gä rundt pä gaden uden at föle, at man tiltrak sig alles opmärksomhed.

Noget af det förste vi sä, var MG Road (Mahatma Gandhi Road) som er mainroad i byen. Det er her alle de store butikker som Levis, Fred Perry, Lacoste, Samsung, Gucci osv osv ligger. Pga de store butikker og folks päklädning, kom vi hurtigt til at föle os ret usorinerede og slaskede, som vi gik der i vores afslappede töj. Vi er vandt til at indere gär i saree, tunika og lungies, sä det var en kämpe omvältning lige pludselig at väre omgivet af indere i cowboybukser, miniskirts, stövler og smarte toppe! Mange af dem var langt mere tjekkede i töjet end man ser det i Europa. Pludselig fölte vi os, selvom vi er vesterländinge, ret malplacerede i dette centrum af mode og penge! De kvinder vi sä i sarees kan nästen tälles pä èn händ! Det var virkelig surrealistisk at träde ind i denne vestlige oase midt i det ellers sä traditionelle Sydindien!

Vi valgte dog at udnytte situationen til at fä lidt vestlige mad indenbords! Vi fandt os en Pizza Hut, hvilket var til stor tilfredshed for os alle! :) Det var dejligt lige at fä hvilet smagslögene fra den stärke mad i et par dage.

Dagene i Bangalore gik med at se byens servärdigheder, bl.a. en stor blomsterpark, templer, et palads og de store shoppingcentre! Det var dejligt endelig at kunne fä köbt en helt almindelig t-shirt, hvilket har väret fuldständig umuligt at opstöve i Madurai og omegn! Den sidste dag i Bangalore böd ogsä pä biograf og besög pä en indisk heavy metal bar,- ja tro det eller lad väre, det findes faktisk her i Indien, hvor märkeligt det end lyder! :)

Efter 2 dage i Bangalore tog vi videre til den enormt smukke by, Mysore. Selvom denne by lige som Bangalore er präget af Vesten pga de mange turister, der valfarter til byen for at de det smukke palads, sä kan man allligevel godt fornemme, at byen ikke har den samme pulserende rytme som Bangalore. Vi besögte det smukke royale palads midt i byen, hvor en del af den kongelige familie i Karnarkata stadig bor. Som vi gik rundt i og uden for paladset var det som om, at man kunne fornemme, hvordan stemningen har väret dengang de store Maharajaer styrede landet. Dengang der stod elefanter overalt i paladset. Dengang der var liv pä markedet i paladsgärden. Dengang luften var fyldt med duften fra de stärke krydderier!

2. dag i Mysore lejede vi en chaufför, som körte os op pä en bjerg lidt udenfor byen. Her kunne vi nyde en fantastisk udsigt, se en af Indiens störste Nandier (Guden Shivas ridedyr), og se en enorm folkeskare udenfor templet, fordi Kanarkatas präsident var pä besög.

Pä vores tur tror jeg for alvor, at det gik op for mig, hvor mange kulturelle og sproglige koder vi hver dag skal knäkke. Pä togstationen forstod folk ikke, at man sagde "Madurai" med mindre man lagde trykket og det lille rul med tungen det helt rigtige sted. Pä samme mäde er det när vi i Madurai skal forklare folk, at vi arbejder i slumkvateret Muthupatty. Vi kan stä og sige "Muthupatty" pä 10 forskellige mäder, men hvis ikke vi rammer trykket helt perfekt, hjälper det ikke! Heldigvis er vi efter snart 3 mäneder her i Indien ved at have knäkket en hel del af de koder, der skal til for at hverdagen kan fungere.

Nu er vi sä tilbage i Madurai og "hverdagen", hvis man kan kalde det det, er igen igang. Jeg föler virkelig, at vi er ved at väre rigtig tätte pä mange af börnene, og jeg bliver lidt trist ved tanken om at skulle forlade dem et par dage efter den 24. december! De er efterhänden blevet som smäsöskende for mig og det bliver märkeligt at skulle undväre de mange smil hver dag!
Lige nu er Kirstine og jeg igang med at läre 10 af de äldre elever en dans. Det gär faktisk rigtig godt med at läre dem dansen, ogsä selvom mange af isär drengene ikke har ret meget rytme i kroppen. Det bliver fedt at skulle vise dansen til juleafslutningen den 10. december!
Vi danser til Nik og Jay, selvom jeg efterhänden har fäet en del kommentarer om, at det er direkte ondt at give börnene det indtryk at Nik og Jay er dansk musik! Det kan der väre noget om, men faktum er, at de synes det er en god sang, og det er jo det vigtigste ;)

Så er vinteren kommet til Madurai!

2009-11-04T23:40:00.000-08:00

Varme huer og strikkede trøjer. Det er den påklædning som mange af børnene på lektiecafeen de sidste par dage har været iført! I den sidste tid har jeg sagtens kunnet mærke, at temperaturen er faldet nogle grader fra de 35-40 grader, der var i starten, til en 30-32 grader. Dog er det ikke noget, der på nogen måde har fået mig til at fryse. Jeg nyder blot, at det er nemmere at holde varmen ud. Faldet i temperaturen har dog betydet, at mange er syge og går rundt og fryser. Samtidig oplever vi i øjeblikket store regnskyl, som gør klimaet mere fugtigt og derved smittefaren større!
Jeg er lidt spændt på, om jeg er blevet så påvirket af klimaet, at jeg også begynder at fryse, når temperaturen i de kommende måneder falder yderligere. Èn ting er i hvert fald sikkert; jeg vil fryse når jeg igen står på dansk jord!

På lektiecafeen er der i øjeblikket mandefald pga sygdom og regn. Selvom inderne er lykkelige for, at de lige nu får regn og takker guderne for det, så betyder regnskyllene ofte, at der ikke kommer så mange børn på lektiecafeen.

I går samlede vi alle børnene i ét lokale og legede "afrikansk bombebold" med engelske ord. Legen går ud på, at alle står i en cirkel og hver gang man kaster bolden til en anden, skal man sige et engelsk ord. Når en person taber bolden, skal man hurtigst muligt sætte sig ned på huk. Den, der er langsomt ryger ud af legen. Da jeg kæmpede hårdt imod de hurtige børn, har jeg i dag ekstremt ømme lår!... Man må jo ofre sig for legen :P

Vi prøvede da!

2009-11-03T10:01:00.000-08:00

JA! At tage en saree på er virkelig en udfordring. Det er ikke noget man bare lige gør! Deter i hvert fald konklusionen jeg er nået frem til efter i dag!
Kirstine og jeg havde bestemt, at vi ville bære sareer på arbejde. Vi har efterhånden haft sareer på en del gange, og mente, at vi hurtigt kunne hoppe i sådan en lille sag. Derfor brugte vi 10 minutter på at komme på sareerne inden vi tog på arbejde. Faktisk var vi ret stolte af os selv og det resultat vi var endt ud med. Glæden varede dog kort, for da vi trådte ind i computerklassen kiggede Latha (en af kvinderne fra kurset) på os, smilede og bad os derefter om at komme med hende ind i rummet ved siden af. Resultatet var tydeligvis ikke tilfredsstillende! Efter nogen tid havde Latha pakket os ud og derefter ind i det lange stykke stof. Vi forslog Latha, at hun skulle være vores personlige saree-hjælper, hvilket var en idé hun var helt med på. I hvert fald grinte hun højlydt og sagde "Thank you, thank you!". Da vi var færdige måtte vi begge indrømme, at resultatet nu var noget bedre end det vi først var endt ud med. Nu var det faktisk muligt at bevæge sig rundt i sareen og senere på dagen kunne vi løbe rundt med børnene! Det eneste, der er tilbage og sige er vel; "Vi prøvede da"!

En sprængfyldt mandag!

2009-11-02T21:05:00.000-08:00

KFUM og K-armbånd, hønemor og ”tegn og gæt”. Det var hvad vores mandag på lektiecafeen bød på.
Stort set alle børn i Danmark kender legen ”Hønemor”. Det er i sig selv en ret simpel leg, men at forklare den til 30 indiske børn med et energioverskud ud over det sædvanlige, kan være lidt af en udfordring. Det lykkedes dog at forklare dem legen med lidt hjælp fra den eneste engelsktalende lærer på lektiecafeen og efter at have sagt ”Wait, wait, wait” de første 50 gange. 30 børn, der gik op i legen med liv og sjæl, blandet med latter og energi gav os det indtryk, at børnene syntes ganske godt om denne danske leg. Vi har efterhånden indført en del danske lege på lektiecafeen. Heriblandt kan vi nævne ”Banke Banke Bøf”, som er blevet til ”Knock knock Beef”, ”Frugtsalat”, som er blevet til ”Fruit” og ”Kædetafat”, som er blevet til ”Tiger”.

KFUM og K i Danmark har sponsoreret armbånd til de 120 børn på lektiecafeen, og det var en gave, som blev taget imod med stor glæde hos børnene. Efter få minutter havde alle børnene fået et armbånd; pigerne et rosa og drengene et grønt. Selvom nogle af børnene havde så tynde arme, at de havde problemer med at holde armbåndet på armen, så blev det problem løst ved at bruge det på overarmen i stedet og var luften efterfølgende fyldt med glæde og fascination.

Klokken 18.00 ringer klokken ind til lektielæsning og i øjeblikket er vi hos de ældste børn på lektiecafeen. Vi havde dagen forinde derfor planlagt at lege ”tegn og gæt” med dem. Børnene i de forskellige klasser er på meget forskellige niveauer, når det gælder engelsk. Nogle kan læse hele tekster, mens andre knap nok kan svare på hvor gamle de er. Af denne grund syntes vi, at ”tegn og gæt” ville være en god mellemvej. I denne leg kan alle børnene deltage aktivt og gennem leg lære enkle engelske ord som ”monkey”, ”bike” og ”window”. En af drengene, som normalt ikke er særlig god til engelsk virkede da også til at få et kæmpe selvtillidsboost af denne leg, eftersom han flere gange gættede rigtigt og tegnede så godt, at de andre hurtigt kunne se, hvad det var han tegnede.

Spiritualitet og middelhavsstemning i Indien

2009-11-01T04:49:00.000-08:00

En lille miniferie i ny og næ der heldigvis mulighed for i YMCA i Madurai. Derfor udnyttede Kirstine og jeg muligheden til at besøge vores kontaktperson her i Indien, Nikolaj, og hans familie.

Nikolaj bor i byen Tiruvannamalai i den nordlige del af Tamilnadu, hvor han arbejder for Danmission. Sammen med sine medarbejdere forsøger han at skabe dialog mellem mennesker fra forskellige religioner og kulturkredse. I mine øjne er det et utroligt godt og vigtigt projekt, og for mig at se er Tiruvannamalai den helt rigtige by at starte en sådant projekt op i. Denne by er nemlig langt mere spirituel end Madurai.

Pilgrimme fra Indien så vel som Vesten, valfarter dagligt til denne by, og én gang om året kommer cirka 1 million pilgrimme til byen for at være med til at tænde en flamme på toppen af det bjerg, som byen ligger op ad. Dette bjerg er i sig selv en del af grunden til, at denne by er så spirituel som den er. Bjerget siges nemlig at være manifestationen af Shiva, ødelæggelse- og ildguden, selv. Historien går på, at de 3 store guder indenfor hinduismen; Brahman, Shiva og Vishnu, kæmpede om hvem, der var den stærkeste. Shiva lavede en kæmpe ildsøjle, som gik fra jorden til himlen og sagde, at den af de to andre, der kunne finde ud af, hvor ildsøjlen startede og sluttede ville være den stærkeste. Vishnu lavede sig om til en fugl og fløj op, mens Brahman lavede sig til et dyr, der kunne grave sig ned i jorden. Ingen af de to kunne dog finde ud af, hvor ildsøjlen startede og sluttede, hvorved ildsøjlen forstenede og blev til det bjerg byen nu ligger op ad.Når Kirstine og jeg ser hvide mennesker i Madurai er det altid en overraskelse. Sådan var det ikke i Tiruvannamalai. Denne by er tiltrækningsmagnet for mange vesterlændinge, der ønsker at meditere og finde ind i sig selv. Lige meget hvor i byen vi befandt os så vi vesterlændinge, men det var også tydeligt for os, at de på ingen måde var der som turister. De var der derimod af helt andre grunde.

Mens vi var i Tiruvannamalai boede vi på Quo Vadis, som er det dialogcenter Danmission har i byen. Stedet havde en helt speciel stemning, og man var ikke i tvivl om at dette sted havde hjerte og sjæl. Efter et halvt døgn på centeret følte man sig nærmest hjemme, og det samme gjorde de folk, der kom til centeret.

Lige så hjemme som vi følte os på Quo Vadis, lige så hjemme følte vi os hos Nikolaj. Vi blev taget imod med åbne arme af hans kone og to sønner, hvilket var enormt dejligt. Anna, Nikolajs kone tog os en morgen med op på bjerget. Herfra kunne man se en enormt smuk udsigt ud over det store tempel i Tiruvannamalai. Dagene hos Nikolaj bød også på swimmingpool, besøg af en flok amerikanere, besøg i templet og diverse små cafeer og butikker.

Mandag morgen tog vi med Nikolaj til Pondicherry som er en tidligere fransk koloniby, hvilket man tydeligt kan se på byen. Husene er bygget i kolonistil, gaderne er planlagte og langs vandet var der nærmest en form for middelhavsstemning.

Ikke langt fra Pondicherry ligger byen "Auroville", som er en by, der ikke eges af nogen og som bygger på "The Mother's" principper som selvforsyning, økologi og selvindsigt. "The Mother" var en fransk kvinde, som levede i et ashram i Pondicherry, og som havde en vision om at bygge en by, som udelukkende bygger på de førnævnte principper. Projektet er forholdsvis nyt, hvorfor indbyggertallet endnu ikke er kommet op på det ønskede antal, men det er godt på vej. Det er der slet ingen tvivl om!Vi fik en rundvisning inde i Auroville, som ikke mindst bød på mødet med en enorm bygning som bruges til meditation af byens indbyggere. Bygningen beskrives bedst som en stor golfkugle lavet i guld. Jeg synes personligt, at den var utroligt smuk, og når man har været inde i den er den så uendeligt meget smukkere! Inde i kuglen er alt hvidt, og selve meditationslokalet oplyses udelukkende af verdens (eftersigende) største krystal, som rammes af solens stråler igennem et lille hul i loftet. I meditationslokalet skulle der være total stilhed, hvilket var lidt af en udfordring, da en hver lille bevægelse forstyrrede en selv så vel som de andre. Det var en kæmpe oplevelse at sidde i det lokale, se på den smukke krystal og bare nyde stilheden. Auroville er helt sikkert et sted, som varmt kan anbefales!

Selvom jeg var syg under hele turen var det rigtig dejligt at være afsted. Det var dejligt at komme lidt uden for Madurai og ikke mindst at se Nikolaj igen! :)

Limbo Limbo Limbo Limbo...

2009-10-21T23:30:00.001-07:00

Jep! Så er limbo kommet til Indien! Alt det kræver er en lang pind og et par danskere piger, der, fordi de ikke kan huske teksten til limbosangen, bare står og skråler: "Limbo, limbo, limbo, limbo, limbo, limbo...! Tro det eller lad være,- det var en stor success. Børnene forstod efter et par omgange konceptet med at skulle bøje overkroppen bagover og bøje ned i knæene for at komme under stangen. Om det var fordi de forstod min mærkelige illustrering med at bøje min stive krop bagover ved jeg ikke, jeg ved bare at det virkede og at børnene elskede det. Til sidst fandt de også rytmen i sangen og sang med, og det var tydeligt at se, at det var noget de aldrig havde prøvet før!

Kirstine og jeg kunne jo selvfølgelig ikke slippe for også at skulle under pinden, og det var da også til stor glæde for børnene, da vi stillede op i køen sammen med dem. Ud af øjenkrogen kunne jeg se de forventningsfulde blikke stå og tænke "Kan sådan en høj dansker virkelig komme under så lav en pind?". Men ja, det kunne hun og det resulterede i latter, klap og grin!
De efterfølgende dage har der igen og igen været børn, der har sagt "Limbo, Limbo", så jeg tror ikke, at det er sidste gang vi leger den leg med børnene!

Er det ikke fantastisk hvad en pind, en rusten stemme og en melodi man ikke kan huske teksten på kan gøre? Jeg synes det er værd at tænke over! :)

Danskere, 125 år og Happy Dewali!

2009-10-17T22:15:00.000-07:00

Den sidste tid er gået utrolig stærk! Dagene er bare fløjet afsted og inden jeg har fået set mig om er der gået endnu en uge. Det vidner dog bare om, hvor meget jeg oplever hver dag! :)

I uge 42 var KFUM og K's Ungdomsrejse med 1 mand og 9 piger på besøg her i Madurai! De skulle se YMCA's forskellige projekter og ikke mindst besøge lektiecafeén som KFUM og K i Danmark støtter. Det var nogle hektiske dage med fuldt program! Heldigvis var det en flok søde danskere, så det var kun dejligt at tilbringe så meget tid sammen med dem. Det lod også til, at de alle var glade for at være her og fik nogle gode og tankevækkende oplevelser med hjem i bagagen. Vi var utroligt glade for at høre lidt hjemmefra, snakke dansk igen og for at få lov til at dele ud af vores erfaringer og oplevelser fra Indien. Man får lige pludselig et helt andet syn på mange ting, når man skal til at forklare sine oplevelser til andre, og pludselig kan man genkende mange af de måder man selv reagerede på i starten i forhold til de nye indtryk i Indien. Det var nogle rigtig dejlige dage med masser af grin, snak og nye indtryk! :)

125 år! Det er så gammel YMCA i Madurai er, og det blev fejret med at brag af en jubilæumsfest i torsdags. Til festen var der mødt cirka 300 gæster op, hvoraf nogle af dem kom helt fra USA og Europa. De to tyske volontører, Kirstine og jeg var alle blevet inviteret til denne fest og skulle derfor bære vores pæne sareer for første gang. Da vi ikke selv kunne komme i dem, måtte vi hver have en kvinde til at hjælpe os med at få dem på, og det tog sin tid! Det tog op imod en halv time inden vi alle fire stod klar i vores sareer,- tilgængæld var vi ret flotte, så det var umagen værd! Faktisk er det slet ikke så slemt at have saree på som jeg først regnede med. Når først man kommer over skrækken for at skulle vise maveskind og lærer hvordan man skal gå uden at skvatte i stoffet når man går op af trapper, så kan det godt lade sig gøre! Inden jeg tog til Indien var jeg ret overbevist om, at det ville være umuligt for mig at bære en saree, fordi jeg ville have svært ved at bevæge mig. Jeg er stadig af den holdning, at en saree ikke er det mest praktiske tøj man kan iføre sig, men det er lettere end jeg troede! Ingen tvivl om det!

Jubilæumsfesten bød på masser af taler fra de fremmødte æresgæster. Derudover var der masser af dans fra børnene fra skolen for de mentalt handicappede og skolen for de hørehæmmede. Der er især én af dansene, der har sat sig fast i min hukommelse: En flok hørehæmmede drenge dansede synkront til en Michael Jackson sang med alle de "moves" der nu hører sig til og med et sceneshow der var i top, vel og mærke uden at de kunne høre musikken! Det eneste de havde at gå efter var deres danselærer, som sad og lavede nogle fakter foran dem. Det var ret imponerende og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og måbe :)

Hvad jul er for os danskere det er Dewali for inderne. Det er vidst sådan man bedst kan beskrive, hvor vigtig gårsdagens Dewali er for inderne! Selve festivalen er en lysfestival, hvor man tænder masser af fyrværkeri, giver gaver, køber nyt tøj, samles i familien og spiser god mad. I ugen op til Dewali har gaderne her i Madurai været, om muligt, mere overbefolkede end de plejer, fordi alle har shoppet gaver og tøj til Dewali. Man har ikke været i tvivl om at hinduernes største festival har været lige rundt om hjørnet.

Åbenhed og varme er vidst det, der bedst beskriver den familie vi fejrede Dewali hos i går. Hver gang vi har været i tempelmarkedet her i Madurai har vi næsten hver gang handlet med den samme kvinde, "Sister" som vi kalder hende og hendes mand. De er begge utroligt søde og snaksaglige, og uden at tøve inviterede de os til at fejre Dewali i deres hjem med deres familie. Det ville svare til, at man inviterede nogle vildt fremmede mennesker til juleaften i Danmark. Faktisk kan det slet ikke sammenlignes, for en dansker ville aldrig gøre sådan. Indere er helt igennem unikke på det punkt. Vi blev inviteret til den fest, der betyder mest for dem, hvilket viser hvor helt igennem åbenhjertede de er.

Med det samme jeg trådte ind i deres hus kunne jeg mærke den varme, der bare omslutter disse fantastiske mennesker. Vi blev taget imod med smil og "Vanakam"og blev budt indenfor i deres hjem som var vi en del af familien.

"Sister" havde købt gaver i form af nye sareer til os og den skulle vi naturligvis bære denne dag. De hjalp os i tøjet og lavede håndmalet henna på vores hænder. Vi blev budt på thai og middagsmad. Vi modtog kys fra hendes børn og snakkede i timevis med familien. Det var virkelig en stor oplevelse at opleve så stor en gæstfrihed og åbenhed og det var en ære at stå lige midt i det!

En helt almindelig tur hjem fra arbejde...

2009-10-07T22:35:00.000-07:00

Det er mørkt, og jeg er færdig med dagens arbejde på lektiecafeen. Endnu en god dag er ovre ,og jeg trænger mest af alt til at komme hjem og få et tiltrængt bad. Jeg sætter mig ind i rickshawen. Chaufføren sætter den spruttende motor igang og kører ud på vejen. Jeg får lidt støv i øjnene fra den støvede vej i Muthupatty. Det varer ikke længe inden vi er ude af slumområdet og kører på større og mere asfaltterede veje. Chaufføren holder tilbage for toget. Folk kigger, nærmest stirrer på mig. Toget, det lange, lange tog, suser forbi. Bommen bliver åbnet og motorcykler, biler, cyker og fodgængere myldrer ind og ud mellem hinanden. Det er som om, at der er blevet sat gang i et stort løb, hvor det gælder om at komme først forbi bummen. Det er et stort kaos og midt i dette kaos befinder jeg mig.

Selvom der er mørkt og kaos, og selvom jeg sidder gemt inde bag rickshawens gule vægge er der alligevel personer, som når at se mig, og i et splitsekund når de at råbe "Hej" eller sige "wow". Selvom det er hverdag for mig, bliver jeg hver gang forundret over, hvordan det kan lade sig gøre for dem at få øje på mig.

Vi kommer nærmere og nærmere centrum. Trafikken bliver tættere og tættere. Duften af Indiens krydderier afløses af lugten fra rådden frugt, som blandes med sod og støv fra vejen. Vi forbipasserer et gadekøkken. Duften af den indiske mad og lugten af friture gør mig sulten.

Vi kører over broen. Bakken er stejl og vi passerer en gammel mand, som skubber sin cykeltrailer med et kæmpe læs op over bakken. Den krumme ryg, det grå hår og den benede krop er ikke til at tage fejl af. Han er gammel, meget gammel, og har formentlig lavet dette arbejde de sidste 40 år af sit lange liv! Den første tanke, der melder sig er "Du er for gammel til det der! Du burde sidde på et plejehjem!" Han er ikke engang halvejs oppe ad bakken, og selv rickshawen begynder at tabe fart.

Reklameskilte, dyt og båt, et næsten fuldendt sammenstød og en politimand, der forsøger at styre trafikken. Forskellige tempoer vævet ind i hinanden. Farten, der sættes op og ned. En lille pige, der vinker. Nogen råber. Endnu et the-køkken. Farverne, lydene og duftene. Man er ikke i tvivl: Dette er Indien

Madurai - mit andet hjem!

2009-10-03T01:18:00.000-07:00

Jeg er forelsket i Indien! I løbet af en måned er jeg faldet pladask for dette land. For hver dag jeg tilbringer i Indien bliver jeg mere og mere overbevist om, at det for mig var det helt rigtige valg at tage til Indien. Jeg kan lide maden, jeg elsker mit arbejde med børnene, jeg er vild med kulturen og jeg kan ikke få nok af farverne og folkets varme. Småproblemer i hverdagen kommer aldrig til at fylde mere end de gør, fordi det er umuligt at lade dem overskygge glæden ved at være her.
Jeg har ikke været på arbejde på lektiecafeen siden fredag i sidste uge og jeg savner allerede at være der. Jeg savner at lege med børnene, snakke med kvinderne og lære fra mig. Hvordan skal det ikke gå, når jeg kommer hjem til Danmark?

Fra mandag til fredag besøgte Kirstine og jeg sammen med tyskerne 2 tyske volotører i Chennai. Chennai er Indiens fjerde største by med 6,5 mio indbyggere, hvilket man godt kunne mærke. I Madurai bor der "kun" 1,3 mio. mennesker, men man kan tydeligt mærke, at Madurai er en lille by i forhold til Chennai. Madurai er meget traditionel og hyggelig, hvorimod Chennai er langt mere moderne.

Det var mærkeligt pludselig at opdage at trafiklysene faktisk fungerede, at folk faktisk holdt tilbage når der var rødt, og at hornet slet ikke blev brugt lige så meget som vi er vant til. Jeg kom helt til at savne lydene af "båt bååååt" og "dyt dyyyt" som jeg plejer at falde i søvn til. Desuden fangede jeg mig selv i at tænke, at det var kedeligt at køre i rickshawk i Chennai. Folk kørte ikke ud mellem hinanden, og der var slet ikke det samme kaos. Igen: Hvordan skal det ikke blive når jeg kommer hjem til de lange kedelige veje i Danmark, hvor trafikken bare kører i lige linjer? Det bliver noget af en omvæltning :)

Det var nogle gode dage vi havde i Chennai. Selve byen har ikke de store turistatraktioner, hvorfor vi valgte kun at bruge 1 dag på sightseeing i byen. Vi så Tamilnadus regeringsbygning, retten, en kirke, nogle templer og ikke mindst Marina Beach, som vi brugte en del tid ved. Det var fedt endelig at se vand igen. Vi fik gennemblødte tutikkaer, men det var det hele værd for at få dyppet fødderne.
Indiere bygger ikke sandslotte, hvorfor vi jo selvfølgelig var nødt til at vise dem, hvordan man gør det! Til at starte med var der et par stykker, der stod og kiggede på mens de helt sikkert tænkte: "Dumme turister". Vi sad nemlig 6 mennesker på hug og gravede i sandet. Det må have set ret dumt ud fra en inders synspunkt. Efterhånden samlede sig en flok omkring os. Jeg tror, at de til sidst forstod meningen med det var vi lavede, og jeg håber, at de tager ideen til sig. Det kunne være fedt at være en af dem, der lærte inderne at bygge sandslotte! :)

Dag 2 i Chennai brugte vi på en tur til Mamalampuram lidt uden for Chennai. Her så vi en del templer, stranden, en silkefabrik, en forlystelsespark og nogle gamle monumenter. Det var en rigtig hyggelig dag. På billedet nedenunder står Kirstine og jeg ved et træ ved et templet. I træet hænger par, som skal have et barn, en lille kasse i træet. Når de gør det, kan de ønske at deres barn enten bliver en dreng eller en pige. Det er en indisk tradition, som vi har set ved flere templer her i Sydindien.

I løbet af dagene blev det klart for os alle, at Madurai og vores hotel her i Madurai virkelig er vores andet hjem! Vi begyndte virkelig at savne vores værelser, folkene på hotellet og ikke mindst byen. Jeg føler efterhånden at jeg kan finde rundt i Madurai og det føles virkelig som om at Madurai er mit andet hjem!

Dét at kunne kalde et sted i Indien for ens "hjem", synes jeg i sig selv er vildt fedt! Det vidner om, hvor godt jeg har det her i Indien, men også om, hvor godt vi er blevet taget imod. Folk har tilbudt mig Indien som mit hjem, og jeg har gladeligt taget imod dette fantaistiske tilbud!
Selvom der kun er gået 1/4 af tiden nu, så ved jeg allerede nu at det bliver hårdt at skulle rejse herfra. - Men det er kun en endnu større grund til at nyde hver eneste dag hernede endnu mere! :)

Kodaikanal: Smuk natur og ørevarmere!

2009-09-22T20:36:00.000-07:00

Ørevarmere, dynejakker og halstørklæder... Ja det lyder ikke umiddelbart som noget man kunne støde på i Indien, og det var heller ikke ligefrem det syn Kirstine og jeg forventede at se i Kodaikanal.

Kodaikanal er en gammel "Hill Station" i "bjergene 120 km nordvest for Madurai. Det var første gang vi skulle køre med bus, hvilket var noget af en oplevelse! Som tidligere nævnt er trafikken i Indien en oplevelse i sig selv. Vores buschauffør var ikke bleg for at ligge ud til overhaling selvom der kom en modkørende bus eller lastbil . Jeg sad flere gange med hjertet helt oppe i halsen. Selvom bussen lige præcist nåede ind i egen bane inden den stødte sammen med den modkørende, så var der ikke mere end 5-10 cm mellem de to. Der er nok en grund til, at vi inden vi tog til Indien, fik det råd, at vi skulle sætte os i samme side som chaufføren, da han altid vil forsøge at redde sig selv, hvis det går galt.

På bjergkørsel op mod Kodaikanal kunne vi se naturen ændre sig fra rød jord og palmer, til jungle-lignende skov for til sidst at ligne et Østrig-lignende lanskab. Det var ret facinerende!
Da vi stod af bussen føltes det slet ikke som om, at vi var i Indien. Naturen var helt anderledes, temperaturen var faldet og folk gik anderledes klædt. Jeg vil skyde på, at der var ca. 22 grader da vi stod af bussen, hvilket jo er meget normalt for os danskere. Derfor kunne vi ikke lade være med at have et lille smil på læben, da vi så folk gå rundt i store dynejakker og ørevarmere! Lige meget hvor i byen man befandt sig kunne man købe ørevarmere og store jakker!

Hotellet, Snooze In, som vi boede på var et rigtig godt sted. Desværre var der koldere på vores værelse end der var udenfor, hvilket resulterede i, at vi i 2 nætter frøs, selvom vi sov under tykke tæpper og med fleesetrøjer på. Måske skulle vi have anskaffet os et par ørevarmere til at have på om natten? Det kunne have været et kønt syn :)

Vejret var desværre ikke helt på vores side. Det regnede en del og der var generelt ret tåget. Det var lidt en skam. Især fordi vi søndag var på sightseeing i området. Vores flinke chauffør kørte os rundt og viste os diverse udkigspunkter, men pga tågen var det begrænset, hvad vi kunne se. Vi oplevede dog en masse ting søndag og mandag Vi fodrede blandt andet aber, sejlede i vandcykler på søen, red på heste og så smukke vandfald.

Den mærkeligste oplevelse vi havde søndag, var da vi skulle ind i en skov kaldet "Silent Hill". Da Kirstine og jeg gik forbi køen op til skoven begyndte folk i køen lige pludselig at klappe og råbe til os. Det føltes lidt som om, at vi var superstjerner. Da vi skulle købe billet spurgte billetmanden om han måtte tage et billede af os. Vi sagde selvfølgelig ja, hvilket greb om sig. Flere og flere mennesker stillede op til foto, flere og flere ville trykke hånd og pludselig stod Kirstine og jeg med en lille baby på armen. Det er var virkelig surrealistisk og ret mærkeligt. Det var først da vi forlod skoven og atter sad i bilen, at folk stoppede med at tage billeder af os. Og dog! For da vi senere på dagen sejlede rundt på søen og troede at vi kunne være lidt i fred for alle fotograferne, opdagede vi, at folk i de andre både og folk inde på kysten tog billeder af os. Vi har aldrig før oplevet, at folk var se vilde efter at tage billeder af os. Selvom det til sidst blev lidt for meget, var det en ret sjov oplevelse, som jeg sent vil glemme :)

Vores bustur hjem fra Kodaikanal var også lidt af oplevelse. På vej ned af bjerget punkterede bussen. Dér stod vi så midt ude i ingenting. Kirstine og jeg var ikke helt sikre på, hvad vi skulle gøre, for flere og flere af vores medrejsende begyndte at tage tomle ned af bjerget og stige på andre busser. Vi fik dog afvide, at vi bare skulle vente, og efter 1 ½ time kom vi med en bus der kørte til Madrurai. Det var ret trængt og Kirstine og jeg var nødt til at stå op. Selvom vi skulle stå op i en bumle-bus i 3 timer, tog vi det med et smil på læben. Det var bare endnu en oplevelse til samlingen af uforglemmelige stunder i Indien!

Nu venter en "normal" arbejdsuge på lektiecafeén. Jeg ved dog ikke om man kan have en normal uge hernede, for der sker altid noget uventet og anderledes i løbet af ugen :)

Tid, legetøj og whitening-effect!

2009-09-16T22:34:00.000-07:00

Jeg har kun været i Indien i 20 dage, og alligevel føles det som om, at jeg har været her i meget længere tid. Nogen dage føles utroligt langsomme. Andre gange er der gået 4 dage uden, at man opdagede det. Det afhænger alt sammen af, hvor meget man laver, hvad man oplever og hvor stort savnet til folk hjemme er den pågældende dag.

Dagen i dag vil aldrig indeholde det samme i morgen! Det er det fantastiske ved at være her i Indien. Man ved aldrig, hvad dagen kan brimg. Man ved aldrig hvad man ser rundt om det næste gadehjørne. Man ved aldrig, om der vil være en demonstration uden for hotellet den aften man har tænkt sig at gå tidligt i seng. Man ved aldrig, hvilken leg børnene i lektiecafeén vil lege den pågældende dag. Man ved aldrig hvornår kvinderne i lektiecafeén vil tilbyde én at få lavet henna på hænderne. Hele tiden er der nye tilbud man kan tage imod, nye smil man kan gengælde, nye ord at lære.

Det er mærkeligt, men samtidig utroligt befriende at opleve, at dagene er så forskellige, når man i 3 år har gået i skole fra 8-15 og ladet dagene passere forbi, fordi de alle mere eller mindre var ens. Jeg tror, at det er sundt for mig at opleve dette afbræk fra en normal dansk hverdag! Det vil forhåbentlig hjælpe mig til at sætte mere pris på de små ting når jeg kommer hjem.

I tirsdags fik børnene i lektiecafeén det legetøj som vi havde med til dem fra Danmark, og som LEGO havde sponsoret. De blev utroligt glade for legetøjet og kastede sig nærmest oven i hinanden for at få fat i lige netop det stykke legetøj de havde udset sig!
Selvom legetøjet hovedsageligt bestod af bamser, heste og små dukker som forestillede prinser og prinsesser med dertilhørende kjoler og kroner, så var drengene lige så vilde med legetøjet som pigerne. Nogle af drengene sad koncentrerede og puttede prinsessekjoler på dukkerne. Det var et fantastisk syn! Gang på gang kom piger og drenge hen og prikkede os på skulderen og sagde "Super, super", "Beautiful" og "Very good!" mens de smilede over hele ansigtet. De havde aldrig set sådan noget legetøj før, hvilket også forklarer de julelys de havde i øjnene :)

Vi er efterhånden kommet ret godt i gang med arbejdet på lektiecafeén. "Knock, knock Beef" er gået rent ind hos dem, og vi har også haft held med at lege "Sæt halen på grisen" med dem. Når vi kommer lidt længere hen, har vi lovet at lære dem at danse. Det skal nok blive lidt af en udfordring, men der er ikke andet for end at kaste sig ud i det! Forleden dag mente kvinderne på computerkurset også, at vi skulle lære dem at danse "dansk dans". Kirstine og jeg var begge ret blanke og vidste ikke lige, hvad vi skulle finde på, for vi har ikke den samme tradition som de har med fx tamil-dans! Vi endte dog ud med at lære dem at danse "Åhh Susanne, vil du gifte dig med mig?". Det gik udemærket, og jeg tror, at kvinderne opdagede, at de nok ikke skal sætte store forventninger til vores danseundervisning :P

De sidste par gange vi har gået på gaden, har vi oplevet, at helt almindelige mennesker stiller sig op foran os, rækker hånden frem og tigger om penge. Det er en mærkelig oplevelse når en dame, som selv er på shopping, begynder at tigge os om penge bare fordi man er hvid. Selvom jeg stille og roligt vender mig mere og mere til den særstatus vi får pga vores hudfarve, så bliver det aldrig noget jeg kommer til at acceptere fuldstændig. Men det er ikke kun mellem inderne og os, der bliver gjort så meget ud af det. Det er lige så meget blandt inderne selv. Overalt er der fokus på hvor lys ens hud er. Jo lysere hud, jo højere status. Det er ren racisme! Hudtonen har indflydelse på kaste, ægteskab og status i samfundet. Hvis ikke vi ser godt efter hvad vi køber, så kan vi hurtigt få en creme med whitening-effect med hjem. Whitening-effect er overalt og det er ikke overdrivelse når jeg siger, at 8 ud af 10 reklamer i tv er reklamer for diverse hudprodukter med whitening-effekt.

Stille og roligt bliver Madurai større og større! Min horisont bliver udvidet for hver dag der går! Fra lørdag morgen til mandag eftermiddag skal Kirstine og jeg på tur til et flot naturområde. Det bliver dejligt at komme lidt udenfor Madurai og se den indiske natur :)

Yoga!

2009-09-14T21:44:00.000-07:00

Her til morgen deltog jeg i min første yoga time sammen med Kirstine og de to tyske piger vi er sammen med her på YMCA-hotellet. Lektionen startede kl 6.30, hvorfor vi må have lignet en flok meget trætte piger, der kom ind i yoga-lokalet. Vi havde fået det indtryk, at der var en del, der deltog i yoga-lektionen, men det viste sig, at det kun var os 4, der mødte op. Det var jeg ikke helt tilfreds med, da jeg så ikke havde nogen at kunne gemme mig bag :)

På forhånd vidste jeg godt, at mine mange år som fodbold- og volleyballspiller ikke har gjort mig videre smidig, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være så stiv i kroppen! Det var nærmest helt pinligt :)

Vores yogalærer lagde ud med nogle åndedrætsøvelser efterfulgt af diverse øvelser, som skulle løsne op i vores trætte kroppe. Jeg havde ingen problemer med at være med på det plan. Det var ganske passende til mig. Men da han begyndte på stillinger som lotusstillingen (fødderne skal ligge på modsatte lår) og palmestillingen, blev det straks sværere! Min lærer smilede flere gange overbærende til mig og kunne vidst godt se, at han og jeg var på to forskellige niveauer når det gælder yoga!

Grunden til at mange indere dyrker yoga er, at det er i et hinduistisk ritual. Det er ikke blot en kropslig, men også en åndelig træning. Selvom yoga på mange måder godt kunne minde om almindelig gymnastik, gjorde vores lærer meget ud af, at vi ikke skulle skifte stilling hurtigt, men derimod tage os god tid til at tage hænder ned, trække vejret dybt og ikke lave nogen pludselige bevægelser! Yoga er en meget gammel tradition i Indien og mange af de efterligninger af yoga, som man ser i Vesten, har ikke noget med yoga at gøre.

For mit vedkommende skal yoga helt klart prøves igen! Hvem ved om jeg måske kunne gå hen og blive helt smidig mens jeg er i Indien!? Der er dog ingen tvivl om, at jeg foretrækker de sportsgrene der, indebærer en bold, løb eller lign.!

Mit første besøg i et slumkvarter...

2009-09-11T11:04:00.000-07:00

Muthupatty er slumkvarteret i Madurai. Her bor 500 familier, hvoraf 300 familier lever i decideret fattigdom. De børn, som kommer på lektiecafeén, kommer alle fra fattige familier i Muthupatty. Det er meningen, at Kirstine og jeg hver uge skal besøge et af børnene fra lektiecafeén eller en af deltagerne på computerkurset.

I dag skulle vi besøge en af pigerne fra lektiecafeén. Hun havde set meget frem til at vi skulle komme og det samme havde vi. Det er rart at se hvad det er børnene kommer fra, da det giver en bedre forståelse for deres situation!

Når man er på lektiecafeén har man en god udsigt over området. Det man kan se er dog kun store huse og forholdsvis nye bebygninger. Af den grund havde vi snakket om, at børnene nok ikke kom fra rigtigt slum, sådan som vi havde forestillet os det i første omgang.

Det viste sig dog at vi tog fejl! Efter at have gået bare 100 meter ind i Muthupatty forandrede det hele sig. Lige pludselig kunne man se små hytter lavet af bananblade med et par blikplader rundt omkring. Vejen blev mere og mere humplet og der stod skure med fælles bad og toilet rundt omkring.
Som vi bevægede os mod pigens hus føltes det mere og mere absurd, da det blev mere og mere klart for os, at beboerne i de små hytter boede klods op og ned af store huse, hvori der kun boede én familie! Her bor rige og fattige virkeligt side om side! Det var et mærkeligt syn at se et 3 etagers nyronoveret hus med én familie boende have en lille bananbladshytte til nabo.
Engang var det tyvekasten, altså den nederste kaste i kastesystemet, der holdt til i Muthupatty. Med årene er der dog sket forandringer således, at det er forskellige kaster, der bor i området. Området er dog stadig slum, og der er ingen tvivl om, at det ligger i folks bevidsthed, at Muthupatty er et sted for fattige.

Pigens familie tog imod os med åbne arme! Selvom familien på 4 personer kun havde to rum; ét rum som var sove- og opholdsrum og ét rum som var køkken og vaskerum, så var de lykkelige. Det var der slet ingen tvivl om. Lykken lyste langt ud af dem. Selvom deres hjem kun var på størrelse med et stort badeværelse i Danmark, så var der hjerte og sjæl i hjemmet. Jeg ved ikke om I kan fornemme det på billederne, men man var ikke i tvivl om, at her boede en familie, som ville livet.

At besøge pigen og hendes familie var en rigtig god oplevelse. Efter at have set, hvor hun kommer fra og set bagsiden af Muthupatty er jeg ikke i tvivl om, at YMCA's lektiecafé i Muthupatty er et enormt godt tilbud til børnene.

"Knock Knock Beef"

2009-09-08T08:27:00.000-07:00

Så er første arbejdsdag på lektiecafeén overstået. Det var noget af en omgang! Jeg er helt ør i hovedet og udmattet i kroppen efter at have tilbragt 4 ½ time i selskab med 120 børn og unge fra slummen i Madurai.

Da vi kom ud til lektiecafeén var børnene endnu ikke kommet. I stedet sad en flok unge/voksne indere i computerlokalet for at modtage computerundervisning. Før Kirstine og jeg vidste af det var vi blevet midtpunkt i denne forsamling. De spurgte ind til alverdens ting, roste os, lavede sjov med os og grinede generelt meget :) Dog var det ufatteligt svært at forstå deres, "lokal-english", som de selv kalder det, pga det lille ordforråd og den stærke indiske accent. Vi prøvede os frem og gjorde en ihærdig indsats for at forstå ,hvad de sagde, og det lykkedes da også for det meste at få en mening frem

Kl 17 kom børnene til lektiecafeén. I løbet af 30 sek. stod der en flok på 30 børn omkring os. Alle ville de trykke vores hånd og flere gange mærkede jeg en lille hånd gribe fat i mit bukseben for ikke at falde omkuld. Børnene fra ca. 5-14 år stod bogstaveligt oveni hinanden og alle var de lige ivrige efter bare et enkelt håndtryk. Sådan fortsatte det resten af dagen. Hver eneste gang et af børnene så sit snit til det rakte han/hun sin hånd frem og sagde "Hallo" eller "Hej". Man kan ikke andet end at sende et stort smil tilbage når det sker :)

Efter at have overstået den første bølge af hænder, der ville trykkes, begyndte vi at kaste en bold rundt mellem børnene, men efter noget tid blev kredsen af børn for stor til at det kunne fungere. I stedet splittede vi op. Jeg begyndte at sjippe med nogle af de store piger. Hvis jeg selv skal sige det, var jeg faktisk ret god ;)

På et tidspunkt spurgte nogle af de store piger, om ikke vi havde en leg. Det første vi kunne komme på var "Banke Banke Bøf", som på engelsk blev til "Knock Knock Beef". Det fungerede overraskende godt ud fra det faktum, at der der var vilde 13 årige drenge og 6 årige forsigtige piger blandt de børn, som var med i legen. Ikke overraskende var det ofte Kirstine og jeg som blev valgt til at skulle løbe en runde,- men hvad havde vi regnet med? Måske kommer jeg alligevel ikke helt ud af form hernede ;)

Kl 18 skulle børnene ind for at modtage undervisning. I starten af hver undervisningstime får børnene en lille snack, ofte i form af bønner eller lign. De får det lille mellemmåltid, fordi de ellers ikke får noget at spise fra middagsmad til klokken elleve om aftenen. Forældrene arbejder nemlig indtil sent på aftenen. Børnene kommer på lektiecafeén for at få noget ud af eftermiddagen/aftenen, da deres forældre ikke er hjemme til at tage sig af dem.

Kirstine og jeg skulle sidde sammen med de yngste af eleverne . Vores arbejde stod denne dag i at skulle være hjælpelærere i engelskundervisningen. Vi satte os på gulvet sammen med børnene. Lynhurtigt havde flere af børnene åbnet deres engelskbøger med alfabetet, billeder af mennesker, dyr og ting, småsætninger som "Good morning teacher"og "My name is..." osv. og viste dem stolt frem. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. så jeg startede med alfabetet, hvilket de 7 børn jeg koncentrerede mig om, var ret gode til. I munden på hinanden skreg de: "A, B, C, D..." men den accent en lille inder på 6 år nu engang har. De var alle meget aktive og man kunne høre entusiasmen. Da jeg gik over til at spørge om deres navne, var det lige pludselig dem, der skulle til at lære mig, hvordan man vender tungen rigtigt! At lære indiske navne kan i sig selv være en ret stor udfordring!...

Kirstine og jeg kom begge udmattede hjem til hotellet. Det har været en hård dag, en forvirrende dag, men også en dag, hvor jeg har haft ondt i kinderne fordi jeg har smilet så meget. De store sorte øjne er slet ikke til at stå for, og jeg er sikker på, at jeg flere gange i fremtiden vil komme hjem til hotellet med ømme kinder!

Snart begynder hverdagen...

2009-09-04T20:43:00.000-07:00

Den første tid her i Indien har været fyldt med nye oplevelser og indtryk! Siden vi ankom har vi haft en form for introdage, hvor vi har slappet af, hvilet ud, deltaget i div. arrangementer, og besøgt forskellige YMCA-projekter i byen. Det har været rart, at vi ikke blev kastet direkte ind i projektet, men har haft tid til at falde til.

I går besøgte vi det store Meenakshi-tempel her i Madurai. Det er en kæmpe turistattraktion og et meget helligt sted for hinduerne, hvorfor der var ufatteligt mange folk i templet. Der var en helt speciel stemning inden for murerne. Noget af det jeg vil huske bedst var da jeg skulle have min elefant-velsignelse. En elefant lagde sin lange og tunge snabel på mit hovedet, hvorefter jeg på hinduistisk vis var blevet velsignet.

Men nu skal hverdagen snart begynde! På onsdag skal vi begynde at arbejde på lektiecafeen. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang og ikke mindst til at møde børnene! At skulle undervise dem og lege med dem, er noget jeg længe har set frem til, og nu er det lige om hjørnet!

Det er mærkeligt, hvordan man på 8 dage kan vende sig til det heftige trafik, indernes intense stirren og lydene. Det føles allerede nu naturligt at skulle træde ud foran en motorcykel for at komme over vejen, eller stille op til billede i et tøjforretning. Det, der er sværest at vende sig til er at være så langt væk fra alle dem jeg holder af og plejer at omgåes i hverdagen! Hver dag sender jeg tanker hjem til Danmark :)

Hvad et kamera kan gøre...

2009-09-02T21:46:00.001-07:00

Jeg anede ikke, at man med et kamera på én dag kan få så mange smil frem!

I går deltog Kirstine og jeg i et kristent bryllup her i Madurai. Jeg blev hurtigt fascineret af de mange smukke sarier som kvinderne i kirken bar. Alle regnbuens farver var repræsenterede og det er ingen underdrivelse! Selve vielsen af parret lignede egentlig meget de vielser vi ser i Danmark. Selvfølgelig var der et indisk præg. I stedet for at bytte ringe fik bruden en helskæde af manden, som hun skulle bære indtil han en dag dør.
Under brylluppet fik vi en særlig velkomst af præsten. Det siges, at det er en ret stor ære at have hvide mennesker med til et bryllup. Det er måske også grunden til, at vi vakte så meget opsigt ved den efterfølgende bryllupsfest.
Det viede par, som ikke så særligt lykkelige ud (sandsynligvis fordi ægteskabet var arrangeret), stod i 2 timer og fik taget billeder sammen med alle bryllupsgæsterne. Imens dette foregik kunne gæsterne få noget at spise. Menuen var diverse krydrede ris-retter, serveret på et bananblad! Spisningen foregik i mine øjne meget mekanisk, men det er måske ikke så underligt når der var mødt 1000 bryllupsgæster op!

Der hvor kameraet kommer ind i billedet var da en far til en lille pige insisterede på at få lov til at tage et billede af os sammen med den lille pige. Da billedet, efter diverse tekniske prøvelser var taget var de allesammen meget begejstrede, og da billedet var taget med mit kamera insisterede de på at vi skulle fremkalde billedet og sende det til den adresse de havde skrevet på en gammel regning :)

Senere samme dag gik Kirstine og jeg ned på markedet for at købe tøj. Dét at købe tøj, rettere sagt en dragt kaldet en "tudika" er i sig selv en kæmpe oplevelse ig i særdeleshed udfordring. For det første er alt tøjet pakket i poser, så du ikke selv kan gå rundt og kigge, sådan som vi gør det i Danmark. For det andet er der 10 ekspedienter som alle sammen står med store øjne og glor på en.
Mens Kirstine var inde i prøverummet begyndte pigerne som arbejdede i butikken af spørge til mit navn, hvor jeg kom fra osv. De mente, at jeg havde nogle smukke øjne, men jeg ville nu give alt for et par store mørkebruneøjne som deres :) Pludselig spurgte en af pigerne om jeg havde et kamera. Da jeg fandt det frem begyndte de at skrige og blev helt vilde. De stillede op til det ene foto efter det andet. Efter hvert billede stimlede de sammen om kameraet, hvor efter de fnisende begyndte at grine og smile over hele ansigtet. Også her mente de, at jeg skulle udprinte billederne og komme forbi med dem.

Men historien om kameraet er ikke færdig endnu. Samme aften skulle vi nemlig besøge "The Boys Home" i Madurai. Her boede 25 drenge i alderen 8-17 år. Alle boede de her fordi de kun havde én eller ingen forældre. Det var en flok glade, men generte drenge, som tog imod med velkomstkranse. Efter at have hørt dem synge og en rundvisning på stedet fik vi lov til at sidde og læse lektier sammen med dem. Nogle drenge var mere flittige end andre, men det er heller ikke nemt for en 10-årig at koncentrere sig, når der kommer 4 europæiske piger og forstyrrer dem :) Jeg hjalp en dreng med engelsk. Han var meget ihærdig og prøvede igen og igen at få ordene til at ligge rigtigt i munden. Han skulle testes i engelsk dagen efter og man kunne derfor godt fornemme en vis nervøsitet. En anden dreng lærte jeg ti-tabellen og hvordan man siger årstal. Han var ikke særligt gammel og jeg var derfor overrasket over at han var så opsat på at kunne det hele udenad.
Da jeg hev mit kamera frem for at tage et billede blev de helt vilde og stimlede sammen for at få taget et billede af dem. De var storsmilende og pludselig havde den ellers så gernerte forsamling ændret sig til en flok vilde drenge :)

I morgen skal vi ud til den lektiecafé hvor Kirstine og jeg skal arbejde! Det bliver spændende langt om længe at se stedet...

"Allelu, Alleluja!"

2009-08-30T09:20:00.000-07:00

"At rejse er at leve" og for at leve skal man opleve! Kirstine og jeg får nye oplevelser hver dag og nye indtryk indprinter sig på nethinden. Jeg lærer nyt om den indiske kultur, men pga det store kultursammenstød ser jeg også på mig selv og på dansk kultur med nye øjne.

I dag var Kirstine og jeg blevet tilbudt at komme med til gudstjeneste i den engelsk-talende kirke her i byen. Vi takkede naturligvis ja til dette, da det kunne være spædende at se hvordan en gudstejenste foregår i Indien. Vi skulle med rickshawn over til kirken, hvilket var noget af en oplevelse. Vores chauffør kringlede sig mellem motercykler, busser, firehjulstrækkere. Jeg sad yderst i den ene side og da vi var 5 cm fra at blive ramt af en bus, som er ca 30 gange større end en lille richshawn kom jeg til at give et lille hvin fra mig, hvilket chaufføren ikke var helt tilfreds med :)

Da vi ankom til kirken var det igen tydeligt, at inderne føler et helt andet ansvar overfor hinanden, end det vi ser i det, til tider, meget individuelle Danmark. Lige meget hvor man befinder sig er folk villige til at smide, hvad de har i hænderne for at hjælpe dig. Og det er ikke kun hvis du er hvid! Som inder føler man et ansvar for at samfundet fungerer. Ved kirken ankom en bil med en meget gammel mand i. Straks fløj 3 mand op for at hjælpe den gamle ud af bilen og ind i kirken.

Det var spændende at være med til gudstjenesten fordi den på mange områder er lig den danske gudstjeneste, og på andre måder så langt fra! Selve gudstjenesten varede 1 ½ time. Pga 10 myggestik på fødderne føltes på til tider som lang tid! Det blev dog glemt, når der skulle synges og alle inderne sang "Allelu, alleluja!",- ikke langt fra vores "Halleluja". Kirstine og jeg fik også en officiel velkomsthilsen i kirken, men heldigvis skulle vi ikke, som jeg lidt have frygtet, op og sige et par ord!
Efter gudstjensten fik vi morgenmad og herefter kunne man deltage i, hvad de kaldte, en workshop. Kirstine, jeg og Friedrich (en hollandsk mand på hotellet) havde lidt forventet, at det ville indebære dialog og aktiviteter. Derimod viste det sig at være 3 timers "foredrag" om ægteskab. Det lyder som lang tid, og det var det også, men det var interessant at høre om deres, altså de kristnes, syn på ægteskab, homoseksulalitet, mande og kvinde-roller og Vestens indflydelse på skilsmisser i Indien!

Efter vores tur i kirke gik Kirstine og jeg på markedet,- for første gang ALENE, og det gik faktisk ganske udemærket... Der er naturligvis masser af gadesælgere og tiggere over det hele, men når man får nok, hjælper et tydeligt "NO!". Vi mødte et nygift par (billedet), som vi fik lov at fotografere. Jeg bliver hver gang facineret af indernes måde at udsmykke sig på! Selvom de kommer fra de ringeste kår og bor i et blikskur, så bærer de smykker, går i rent tøj og har sat håret i de mest fantastiske frisurer!

Jeg glæder mig til flere spændende oplevelser i morgen!

En helt ny verden!

2009-08-29T04:37:00.000-07:00

Så er Kirstine og jeg ankommet til Indien! Det er en helt ny verden der har åbnet sig!

Flyturen gik uproblematisk, men da vi nåede Channai og skulle have vores bagage var min backpack-taske væk, sammen med det LEGO og andet legetøj vi havde med til børnene. Hjælp!! Det var en ret ubehagelig følelse at stå der uden sine ting. Heldigvis var folk i lufthavnen og på YMCA i Madurai enormt hjælpsomme og i dag fik jeg min taske igen...

Dyt, dyt, dyyyyyt....Allerede efter 10 min i Madurai oplevede jeg mit første kulturchok: Trafikken! Over alt er der skolebørn, richshaws (mini-taxis), køer der går frit, motorcykler med 2-3 personer på hver, kvinder i sarier, mænd der transporterer alverdens ting og sager. Det føles som om du træder ind i et kaos! Den hurtigste og for dem, nemmeste måde, at komme frem på er at holde hornet i bund. Derfor kan man høre dytten overalt i byen, og fra mit værelse er det uundgåeligt at høre, da værelset ligger ud til en trafikkeret vej i centrum af Madurai. Jeg er allerede nu blevet ret gode venner med mine ørepropper :)

På YMCA er vi blevet mødt med varme, smil og hjælpsomhed! Som det første da vi trådte ind på hotellet fik vi en blomsterkrans om hovedet og en buket i hånden, som en velkomst til os.
Allerede nu føler jeg mig ret hjemme på hotellet. Der er altid nogen til at hjælpe en og man er ikke i tvivl om at de vil os det bedste. "Yes Madam" er en sætning som ofte bliver brugt overfor os :)

Varmen slår mig gang på gang i hovedet og airconditions-anlægget på værelset er uundværligt, hvis man ønsker nattesøvn. Men det er måske også meget klart når der er en 35-38 grader hernede og man ikke bare kan gå i sit almindelige sommertøj. I princippet kunne vi godt gå i shorts og stropbluser, men i forvejen glor folk (især mænd) på os bleghudede danskere. At vise for meget hud vil kun gøre dette værre! Desuden er det en god måde at vise respekt overfor kulturen og vise at man gerne vil være en del af dem...

Hvorfor gør jeg det her?

2009-08-26T02:16:00.000-07:00

Det er sådan jeg tænker lige nu! Taskerne er så småt ved at være pakkede. De sidste afskedsknus er efterhånden givet. Medicinen er taget i de, forhåbentlig, rette mængder. Alligevel føler jeg mig lige nu mere på gyngende grund, end jeg nogensinde før har følt.

Sidst på eftermiddagen kører mor, far og jeg til København, hvor vi overnatter på et vandrehjem indtil i morgen. Kl 7.00 letter flyveren fra Kastrup mod Bruxelles. Fra Bruxelles flyver vi til Channai i Indien. Vi lander kl 23.00 indisk tid og skal vente i lufthavnen hele natten, indtil vi næste morgen kan tage et lokalfly til Madurai.
Det er en lang rejse, som jeg er meget spændt på. Jeg har fløjet én gang før, så det her bliver en udfordring. Jeg glæder mig til, at jeg står på indisk grund og kan koncentrere mig om arbejdet, børnene og landet, i stedet for at skulle koncentrere mig om flybilletter, forsikringer, lufthavne og bagage!

Tankerne flyver rundt i hovedet og ind imellem føler jeg et sus igennem kroppen, men selvom jeg er på kanten til at løbe skrigende væk, glæder jeg mig! Det bliver fantastisk!

Det er nu, det sker!!

Glimt fra højskolen

2009-08-22T06:57:00.000-07:00

På blev jeg og de andre volontører gjort klar til vores arbejde og oplevelser i udlandet. Dette skete på mange forskellige måder. Vi har snakket om politik, lært forskellige sprog, set film, danset salsa, lavet teater, været på "overlevelsestur" osv. Det har været 4 helt fantastiske uger, som jeg aldrig vil glemme!

Final countdown...

2009-08-21T03:18:00.000-07:00

6 dage!... Jeg bliver ved med at sige til mig selv at jeg snart skal afsted, at jeg om en uge befinder mig i Indien, at jeg i de næste 4-5 måneder ikke skal se venner og familie. Alligevel er det som om at jeg ikke helt forstår det. Jeg bliver ved med at bilde mig ind at der er tid endnu. Faktisk tror jeg ikke at jeg forstår det før jeg flyver ind over Indien og for første gang ser dette vidunderlige land. Og det er ikke engang sikkert at det går op for mig der! Måske forstår jeg det først når jeg første gang spiser risene, første gang kører i en rickshawn, første gang er i berøring med de lokale eller første gang vågner op i sengen på vores hotel i Madurai! Hvem ved? I hvert fald forstår jeg det ikke nu, og har efterhånden opgivet at forstå det 100%!

Jeg glæder mig ufatteligt meget til at komme i berøring med Indien! I de 4, helt uforglemmelige, uger, jeg havde på Løgumkloster Højskole blev vi gang på gang præsenteret for fantastiske beretninger fra Indien, smukke billeder fra Indien og gode råd til rejsen. På den anden side ved jeg også godt at Indien er et land på godt og ondt, og at det derfor ofte vil blive hårdt. Kirstine og jeg kommer til at arbejde med de fattigste i Indien; de fattige børn fra slumkvartererne og de uuddannede kvinder. Vi kommer til at opleve den anden side af Indien - den side som turisterne aldrig kommer til at opleve på helt samme måde.

Men det er måske også lige netop det jeg synes er så fantastisk ved at skulle arbejde som volontør i Indien. Jeg får hele pakken! Jeg kommer til at opleve de smukkeste, mest farverige og sanselige dele af Indien, samtidig med at jeg kommer ned under huden på lokalbefolkningen.
Samtidig er tanken om at skulle væk i så lang tid også skræmmende, men heldigvis er det ikke et "farvel" til folk herhjemme, men derimod et "på gensyn"! :)

Jeg ser frem til at opleve Indien, gøre et arbejde dernede og backpacke. Samtidig håber jeg at jeg selv på denne tur vil udvikle mig, blive mere afklaret i forhold til fremtiden og opdage nye sider af mig selv.

Jeg vil forsøge at skrive indlæg på denne blog så ofte det er muligt og I skal være velkomne til at følge med i mine tanker, oplevelser og erfaringer.